Omtale
Føj til favoritter Del Send
Musik | 10/10/11

Hvorfor ikke gøre det til noget sjovt?

Tidspunkt

Fredag 14. okt. 2011, kl 17:00

Det Kongelige Teater

Kongens Nytorv 9
1017 København K

Kontakt

33 69 69 33
 

 

  • Foto: Uffe Weng Foto: Uffe Weng
Alle børns store helt, musikeren og tv-værten Sigurd Barrett udsendte i går albummet »Sange fra Sigurdsgade«, som indeholder tretten sange, der gerne skulle blive børne-evergreens. På Kulturnatten kan man høre sangene live i Det Kongelige Teater, en af de meget få scener, han ikke før har optrådt på.

»Jeg glæder mig helt vildt,« siger Sigurd Barrett med den samme positive og livlige energi, som han udstråler i de omkring 250 episoder af børne-tv programmer, han har været vært for. »Jeg mener jo, at jeg har været på alle scener i Danmark, men Det Kongelige har jeg ikke prøvet før.

Og hvorfor skulle man ikke kunne spille rock på Det Kongelige? Og hvorfor skulle finkultur ikke kunne være for børn? Jeg synes, det er vigtigt at nedbryde den slags barrierer og det er lige så vigtigt for børn at høre et symfoniorkester, som det er for voksne, at gå ind og opleve Anemone Teatret

Den 44-årige musiker var allerede som toårig i nærkontakt med et klaver. I en alder af seks, skrev han sin første sang og som tolvårig havde han sit første professionelle spillejob. Han har spillet selskabsmusik, disco, jazz og har en cand phil i musikvidenskab, med speciale i russisk rock.

Læs også: AOKs guide til efterårsferien

Han har turneret med bigbands og humoristiske pianoshows, som en slags arvtager til Victor Borge, men det er i rollen som børne-tv vært og komponist af børnesange, at Sigurd Barrett har fået sit helt store gennembrud.

Efter mere end ti år med populære børneprogrammer som Sigurds Bjørnetime og en række andre programmer med børn i centrum og børn som modtager, er Sigurd i dag et dansk børneidol på højde med Bamse og Kylling, eller Kaj og Andrea.

»Når man arbejder med børn, oplever jeg meget at det handler om kreativitet. Det behøver ikke at være simpelt, eller naivistisk. Jeg mener for eksempel sagtens, man kan tage sine børn med på Louisiana. Vi havde vores børn med i Olafur Eliassons sansetunnel på Arken forleden. Børn sanser helt fantastisk. I virkeligheden handler det nok om barnet inde i os selv. Jeg er en granvoksen mand, men når jeg siger barnet i os selv, så tænker jeg ikke på det latterlige og ansvarsløse, så mener jeg det, hvor der er plads til fantasi og rummelighed. Og det er nødvendigt at være sig bevidst om den slags når man skal kommunikere med børn. Man oplever så mange være overdrevent pædagogiske i deres henvendelse til børn og nærmest tale ned til dem, det mener jeg ikke, man skal. Man skal være i øjenhøjde og have gensidig respekt. Jeg bruger måske ikke ord, de ikke forstår, men jeg udfordrer dem konstant, det synes jeg, ligger i den forpligtelse, man har i kommunikationen med børn,« fortæller Sigurd, der for alvor blev draget mod en verden med børneunderholdning, da han i 1994 fik sit første af fem børn.

Sigurds åbenlyse børnetække kommer fra hans eget indre barn. Og uden en pædagogisk uddannelse, har han måttet udvikle sine evner ved at prøve sig frem, samt bruge sin sunde fornuft. »Jeg har ikke læst nogen teorier og er ikke uddannet i pædagogik, og det har måske i virkeligheden været en fordel for mig.

Uanset hvad jeg har beskæftiget mig med, så har jeg ikke haft den der faglighed, det har været helt almindelig menneskelig interesse og intuition. Men jeg har haft nogle ideer om, hvad jeg gerne ville give børn. Jeg vil gerne give dem de ting, som er vigtige for mig og det er først og fremmest musik. Så er det humor og historiefortælling, men også moral og etik.

