Steffen Brandt stod engang i en have i Gudhjem. Havets blå bånd bølgede på hans ene side, og på den anden lå et lille museum med Oluf Høsts på én gang realistiske og drømmeriske malerier. Og det var her, Brandt i et klarsyn forstod, hvad det var, han havde fået her i livet.

Men lige nu sidder han over for mig i sin sorte blazer og knitrende hvide skjorte og har endnu ikke fortalt historien om haven, havet og Høst. I stedet rækker han sin varme, tørre hånd ud til hilsen og ligner præcis det han er, nemlig dansk popmusiks ældre statsmand, der har taget turen fra den evige hjemby, Aarhus, til København for at tale om livet og om karrieren som sanger og sangskriver i TV-2, der strækker sig fra debutalbummet, »Fantastiske Toyota«, fra 1981 og frem til »Showtime«, der udkommer på mandag.

En karriere, som løber over 30 år, 17 plader og 1,5 millioner solgte eksemplarer af »Nutidens unge«, »Nærmest lykkelig«, »De første kærester på månen« og hvad bagkatalogets talrige klassikere ellers hedder.

»Ja, det er jo efterhånden blevet til en del«, siger Brandt med den jyskklingende ironi, som er blevet hans varemærke. Og slår så over i en mere direkte tone.

»Nogle har sikkert en forestilling om, at sangskriveren i mig aldrig hviler. Men det gør han. Der er faktisk perioder på flere år, hvor jeg simpelthen slår sangskriveren fra. Da er jeg bare et menneske med et sæt øjne og ører og banale gøremål som alle andre. Men det er selvfølgelig en del af min kunstneriske metode. For når jeg så har levet mit liv og oplevet ting, så ved jeg pludselig, at jeg er klar.

Det er sådan en slags optankningsproces, hvor jeg pludselig kan mærke, at tanken er fuld, og den begynder at flyde over, og så bliver jeg sangskriver igen. Der er ikke noget guddommeligt ved det, men tiden føles med ét klar til nye tekster og nye melodier.«

Det er et typisk forløb i processen, forklarer Brandt og fortsætter med at beskrive arbejdet frem mod det, der blev til »Showtime«:

»Da jeg denne gang havde hældt mine tanker over i nogle nye sange, så præsenterede jeg de andre i bandet for dem, og sammen indspillede vi nogle ubehjælpsomme demo-optagelser.

Derefter satte de andre smileyer ud for de skitser, de kunne lide, og dem arbejdede vi så videre med og fandt sammen med pladeselskabet den rette producer, som denne gang var Thomas Troelsen, som vi før har arbejdet sammen med – og så Frederik Thaae, som havde et bud på en lyd i de sange, Thomas ikke mente, han kunne gøre noget for.«

Et velordnet og roligt fremadskridende forløb. Sådan som det har været med udarbejdelsen af de sidste mange TV-2-plader. Sådan var det dog langtfra, da bandet barslede med debutalbummet.
»Dengang var alt anderledes,« mindes 57-årige Brandt og kører en hånd gennem håret med det velkendte fald.

»Vi skulle jo bevise en hel masse. Ingen kendte os, og ingen vidste hvad vi kunne. Vi betalte selv for pladen, der kostede 30.000 kroner at lave, og det var mange penge dengang. Der var ingen, der ville binde an med os ud fra vores dårlige demoer, så derfor lavede vi den selv og fik den produceret og gik så – med al vores ungdommelige selvtillid – op på et pladeselskab og smækkede pladen i bordet. »Her er den færdige plade, lige til at udgive«. Det gjorde de så, men det hele føles som meget lang tid siden nu.«

En uendelighed, faktisk. I hvert fald i popverdenen, hvor bands konstant kommer og går. Men ikke TV-2, der kom – og blev. »30 år er lang tid«, siger Steffen Brandt, og sammenligningen med et parforhold lægger hele tiden lige for, når han taler om sit forhold til orkestret.

»Det er ikke helt forkert at drage den sammenligning. Som i et parforhold er det hele tiden vigtigt at forstå, hvad man har sammen, og at passe på det. Og som i et parforhold følger der også et kolossalt ansvar med at være et band som vores. Hvor det i et forhold er børnene, der udgør ansvaret, så er det for os publikum. Og præcis som med børn er det publikum, der bærer os frem, som løfter, og som giver os mod på mere liv – og som forholder sig både kærligt og kritisk til os.«

Bliver man i ægteskabsmetaforikken, så må de fire medlemmer af TV-2 have gjort noget for at pleje »forholdet«, som hidtil har holdt i tre årtier.

»Vi har altid – og det lyder måske en lille smule åndsformørket – forstået at feste. »Er der nogen, der ved, hvordan man fester, så er det Danmarks kedeligste orkester«, som vi plejer at sige, og den evne har knyttet os sammen, og det samme har vores vilje til at pleje social omgang med hinanden, om man så må sige.

