...

Bortset fra, at den italienske sangerinde Diana Torto for nogle måneder siden optrådte i Jazzhus Montmartre, har hun herhjemme – og indtil fredag aften også for mig – været et ubeskrevet blad.

Læs også: Berigende bittersødme

Men den nu 43-årige sangerinde med en klassisk baggrund har i den sidste halve snes år været godt omkring på den europæiske jazzscene. Hyppigt i selskab med den britiske pianist John Taylor. Det var da også denne nu 69-årige musiker, som sad ved tangenterne, og som med sit eminente spil fastslog, at han er en virkelig kapacitet. Dertil udgjorde bassisten Mads Vinding og trommeslageren Alex Riel et mere end upåklageligt fundament.

Lige vel mange noder og nodelæsning

Og hvad handlede det så ellers om? Ja, der var måske lige vel mange noder med tilhørende nodelæsning på scenen. Og så havde det let nuancerede repertoire flere bidrag fra den canadiske trompetist Kenny Wheeler, alle velegnede til de vidtgående udflugter med ordløs sang, som i høj grad skulle vise sig at være Diana Tortos varemærke.

Helt klart var hun en stemmeekvilibrist, og når hun med løssluppen gestikulation slog sig fri af noderne, stod hun så sandelig for en både original og medrivende oplevelse. Men hun kunne også bevæge sig over i det romantiske hjørne, og det var godt.

Således formidlede hun meget smukt Bruno Martinos fine klassiker »Estate«. I hvert fald lige indtil hun slap teksten og drog ud på en vidtgående stemmeekskursion, der på mange måder saboterede den anlagte stemning.

Heldigvis holdt hun sig til stil og stemning i den lyriske »Ballada«, som med egen tekst og musik af John Taylor var en klar og afklaret sang med tilhørende fuldkommenhed.

Hvem: Diana Torto & Taylor/Vinding/Riel.
Hvor: Jazzhus Montmartre,
Hvornår: Fredag 13. juli