Andet
For børn
Klassisk
Koret er et af landets ældste drengekor og dirigent Mads Bille lover en ørehængerkoncert med musik, som drengene i koret har sagt at de godt kan lide.
Hvilken musik kan de unge lide? Er det den nye musik eller den gamle musik? Kan børn forstå den klassiske musik, eller er den klassiske musik forbeholdt de voksne? Big band mesteren Duke Ellington sagde engang,
”There are only two kinds of music. Good music and bad music.”
Aftenens koncert er sammensat af musik, som drengene i koret har sagt, at de godt kan lide. Det er værker af Mozart, Haydn, Elgar og andre klassiske komponister. Er det tung og vanskelig musik at synge eller at lytte til? De mange 4. klasses drenge i korets soprangruppe tager ikke udgangspunkt i om Mozart er levende eller død eller om musikken er vanskelig at synge. For drengenes vedkommende er Mozart levende, og den musik han skriver lyder godt. Den er sjov at øve på og man bliver glad af at synge den.
Ved aftenens koncert er der mulighed for at høre en række unge solister: Sopranen Aleksander Fjord, som synger Mozarts Benedictus. Koncertens eneste kvinde, den 19-årige Løkke Apellon, som synger Laudate Dominum. Kristian Bordoy, som er solist i Mendelssohns Ave Maria. Anders Christensen, som er solist i værker af Elgar og Widor.
Ved orglet sidder Kristian Marius Andersen og dirigent er Mads Bille.