Klassisk

Talent mig hér og dér og alle vegne... Hele verden handler efterhånden om talent. Det virker fuldstændig talentløst – så at sige. For talent er kun den ene side af livet. Den anden side hedder sved, arbejde, øvning. Og den fulde medalje kræver altså begge dele.
Tirsdag aften kan man gå i Tivoli og opleve unge mennesker med det hele. Berlingske Tidendes Klassiske Musikkonkurrence holder sin årlige festkoncert. Det er sædvanligvis en dybt underholdende aften.
Selve konkurrencen fandt sted for et par uger siden, hvor hele seks dommere hørte 105 børn og unge spille på alle mulige instrumenter.
Der var endda ekstra dramatik i luften den weekend: En god håndfuld af de unge skulle komme fra Færøerne. Men staklerne sad tusind kilometer væk hele lørdagen og kunne ikke spille en tone. Grunden var den askesky, der gør os alle lige.
Else Cornelius fra konkurrencens ledelse kunne så alligevel sende en munter mail ud sidst på aftnen: De syv færinger havde fået starttilladelse og ville optræde om søndagen. Nordatlantens ære var reddet på et hængende hår. Tak til vejrudsigten.
Og de musikalske øer nøjedes ikke kun med æren: Rúni Hentze fra smukke Fuglefjord fangede alle med sit trompetspil og fløj hjem igen med guld.
Der var faktisk syv, der fik guldmedalje den weekend. Man kan høre dem alle sammen på tirsdag. Ligesom man gerne får smagsprøver på både første- og andenpræmierne, måske endda tredjepræmierne.
Hvordan det lyder? Nogle af de unge er nærmest virtuoser. Og selv børnehavebørn med violin under hagen og sløjfe i håret kan præstere øjeblikke af stor skønhed.
Berlingske Tidendes musikkonkurrence har i det hele taget hverken vindere eller tabere. Ikke fordi alle er lige gode. Men fordi alle kun kæmper mod sig selv. Dommerne har dog gemt en overraskelse til sidst: En særlig talentpræmie på 10.000 kr.
Tag en pause fra gyngerne og oplev konkurrencens store karrusel. Man kommer hele vejen rundt på et par timer. Og man får en masse musik, man måske ikke anede fandtes.
Hvad: Finale i Berlingske Tidendes Klassiske Musikkonkurrence
Hvor: Tivolis Koncertsal
Hvornår: Tirs. 25. maj kl. 19.30
Hvordan: Gratis for indehavere af årskort til Tivoli. Andre betaler entré plus 50 kr.
Se også berlingske.dk/musikkonkurrence