Så skete det igen: Orkestret fra nordtysk radio har rejst kloden flad de seneste uger. Dets tur i Tivoli onsdag aften kunne kun samle 700 mennesker. Hvorfor?

At opleve berømthederne fylde scenen og selveste Alan Gilbert på dirigentpodiet blev ellers stort.
Bare at høre dem spille Sibelius’ sidste symfoni... Den lyder så levende i deres hænder, levende som mos og birkeblades raslen – som om én stor melodi fødes og vides ud og bliver til en anden.
Og åh: At høre dem i »Das Lied von der Erde« er om muligt større. Tænk at Gustav Mahlers musik kan udløse både hujen og stamp i gulvet!

For de seks sange til kinesiske tekster har faktisk aldrig været så nemme endda. Glade minutter er vildt eksalterede, traurige minutter går til gengæld i stå. Man sidder med levn fra en døende historie i ørerne.

Orkestret bruser om ørerne på én. De to sangere står foran som Hugin og Munin. Eller måske snarere som Fy og Bi:

Peter Seiffert ligger til den vægtige side efterhånden, mangler kun et par grønne seler og et gult ølkrus, lader stemmen dirre som en ældre mands.

Men man kunne næsten tro, det var med vilje. For hans næste sang lyder helt anderledes. Den voksnes druk bliver til en ung mands uskyldige leg. Og den tyske tenor behøver pludselig ikke ha’ sine øjne klistret til noderne længere.

Det samme sker for aftenens stjerne nummer ét: Thomas Hampson har altid lignet en filmstjerne af den følsomme slags. Og som sanger? Nogle mener jo, man ikke rigtig kan mærke ham. At hans stemme er mere toner end ord.

Men også amerikaneren bliver en anden i løbet af den lille time. Salen tilhører ligesom mere ham.
Og intet i den udvikling er tilfældigt. Gustav Mahler tegnede en vældig skæbnefortælling op dengang for 100 år siden, begyndte og endte to meget forskellige steder – lidt ligesom Sibelius skulle gøre en halv generation senere.

Så finalen er den sats, alle venter på. Den kvarterlange »Abschied«. Mahlers himmelske port til både det 20. århundrede og døden. Hvilken uforglemmelig slutning:

Orkestrets toner tynder ud, finder sammen i en sidste vaklen, former verdens første poplyd. Thomas Hampson står med lukkede øjne og gør det længe, længe... Stilhed har altid været en medspiller i musik – men sjældent stærkere end i de sekunder. En halv sal i Tivoli vil huske det øjeblik.
Den anden halve gik glip af en stor aften.

Hvad: NDR Sinfonieorchester
med Thomas Hampson m.fl.
Hvor: Tivolis koncertsal, Vesterbrogade 3, Kbh. V
Hvornår: Ons. 1. sep. kl. 19.30