Efter tre aftener sammen behøver vi vel ikke længere efternavne.

James, Lars, Kirk, Rob, der er ikke længere forbehold, ingen masker, ingen staffage. Ingen forventninger, kun Metallica, ren og rå rockmusik i den hurtige, tunge ende skrevet og sunget af den måske mest følsomme mand i den hårde rocks godt 40 års historie.

Han var i hopla, James, på sin helt egen snerrende og bryske facon. Der blev sunget igennem så fimrehårende rejste sig hele vejen op igennem systemet.

Tekstlinierne blev spyttet og frådet ud igennem højttalerne og de skiftende guitarer blev tæsket og banket med en urkraft, som James’ strengemakker, den fjerlette Kirk, kunne lære noget af. Den slags kalder man hårdt arbejde, nerve og intensitet, og det er ubetalelige størelser i enhver musikalsk sammenhæng. Spørg bare Nick Cave eller Josh Homme om det.

Thrashede
Metallica startede deres karriere som et vidunderligt thrashband, og de kom til københavn med “Death Magnetic” øverst i bagagen, med hvilken de har efter megen usikker søgen (læs: “St Anger”), har forsøgt at genopdage sig selv - som thrashband. Om det er vejen til fremtiden for et Metallica efter deres pågående verdensturné, er ikke til at vide.

Svaret er “nej”, hvis man skeler til københavnerpublikummet, som ikke har lagt skjul på, at “jo, jo, Metallica må gerne thrashe, hvis der bare er bund i det, som f.eks. i dagens “For Whom The Bells Tolls”, “My Apocalypse” og den altid vidunderlige “Master Of Puppets” og “Seek And Destroy”. Overfladisk, hurtigt spillet lir, der ikke rammer tungt i hverken mave- eller hjerteregion, gider de ikke, det skal siges, at den slags var der heldigvis mindre end tidligere på ugen, også derfor spillede Metallica denne fugtige torsdag aften ugens hidtil klart bedste koncert.

Brutallica
Uanset, så står de stille, publikum, holder kaje, når tempoet foregiver at være nok til at bære en sang. Så venter de hellere tålmodigt på at Metallica springer ud som et mesterligt heavy metalband.

Man fristes til at kalde dem Brutallica med reference til de langsomme, onde, tunge rytmer og orgasmiske breaks. Med plads til at lade sig indfange af detaljen og til helhedens store sus.

Denne torsdag i juli kom den salgs sange allerede helt tidligt, som perler på en snor, “Wherever I May Roam”, “One”, “Sad But True ”. Her gik hele Forum berserk i skrål, sved og standard-dans... med nakken. Og man forstod dem så udmærket, for i den slags numre går Brutallica helt dybt, her er Hetfield helt inde og pille ved hovedstolen, ved rygmarven, de store vidunderlige- og de grumme brutale følelser. Det mærker man promte. Og man danser som en rotte til selv den mindste tone i hans strengeleg.

Kemien er væk
I forhold til Metallicas to foregående koncerter i denne uge i Forum, må man lade de resterende tre, at de var mere end bare statister denne aften. De forsøgte, de kæmpede ganske ihærdigt og og når James beordrede samling centralt på den runde scene omkring Lars’ trommesæt, blev der stemplet ind på et nanosekund. De blev der tilgengæld ikke så længe sammen, men i de sammenlagt to minutter, var det et helt- og fasttømret orkester, et kollektiv og ikke fire individer, der tilfældigvis var sat på den samme scene, som det har udtrålet i langt holdparten af de i alt syv timer, James, Kirk, Lars og Rob har spillet på den runde scene i København i denne uge.

Man har efterhånden en begrundet tvivl om, at de herrer hverken på- eller udenfor scenen vil hinanden så meget, som de ville engang. At de ikke længere er venner men forretningspartnere. At kemien er væk, og at Metallica anno 2009 ikke er én for alle og alle for en, men enhver for sig selv. Det kan være, at jeg tager fejl, men det er hvad kløveret har udstrålet i rampelyset.

Det tjener Metallicas professionalisme til ære, at de alligevel formåede at levere en koncert, som var endog meget tæt på at opfylde alle de drømme, som titusinder af fans (og en anmelder, måske endda to) har rodet med ved nattetide lige siden billetterne til Forum-koncerterne blev frigivet.