Jazzpianist Niels Lan Doky er efter næsten tredive år i udlandet vendt hjem til den by, han er vokset op i. Han fortæller AOK om en forandret og mere kosmopolitisk hovedstad end den alt for homogene landsby, han husker fra starten af firserne.
Du har boet i udlandet siden 1981. Hvordan er det at være tilbage i byen?»Det er lidt mærkeligt at være i København igen, selv om jeg jævnligt har været på visit i årenes løb, og jeg har stadig ikke helt fordøjet det. Men det er fordi, jeg har så vanvittig travlt med Montmartre, at jeg ikke rigtig har nået at absorbere byen ordentligt endnu.«
Hvordan er den første tid på Montmartre gået?»Over al forventning. Vi har haft fuldt hus hver aften, og musikken er endnu mere fantastisk, end vi havde turdet håbe på. Så det går rigtig godt, og både publikum og musikerne er så lykkelige for det. Der er en afsindig god stemning og energi omkring
Montmartre. Men det har også været meget hårdt arbejde. Vi har allesammen knoklet benhårdt for at få projektet skudt i gang. Så opstartsfasen har været lidt stressende og overvældende.«
Hvad er det bedste ved København?»Det bedste er, at det er en kosmopolitisk storby med landsby-fornemmelse. Her er meget hyggeligt, småt og hjemligt i forhold til f.eks. Paris, hvor jeg har boet de sidste mange år. Men da jeg forlod København i 1981, var byen absolut ikke kosmopolitisk. Det er noget, der er kommet med årene, og nu synes jeg faktisk, at byen på mange måder er mere kosmopolitisk end Paris. Man føler sig virkelig i kontakt med det globale samfund her. Og selv om Paris er en virkelig smuk og fantastisk by på sin egen måde, er den mere lukket og ensidig. Der er selvfølgelig nogle gode ting ved at være fokuseret på sin egen identitet og tradition, men Frankrig føles lidt lukket over for udlandet. Og i dag er verden så international, at man er nødt til at være åben over for omverdenen. Så jeg synes, at København er ualmindelig godt med nu på alle fronter. Ikke kun inden for musik, men kultur i det hele taget.«
Hvordan husker du København, før du flyttede i starten af 1980erne? »Jeg husker byen som værende ekstremt homogen. Det er den stadig, men ikke i så udpræget grad som før. Dengang læste alle de samme aviser, alle så de samme tv-programmer og havde de samme meninger. Folk gik i det samme tøj og havde samme smag. Der er stadig meget mere ensartethed her end i andre lande, men der er kommet markant mere individualitet ind over. København er mere nuanceret nu og har mere klasse.«
Hvad savner du her, som du havde i Paris?»Jeg savner at være anonym. Jeg er efterhånden kendt af mange, så jeg kan ikke gå ud uden at blive genkendt, og folk vil hele tiden gerne tale med mig. Det er selvfølgelig et luksusproblem, men der er noget virkelig rart over at kunne gå rundt på gaden og være helt inkognito, som jeg er i udlandet. Det savner jeg lidt. Men værre er det heller ikke, og i min branche rejser man meget, så jeg er jo ikke i København 365 dage om året.«
Hvor bor du?»Lige nu bor jeg i en hotellejlighed på
Hotel Kong Arthur, mens jeg leder efter et permanent sted. Jeg har de sidste mange år boet i hus uden for Paris, så idéen om at flytte i en lejlighed er meget grænseoverskridende. Desuden har jeg et flygel og meget andet musikudstyr, som larmer og kan genere naboerne. Men jeg har indset, at jeg er nødt til at bo i gåafstand til Montmartre.«
Hvilke stamsteder har du fået dig, siden du er flyttet tilbage til byen?»Jeg kommer meget på
42 Raw i Pilestræde, som ligger rundt om hjørnet fra Montmartre. Jeg holder meget af sund mad og spiser meget varieret med fokus på frugt, grøntsager og frisk juice. Det er ikke et must, at det er råt, men på 42 Raw har de et virkelig lækkert og varieret udbud. Men ellers har jeg ikke haft så meget tid til at gå ud at spise andre steder end på Montmartres egen café.«
Hvor vil du købe musik og instrumenter?»
Jazzkælderen på Gråbrødretorv sælger god musik, og instrumenter finder jeg i
Musikhuset Aage Jensen og hos Bach Klaver og Flygler i Bredgade, hvor jeg kommer rigtig ofte.«
Hvordan opfatter du københavnere som folk?»København er en yngre by end Paris. Gennemsnitsalderen i bybilledet er lavere, og ånden er mere ungdommelig og glad, hvilket er rart. Folk virker entusiastiske, positive og passionerede. Det virker ikke som en indspist gruppe, men det kan godt være, det er fordi, jeg kommer udefra, at attituden derfor en en anden. Men der har bestemt været mange åbne arme.«
Af Caroline Banerjee20/05/10, 11:03
Jeg er helt enig i Niels
Jeg er helt enig i Niels Lan's betragtninger af København som kosmopolitisk landsby. Jeg bor selv i Paris på anden omgang efter nogle år rundt omkring i verden, og selvom det er en pragtfuld by at komme tilbage til, er jeg overrasket over, hvor franske franskmændene egentlig er. Det kan virke charmerende på turister, men når man skal leve i byen, er det svært at acceptere, hvor lidt de har vendt sig mod udlandet og er blevet internationale. Det er Københavnerne efter min mening meget bedre til.