Føj til favoritter Del Send
Musik | 07/07/17

Guide: 10 ting du skal opleve på Copenhagen Jazz Festival

  • Jazz i Kongens Have med garvede danske musikere. Kongens Have danner igen rammen om hovedscenen ved Copenhagen Jazz Festival. Foto: Liselotte Sabroe

    Jazz i Kongens Have med garvede danske musikere. Kongens Have danner igen rammen om hovedscenen ved Copenhagen Jazz Festival.

    Foto: Liselotte Sabroe
Jazzfestivalen løber fra 7.-16. juli, og der er mere end 1400 koncerter på programmet. AOK guider her til en række vidt forskellige oplevelser under festivalen.

Jazz for de yngste på Frederiksberg

Jazzen har indtaget København, og i Lindevangsparken er der jazz for børn under titlen Jazz for Kids. Her kan man fra mandag til fredag opleve 10 forskellige koncerter og en cirkusudstilling. Koncerterne, er foruden musikkens toner, blandet med masser af bevægelse og leg. Man kan bl.a. opleve sangerinden Kira Martini og hendes show for børn, der byder på børnesange med masser af boogie-woogie, fantasi og rytmer fra Brasilien. Der er fri entré til alle arrangementerne. Læs mere her.

Hvad: Jazz for Kids
Hvor: Lindevangsparken
Hvornår: 10.-14. juli
Hvor meget: Gratis


Jazz i Kongens Have

Lørdag aften 8. juli er der jazz i Kngens Have. Her bliver Hercules Pavilionen, med udsigt til Rosenborg Slot, forvandlet til en lille jazzklub. Her kan man opleve jazz standards, bossa nova og ballader. Musikken leveres af Olaf Sørensen Trio. Man kan købe lækker mad og drikke under koncerten. Læs mere her.

Hvad: Jazz i Kongens Have
Hvor: Hercules Pavilionen
Hvornår: 8. juli kl. 18.30
Hvor meget: Gratis entré


Lækker mad og jazz i Kødbyen

Vil du kombinere de lækre rytmer med lækker mad, så skal du høre jazz på Kødbyens Mad og Marked. Her kan man nyde street food fra de mange boder, der sælger alt lige fra is til, grillede godter og sprøde sandwiches. Der er fuld skrue på musikken i begge festivalens weekender. Læs mere og se programmet her.

Hvad: Jazz på Kødbyens Mad og Marked
Hvor: Kødbyens Mad og Marked
Hvornår: 8.-9. juli og 15.-16. juli
Hvor meget: Gratis entré

Læs også: Mangler du noget? Se nogle af de ting, der blev fundet i skraldet på Roskilde Festival


Dans midt på Kultorvet

Der er med garati fuld knald på hofterne og sommerhumøret, når der igen er gratis dansundervisning på Kultorvet. Det er swingdans der udervises i. Alle kan møde op, og man behøver ikke medbringe en partner. Programmet byder først på undervisning, og efterfølgende er der fællesdans, hvor man kan øve sig på sine nye trin. Der er dans alle dage fra kl. 17.30. Se hele programmet her.

Hvad: Swingdans på Kultorvet
Hvor: Kultorvet
Hvornår: 7.-17. juli. Alle dage fra kl. 17.30
Hvor meget: Gratis


Køb secondhand tøj mens du lytter til jazz

Her kan du kombinere din shoppelyst med jazzlytning, når der er Tradono Market på Postbox på den gamle postgrund ved Hovedbanen. Tradono er et moderne loppemakred med modetøj til mænd og kvinder. Man kan bl.a. gå på jagt i en række kendte bloggere og kendisers garderober. find bl.a. tøj hos  Cathrine Urhammer, Caroline Marburger, Charlotte Caroline, Caroline & Anthony, Michael Schmidt og Emma Holten. Dagen lang er der jazzkoncerter på stedet.

