Ups. Selv et af verdens absolut største musiknavne kan efter en halv milliard koncerter fordelt over tre årtier begå de samme fejl som nybegynderorkesteret henne om hjørnet. Det var det indtryk man forlod Forum i København med mandag aften efter normalt så mægtige Metallicas første af i alt fem tordnende udsolgte koncerter på trommeslager Lars Ulrichs hjemmebane.

Netop Ulrich, Metallicas dynamo og manden der aften efter aften sirligt sammensætter hvilke (i reglen) 18 numre, bandet skal spille, begik en kapital brøler. Han overvurderede simpelthen sine fremmødte landsmænd og deres tilrejste, skånske fætre. Han har tænkt: aha, den første koncert ud af fem, så er det vores die hard-fans, der møder op og de elsker alt, hvad vi har lavet, naturligvis også sidste års “Death Magnetic”, som jo på mange måder er en tilbagevenden til tidligere tiders Metallica bare med dårligere numre.

Men nej, der var andre, som havde været hurtigere med computermusen, og de nye numre faldt om ikke til jorden, så lige ved og næsten. De lød skidt, som sekunda-Metallica og så er seks ud af 18 sange mindst fire for mange.

Metallica entrede ellers den runde scene midt i Forum til udelt jubelbrøl på decibelgrænsen. Otte mikrofoner var placeret forskellige steder, og James Hetfiels sang skiftevis i dem alle. Og lige som strengekumpanerne Rob Trujillo på bas og Kirk Hammett på leadguitar spænede han i mere end to timer rundt og rundt om Lars Ulrichs centerplacerede trommesæt, så hver og en i salen fik et direkte vue til den mest intense og angstprovokerende machomand i metalmusikken.

Han er en karakter Hetfield, en dragende karakter, og han lagde trods bandets indledende lydproblemer stenhårdt fra land til de tonstunge, hurtige rytmer, der første gang kulminerede i “Fuel”. Her gik verden nærmest under. Glem Vagttårnet og profeter i alle afskygninger, farver og lommefilosofier, det her var afgrundsdybe dommedagsminutter så massive og insisterende, at det ikke nyttede noget at løbe for sit liv. Man var fortabt på stedet.

Billedserie: Se billeder fra koncerten 20 juli.
Guide: Før Metallica i Forum

Hetfield holdt dampen oppe, spillede lidt ydmygt på publikum, bukkede og nejede verbalt for interessen for de fem shows, men efter lidt mere end en halv times spilletid, var han lige så fjerlet og semiuinteresseret som de andre.

Det er simpelthen ikke godt nok for et orkester med det ry og rygte, med så mange fabelagtige sange i kataloget og en trommeslager på den rød/hvide-gren.

Publikum levede og åndede, bortset fra de forreste rækker, heller ikke med Metallica. Det har jeg aldrig set før. På balkonrækkerne stod folk mestendels helt stille, som var de frosset fast til gulvet. I salen var de midterste og bagerste rækker i bedste fald, som i f.eks. “Sad But True”, med på et par centimeters headbanging. Men det lignede på ingen måde en balsal med en kollektiv, fysisk ud af kroppen-oplevelse. Det hører med til historien, at tidligere tiders lange garn hos herrernevar blevet både tyndere og kortere side sidst - der var mange fans omkring de fyrre, som har været med Metallica siden pladedebuten i ‘83.

Aftenens største højdepunkt indtraf i samme sekund som Metallica gassede op for den gamle, gamle “Master Of Puppets”, her blev der sunget, skrålet og skiftevis knyttet nævner og kastet djævletegn mod scenen. Det var stort, og James Hetfield var pludselig trukket i arbejdstøjet igen, desværre var han den eneste, der havde lugtet bare en brøkdel af situationens alvor.

To numre senere fulgte endnu en fællesoplevelse i form af sjæleren “Nothing Else Matters”, Metallicas ultimative tøseballade, men selv de mest hårdkogte mænd lod image og selvforståelse hvile i inderlommen og brølede ufortrødent med ad karsken bælg. Det er en god sang, men det er også en sang, som efterhånden klinger mest af nostalgi og tidslomme. Helt anderledes forholdt det sig med “Enter Sandman”, som fungerede fantastisk.

Det var nok i virkeligheden det nummer, publikum reagerede kraftigst på denne premiereaften. Som varede lidt over to timer, der periodevist forekom så langstrakte som en nyvågnet, norsk skovkat. Forhåbentlig (og formegentlig) er Metallica for ærekære til ikke at forsøge at spille den halvslatne og primært selvforskyldte mandagskoncert ud i glemslen allerede onsdag aften, når det for anden gang går løs i Forum.

Sætliste
1. That Was Just Your Life
2. The End Of The Line
3. Harvester Of Sorrow
4. Fuel
5. One
6. Broken, Beat And Scarred
7. Cyanide
8. Sad But True
9. Turn The Page (Bob Seger cover)
10. All Nightmare Long
11. The Day That Never Comes
12. Master Of Puppets
13. Fight Fire With Fire
14. Nothing Else Matters
15. Enter Sandman

Ekstra numre:
16. Die, Die My Darling (Misfits cover)
17. Motorbreath
18. Seek & Destroy

Billedserie: Se billeder fra koncerten 20 juli.
Guide: Før Metallica i Forum