Med over 140 millioner solgte album er Whitney Houston den mest succesfulde sangerinde i pophistorien. Det er 25 år siden, hun stemplede ind som det kvindelige sidestykke til popkongen Michael Jackson. Men det er fortid.

Fremtiden taler vi slet ikke om.

Det var da også håbet om at høre en fantastisk stemme og en perlerække af sange fra dengang, der havde trukket knap 7.500 modne publikummer ind i et udsolgt Forum. Det blev der intet af.

Whitney Houston har de seneste seks måneder turneret verden tynd. Overalt har de stedlige medier rapporteret om en falleret diva uden stemme. Ofte er publikum udvandret i protest, fortalte bulletinerne. Men kunne det nu være sandt? Desværre ja.

Karmabarometeret var ellers på Whitneys side, da hun tyve minutter i ti entrede den fine scene, der var bygget op som en gammel, eksklusiv natklub i to dæk, til øredøvende bifald.

I løbet af det første nummer hilste hun på publikum og anstrengte sig for at sætte lyde og ord sammen til en eller anden form for sang. Efter fem minutter prustede, harkede og kampsvedte hun som en fyrbøder på et damplokomotiv og var nødt til at tage en pause med vand og noget at tygge på. Men lige lidt hjalp det, Whitney kunne knap nok trække vejret, og hendes forsøg på at synge krævede så store anstrengelser, at hun forsøgte at vinde tid og dermed luft ved at vrøvlesnakke med publikum - det skete tilmed i selve numrene. De verbale rablerier tog til, mestendels var det sort snak om kærlighed til alt og alle.

Efter 40 minutter havde hun snakket så meget, at der blot var spillet fire sange - eller hvad man nu skulle kalde dem. For fraseringerne var mageløse, ord blev byttet ud med støn og mumlen. Det var sørgeligt. De første 900 kroners billetholdere skred efter et kvarter.

Buh-råb og udvandring Efter 45 minutter overlod hun scenen til sin storebror og de tre kvindelige korsangerinder for at skifte tøj.

Pausen varede et kvarter. En akustisk afdeling helt fremme på scenen fulgte hendes genkomst, men heller ikke her ramte hun en melodi og lød mest af alt som et treårigt barn, der bare sidder og digter en vrøvlesang hen over duploklodserne.

Og det skulle blive værre endnu. For Whitney følte pludselig stor trang til at fortælle om sin afdøde kollega Michael Jacksons i noget der føltes som timer. Publikum bad hende helt forståeligt om at stoppe, hvortil hun replicerede: »Nå, vil I have mig til at stoppe med at snakke? ( stor publikumsjubel). Aha, men hvis I ikke vil høre mig snakke, så ved I, hvad I kan gøre«.

Buh-råbene var øredøvende, og det passede hende slet ikke, »You pissed me off now«, lød det harskt. Så var bægeret fyldt, og horder begyndte at sive mod udgangen.

De missede således en samling klassikere. Musikerne kunne dem, det kunne sangerinden bare ikke, hun faldt forkert ind, mumlede og overlod samtlige omkvæd til koret. Det var historisk uværdigt og slet ikke til at bære. Det fortjener intet menneske.

Whitney selv var tydeligvis ikke i stand til at se, hvad der reelt foregik. Jeg sad faktisk med den bange følelse af, at hun hun kunne dratte om med et hjertestop, hvilket øjeblik det skulle være. For hun lignede og lød som en person, der ikke har mange år tilbage at leve i. Trist.