Når vi kører rundt mellem spillejob, så taler vi sammen i stedet for at isolere os hver for sig med musik, eller hvad det nu kan være. Men parforholdssammenligningen holder ikke hele vejen, for det er altså ikke dybe samtaler om følelser, vi fører i bussen og før og efter koncerterne, men derimod dét, jeg formoder er typisk mandefællesskabssnak. Simple, banale sager, der hele tiden har noget konkret at tage afsæt i. Nemlig den næste koncert eller den næste plade. Nogle mænd mødes om fodbold, vi mødes om musik,« forklarer Brandt og fortsætter:

»Men venner i ordets dybeste betydning er vi ikke og har vel aldrig rigtig været det. Fra »Fantastiske Toyota« og frem har det været musikken, der har holdt os sammen, og det er den, der gør – for nu at blive i parforholdsbilledet – at vi ikke vokser fra hinanden. Musikken er altid i vor midte, og vi vil alle det samme med den: Vi vil alle finde den ultimative popsang, som kan alt dét, stor kunst kan.
Nemlig ramme dér, hvor man føler sig genkendt og spejlet, og som samtidig kan løfte og forandre.«

Brandt læner sig så langt ind over bordet, at croissanten rører hans revers.
»I det øjeblik, du hører den store popsang, så ved du, hvor du er, og du vil kunne huske det resten af livet,« siger han så.

»Det er et møde, som besidder en eller anden form for magi, og den har vi – sagt i al ubeskedenhed – fundet flere gange med TV-2. »Fuck den kærlighed« på den nye plade har det, »Randers station« har det, og »Bag duggede ruder« har det. Det er sange, som måske nok lyder forskellige, men er fælles om at være meget større end de cirka tre minutter, de varer. Det er de øjeblikke, jeg lever for som sangskriver.

Og den store popsang kan ikke bare berøre dig som individ, hvor du hver gang lige skal hen og skrue op og kan mærke sangen virke i dine tanker og din krop. Den kan også sige noget vigtigt om den tid, vi lever i. Tag bare Medina, Rasmus Seebach og Clara Sofie, der alle har hittet med sange, som kredser om det samme billede af verden. Den verden, der fremelsker vindere og hylder dem, ja, den er hos dem noget helt andet, nemlig et sted, hvor der kæmpes med præstationspres, ensomhed og overfladiskhed.

Så lægger man alle tidens popsange sammen, så tegner der sig et portræt af en tid, der har en bagside, der er temmelig trist. Men popsange er i stand til at fange alt dette bedre end de fleste kunstarter – hvis man lytter ordentligt til dem og ikke undervurderer dem.«

Brandts tiltro til Den Store Popsang er klippefast. Og hans kærlighed til TV-2 er åbenlys. Men har han aldrig nogensinde overvejet at stoppe, at skifte spor?

»Selvfølgelig har jeg det«, lyder svaret. »Jeg er jo en ukuelig drømmer, men vi har  noget unikt sammen, og når »Bag duggede ruder« i en afstemning for nylig blev kåret til den mest populære danske sang nogensinde, er det jo, fordi vi kan noget, som er helt usædvanligt. Så vi er jo ikke bare nogle mænd, der mødes og spiller for sjov, men en vigtig størrelse i … dansk kulturliv.«

Selvhævdelse falder ikke Brandt let. Men her er der ingen vej udenom.  

»Vi er jo – hvor pinligt det end måtte være at sige det – et orkester, der har en særlig plads i et folks liv. Danskerne kender vores sange, og vi spiller også en rolle i måden, som danskere organiserer deres liv, følelser og tanker på. Det er store ord fra en flink mand, men det er den sandhed, vi hører fra vores fans. Og det er jo fantastisk, at vi ligesom bæres med igennem deres liv og måske også er med til at bære dem. Men det er også et ansvar, synes jeg, som er forbundet med en alvor og en tyngde, man ikke uden videre kan kaste bort for at gøre noget andet.«

Og Brandts ansvar er særlig stort i TV-2. Går han fra bandet, er der simpelthen intet band. Han skriver sangene, synger dem og tegner bandet udadtil. Uden ham ingen hits, ingen plader, ingen koncerter – og ingen indtjening.

»Det er rigtigt. Bandet er blevet en stor forretning, og under det ligger der en tanke, som er virkelig ødelæggende for det at skrive og skabe frit. Hvis jeg tænkte på, hvad der egentlig er på spil, og at der er en masse mennesker, der har bundet deres økonomi op på, at jeg kommer op med en god popsang, så ville jeg sikkert ikke kunne skrive flere. Det er sådan en sær dobbelt bevidsthed, der er på spil, hvor jeg på den ene side udmærket er klar over ansvaret, men på den anden måde arbejder uden at skænke det en tanke.«

Brandt tager sig til hagen og lader ordene løbe videre ind i tankerne om et andet liv.
»Det er da rigtigt, at jeg kunne have valgt et andet spor tidligere i livet. Men når man som jeg, som ganske ung, fik et ansvar som det at levere og synge sange i TV-2, så er det ikke noget, man bare dropper for at løbe over i favnen på en anden dame – i overført betydning.