Du finder for eksempel ikke bandeord i mine tekster. Det er ikke noget helligt korstog, jeg synes bare ikke der er nogen grund til at sige fuck, sgu og for helvede hele tiden. Vi kan godt sige det en gang i mellem, men der er ingen grund til at det skal være i alt, børn møder.«

Læs også: Lær at tegne dyr på gratis workshop

Og børn skal ifølge Sigurd Barrett mødes der, hvor de er og moralen, eller læreprocessen skal helst pakkes ind i leg. Som for eksempel i sangen »Gab Op!« fra den nye plade. Sangen handler om at børste tænder og er lavet i en rytme, man kan børste efter og efter et vers om overmunden og et vers om undermunden, passer det lige med, at man har børstet i de to minutter og tredive sekunder, som tandlægerne anbefaler. »Det er en sang med et vigtigt budskab, men hvorfor ikke gøre det til noget sjovt, i stedet for at det skal være pisseirriterende?«

Men hvad med Sigurds egne børn? Synes de også, det er sjovt at have en far, som alle landets børn kender fra tv, eller kan det være svært at få fars opmærksomhed, når de er ude blandt andre mennesker?

»Det, at jeg er en kendt tv vært, indebærer både nogle fordele og nogle ulemper. Fordelene kan være, at de kan tage med mig på arbejde og hvis de vil, kan de over en sommer komme i både Legoland, Bob Bon land, Djurs og Fårup Sommerland, Tivoli, Bakken og så videre. De kommer backstage, hvor der er fri slik og sodavand, de møder Rasmus Seebach og Medina, de får en masse fede oplevelser, som andre børn ikke får. Og så er der bagsiden, som kan være, at vi er i svømmehallen. Vi kan være der i 10-12 minutter, men det slår aldrig fejl, pludselig er der en, der spotter mig og så samles de i små grupper og så ved jeg, at vi har cirka tre minutter til at skifte bassin. For så kommer de pludselig i flok. Og det er jo fedt nok, de kommer aldrig og siger, at jeg er en idiot, men bare at de har set mig i fjernsynet. Men der forsvinder noget opmærksomhed fra mine egne børn. Det har altid været sådan. Kedeligt er det ikke, men jeg er sikker på, at de senere i livet, kan finde nogle ting at tale med deres psykolog om. Heldigvis er der også en masse fede ting,« fortæller Sigurd med et smil.

At Sigurd ikke glemmer sine egne børn, vidner dedikationerne på hans plader om. Faktisk er han ekstra glad for »Sange Fra Sigurdsgade«, for den er dedikeret til hans yngste, Ellinor, som var den eneste af børnene, der ikke havde fået et album dedikeret til sig. Det har hun så nu og det er et album, der er anderledes end de tidligere.

Læs også: AOKs guide til Kulturnatten

»Det er en hyldest til barndommen og de lege, der er i barndommen,« forklarer Sigurd om albummet, der blev til efter at Danmarks Radio for to år siden bad ham om at skrive tretten nye evergreens, så man for eksempel havde et nyt alternativ til Povl Kjøllers »Jeg er så glad for min cykel«, når man skulle lave noget, der handlede om cykler.

For første gang har Sigurd ladet en anden håndtere de musikalske arrangementer. Produceren Jan Rørdam har produceret musikken, som dog stadig skulle have et organisk præg, for at Sigurd kunne finde sig selv i den.

»Det er blevet en mere rock’et plade, med masser af guitar. Men det var vigtigt for mig, at der ikke gik totalt Bilka i den, med programmeret musik og så videre. Folk skulle jo helst ikke tro, at jeg bare forsøger at være ung med de unge. Mit hjerte brænder for musik med levende instrumenter.«

De nye sange kan det næste lange stykke tid høres rundt omkring i landet, hvor Sigurd turnerer med sin bjørnetrio, en ekstra guitarist, samt et mindre dansehold. Københavnske børn kan høre ham på Kulturnatten, når han giver koncert i fine rammer på Det Kongelige Teater.

Hvad: Koncert med Sigurd Barrett
Hvor: Det Kongelige Teater
Hvornår: 14. oktober, kl. 17

Se steder i nærheden...

Javascript is required to view this map.
Kort

Skriv en anmeldelse

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar. Log ind eller Register

Bliv opdateret på byens koncerter, cocktailbarer, klubber og alt der rører sig i nattelivet hver uge.

email:

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: Torkil Adsersen
Byliv | 04/11/13

Guides til København

Få inspiration til en aften, en dag eller en weekend i København. Vi har samlet vores guides her.

AOK Tjenester