Hvad: Tradono Market
Hvor: Postbox, Bernstorffsgade 34
Hvornår: Søndag 9. juli kl. 11-17
Hvor meget: Gratis entré


Woody Allen kigger forbi Amager

Mandag aften 10. juli kan man opleve filmageren Woody Allen i Amager Bio i selskab med sit jazzorkester. i 35 år har Woody Allen and His New Orleans Jazz Band spillet jazz for publikum. Bandet spiller uden setliste, så man ved aldrig, hvad man kan forvente af musikken.

Hvad: Woody Allen & his New Orleans Jazz Band
Hvor: Amager Bio
Hvornår: 10. juli kl. 20
Hvor meget: Priser fra 515 kr. Find billetter her.

Læs også: Madmarked på Papirøen lukker: Nyt kreativt street food marked åbner på Refshaleøen


Jazzfotograf udstiller glemte fotografier

I anledningen af jazzfestivalen udstiller fotografen Gorm Valentin en række hidtil usete fotografier af forskellige jazzkoryfæer. Udstillingen består af 30 fotos. Nogle er set før, men andre har aldrig været vist. Der er fotos af bl.a. Anders Banke, Nulle og Niels-Henning Ørsted Pedersen.

Hvad: Gorm Valentin udstiller fotografier
Hvor: Blaa Galleri, Blågårds Plads, Nørrebro
Hvornår: Fra 6.-22. juli
Hvor meget: Gratis entré


Koncerter på hovedscenen i Kongens Have

Den store scene i Kongens Have er hovedscenen for hele festivalen. Her kan man høre koncerter over to dage. 8. og 9. juli kan man opleve fire forskellige koncerter. Lørdag kl. 14 kan man opleve Morten Schantz Godspeed og kl. 16 er det Bagdad Dagblad, der går på scenen. Søndag kan man kl. 14 høre japanske Tri4th inden Niels Jørgen Steens A-Team runder af kl. 16. Læs mere om koncerterne her.

Hvad: Koncerter i Kongens Have
Hvor: Kongens Have
Hvornår: 8. og 9. juli fra kl. 14
Hvor meget: Gratis entré


Stor parade spiller sig vej gennem byen

Onsdag 12. juli skal der for alvor swinges i byens gader, når den store jazzparade er tilbage. Festparaden vil spille musik fra New Orleans, som var der Mardi Gras i København. Paraden består af en række forskellige bands med Panorama Jazz Band og Soul Brass Band i spidsen. Ruten ser således ud: Rådhuspladsen - Vestergade - Skindergade - Niels Hemmingsens Gade - Løvstræde - Købmagergade - Klarboderne - Nina Bangs Plads - Suhmsgade - Hauser Plads - Hausergade - Kultorvet (stop kl. 1700-17.30) - Rosengården - Fiolstræde - Vor Frue Plads - Nørregade - Gammel Torv - Nytorv - Slutterigade - Lavendelstræde - Vester Voldgade - Rådhuspladsen. Læs mere her.

Hvad: Fringe Jazz Fest gadeparade
Hvor: Start på Rådhuspladsen
Hvornår: 12. juli kl. 16
Hvor meget: Gratis


Jazz for natteravne

Jazzfestivalen byder ikke kun på koncerter i dagslys. En lang række koncerter finder også sted efter mørkets frembrud. Natjazz byder ofte på fri leg for musikerne, og der er masser af nattekoncerter på programmet i år. Jazzhus Montmartre byder på Late Night Jam Session alle dage fra kl. 23.30. La Fontaine holder La Fontaine Nights – Jamsession alle dage fra kl. 23.45. Christiania Børneteater byder på Live Music + Jazzjam alle dage fra kl. 23.55. Cava Bar byder på Hess/AC/Hess: Spacelab Late Night alle dage fra kl. 00.30. Se mere her.

Hvad: Jazz om natten
Hvor: La Fontaine, Jazzhus Montmartre, Christiania Børneteater og Cava Bar
Hvornår: 7.-16. juli
Hvor meget: Varierer