Og det smukke er, at jeg med alderen opdagede, at ansvar ikke kun er en spændetrøje, men også noget, der forankrer én som menneske, og noget, som skaber noget så u-rock’n’rollet som tryghed. I TV-2 kender jeg reglerne, jeg kender rammerne og føler mig på mange måder fri inden for dem, og her samler jeg mod til at afsøge nye felter. Nogle vil sikkert sige, jeg altid skriver og synger på samme måde, men så har man, vil jeg mene, ikke lyttet ordentligt.«

Udvikling eller ej, så synger han ofte om kærligheden, drømmene og tilværelsens på én gang besværlige og skønne væsen. »Kys det nu det satans liv«, lyder en sigende linje fra bagkataloget, der tegnes af en stram fortællestil og af en lun ironi, som dog over årene er blevet afløst af en større inderlighed.

Hvordan temaerne end har udviklet sig, så er Brandt altid blevet rost for sin økonomiske omgang med sprogets virkemidler, og i 2003 modtog han Modersmål-Selskabets sprogpris for sin indsats for det danske sprog.

Og med anerkendelsen er også fulgt flere og flere fromme ønsker fra kritikere og kulturfolk om, at han skrev en roman. Hvad kunne det ikke blive til med det sprog, synes logikken bag opfordringen at være.

»Mit problem med romanen er, at den ikke har et omkvæd«, ler Brandt med den sprukne, let raspede stemme, der for øjeblikket fylder alle radio-frekvenser med singlen »Fuck den kærlighed«. »Der er simpelthen en ekstra dimension i popsangens omkvæd, der både kan spille med og mod versene.

Det vil jeg ikke undvære, og man kan favne hele verden i en treminutters popsang, så hvorfor skulle jeg give mig i kast med en lang roman? Jeg er nu meget glad for at læse. Per Pettersons »Ud og stjæle heste« har givet mig en enorm oplevelse, det samme har Karl Ove Knausgårds »Min Kamp«-værk og Joseph Conrads »Mørkets hjerte«, som jeg er i gang med nu. Men en popsang kan faktisk fortælle lige så meget på sin egen måde. Så jeg føler ikke, at romanen – dens kvaliteter ufortalte – kan give mig noget, jeg ikke allerede har til rådighed i mit sangskriverværksted.«

Det er nu ikke hele sandheden, viser det sig, da vi taler videre om alle de forfattere, han læser og beundrer. Blandt andre Lone Hørslev og Lone Aburas. Sjovt nok er mange af dem forfattere, der gør sig i regulær realisme. Som han selv. Men Brandt er for ydmyg, viser det sig, til at tage springet fra fire vers til 200-300 siders prosa.

»Det er rigtigt. Der er nok en form for beskedenhed på spil,« siger han langt om længe. »Jeg synes jo, man skal holde sig til det, man kan, og ikke belemre alle andre med ting, man gerne lige vil se, om man kan. Der skal være talent og nødvendighed i det, ellers kan det være lige meget. Men det er ikke ligefrem den filosofi, der tegner tiden, vel?

I dag stiller almindelige teenagere, der kun har sunget i badet, sig ind på den store scene i X Factor, og enhver journalist skal da også lige skrive en kriminalroman.  Jeg synes ydmyghed er en gave. Både når man ingen evner har, og når man rent faktisk har fået nogle kreative kræfter at spille med.

Og så er vi tilbage ved haven, havet og Høst, som Brandts talestrøm løber omkring, da optagebåndet er ved at løbe ud.

»Han er en maler, som har inspireret mig meget. Han har på sin vis malet det samme billede igen og igen med en intuitiv kraft, som kan måle sig med de største kunstnere. Hans billeder blev på et tidspunkt flyttet fra det lille Høst-museum og ind på det store Arken, og der kunne man se, hvor meget format der var over fiskerdrengen fra Svaneke.

Og hvem eller hvad havde dog valgt at placere så stor en kunstnerisk kraft inde i så simpel og enfoldig en mand? Det var det, jeg spurgte mig selv om, da jeg stod ude i haven ved hans lille museum for en 10-12 år siden. Og så tænkte jeg, at vi har enfoldigheden og den store kunstneriske gave tilfælles. For hvad er det dog for en kraft, som har gjort mig, en simpel mand, i stand til at kunne skrive sange til tiden i tre årtier? Det er en gave, jeg simpelthen ikke forstår, hvor kommer fra. En gave, der forpligter. Men det er en gave …«

Båndet stopper med et stilfærdigt klik. Brandt læner sig endnu engang ind over bordet:
»Og når man så står dér og laver lydprøver på Grøn Koncert i Esbjerg eller hvor det nu kan være, og det eneste, man kan se på pladsen, er to små skikkelser helt nede ved den bageste pølsevogn, der danser og synger med på det, vi spiller, så forstår man for alvor omfanget af gaven.«

Hvad: TV-2 udgiver nyt album og giver koncert i København til foråret
Hvor: KB-Hallen
Hvornår: Fredag den 1. april