Forskere har efter sigende fundet mindst fire vittigheder i bøgernes bog. Mindst fire af Biblens ord er simpelthen skrevet med et smil.
De var bare ikke med i DR Koncerthuset fredag aften. Huset største orkester og største kor stillede med musik af to østeuropæere - med tørre, alvorlige, højtidelige toner. Alligevel kunne musikken fylde salen til sidste plads. Hvorfor?
»Cantique des Degrés« af Arvo Pärt er et kort værk med ord fra Salmernes Bog. Et lejlighedsværk skabt til den monegaskiske prinsesse Caroline i 1999. En lidt bleg blanding af Stravinsky og studentersangforening.
Læs også: En broget buket af ungt talent
Salen får heller ingen lune i hans symfoni nummer tre. Plaget af lidt for megen skolastik og lidt for få steder med hele orkestret i sving. Og alligevel: Ingen i salen hoster den aften. Esteren har samtlige hjerter med sig.
For både Pärt og kollegaen Giya Kancheli fra Georgien har knækket en kode. Begge komponister har skabt et lydspor til det moderne menneskes drømme om simpelhed og sammenhæng. Østeuropæisk minimalisme er noget så sjældent som lyttemusik for den kræsne. Men med et stort publikum.
læs mere om arrangementet: Klassisk stilhed
Kanchelis store »Styx« for orkester og soloviolin fyldte hele anden halvleg hin fredag. Inspirationen til stykket kom fra et hjerteanfald, fortæller solisten Mikhail Simonyan: Den georgiske komponist var død i ti minutter og så sit liv passere revy. »Styx« er en halv times enigmatiske variationer over de venner, der virkelig betød noget.
Resultatet bliver en bevægende halvtime. Orkester med soloviolin kan være som krop med en sjæl. Tak for orkestrets og korets indsats. Og tak til Kristjan Järvi på dirigentpodiet. Den unge esters evne for kommunikation er enestående. Han stiller med al den varme og uhøjtidelighed, musikken selv lader ligge. Godt at vi får set mere til ham snart!
Hvad: Musik af Pärt og Kancheli.
Hvem: DR SymfoniOrkestret og DR KoncertKoret med Kristjan Järvi og Mikhail Simonyan.
Hvor: DR Koncerthuset, fredag.
Skriv en kommentar