...

Jeg drømte mig til en lurvet hotelbar i Brooklyn, en fløjlsdraperet natklub i Marais i Paris og i et øjeblik til en bænk under fuldmånen i en af Jerusalems gamle gader.

Men jeg befandt mig på Livgardens ekceserplads i det indre København, der sådan en lørdag aften i en stille regn sagtens kan synes smuk, men også underlig ukurrant set i forhold til den musik, der strømmede ud fra den store scene.

Læs også: Ulf Wakenius Quartet featuring Lars Jansson

Leonard Cohen var i byen og med sig havde han et sangkatalog, der allerbedst passer til et af førstnævnte scenarier. Cohens musik indeholder en melankolsk, støvet skønhed, der egner sig bedst til mørke. Til stillbilleder fra en drøm. Ikke anmassende, men dog inciterede og vedkommende og med et glimt i øjet, der blot understreger alvoren bag ordene.

Men nu befandt vi os altså her under åben sensommerhimmel med fadøl og regnslag, og selv om man kunne have ønsket sig noget andet, så skal det ikke komme aftenens hovedperson til last.

Læs også: CPH World Music Festival 2012

Ulasteligt klædt som altid gik han på scenen. Som en bokser, der nægter at indstille karrieren. Indtil endnu en titelkamp i den helt tunge klasse. Og med sig ved ringside havde han et lige så velklædt og veloplagt band. Ja, selv stagecrewet går med blød hat, når Cohen er på verdensturné - blot for at understrege æstetikerens sans for detaljen.

Stemme med tyngde

Og på klokkeslet gik Cohen så i gang med sin tre timers lange messe indledt med »Dance me to the end of Love« øjeblikkeligt efterfulgt af »The Future«. Stilsikker fra start og med stemmen i høj grad i behold. For jo, manden synger stadig som en på 40 og måske endda med en smule mere tyngde i kraft af alderen. Med indlevelse i selv de store klassikere, som han må have fremført nærmest tusind gange før denne aften. Ikke noget venstrehåndsarbejde her.

Der er noget nærmest smukt og nøgent, når en 77-årig mand af hans kaliber går ned i på knæ på scenegulvet, for at få den helt rigtige inderlighed frem i »Bird on the Wire« og ja, man kan se alderen på det ydre, men for en mand som Cohen er kroppen kun sjælens hotel og man følte sig som publikum denne aften heldig, fordi han inviterede alle til at kigge indenfor.

Og bandet fulgte med. En flok musikkens Mad Men, hvor ikke mindst den spanske guitarist Javier Mas og den moldaviske violinist Alexandru Bublitchi skilte sig ud, men hvor alle performede med så høj en standart, at man ikke kunne andet end at nikke samtykkende, da Cohen både efter første og andet sæt gik rundt på scenen til hver af dem, tog hatten af og bukkede for dem i anerkendelse og ærbødighed.

I første sæt stod især »Who By Fire«, hvor søstrene Charlie og Hattie Webb i koret lige viste, at de kan andet end synge bedårende smukt med sovekammerøjne, men også forstod at håndtere harpe og obo og så »The Darkness« fra det nye album »Old Ideas« med linjerne »I’ve got no future/I know my days are few/The Presents not that pleasant/Just a lot of things to do« tilbage som store øjeblikke.

Men også nyere numre som »Amen« og »Come Healing« fremført berusende smukt af Webb-søstrene nærmest som en salme var højdepunkter inden pausen, hvor den aldrende mester lige skulle ud og trække vejret.

Og hvis man troede, at nu skulle han da vist snart hjem og hvile, tog man fejl. Andet sæt var endnu stærkere end første. Mørket havde lagt sig, Livgardens splitflag var blevet sænket og det blev tid til »Tower of Song«, »Suzanne« og »Heart With No Companion« inden Cohen selv fandt jødeharpen frem i »Democracy«. Sharon Robinson sang rørende smukt i »Alexandra Leaving« inden Cohen og tusindvis af struber fra publikum tog over med »I’m Your Man«, »Hallelujah« og »Take This Waltz«.

Stort og med streg under da de fire ekstranumre »So Long, Marianne«, »First we Take Manhattan«, »I Tried to Leave You« og »Save The Last Dance for Me« satte punktum for aftenen.

Cohen er en ener. En ordets og musikkens tjener. På en gang ydmyg og selvbevidst om sin status, men aldrig leflende og medløbende. »Tak for at i ville komme her i regnen. Ved ikke hvornår vi ses igen. Måske aldrig. Derfor giver vi jer alt i aften,« som han sagde på et tidspunkt under koncerten. Og til det er der kun at sige - tak for alt.

Hvem: Leonard Cohen
Hvor: Livgardens ekceserplads ved Rosenborg, København
Hvornår: Lørdag 25. august