Sangerinden Emiliana Torrini er en af Islands bedst bevarede hemmeligheder. Trods et mindre internationalt gennembrud og seks album på samvittigheden, har Torrini - i hvert fald i Danmark - haft en rimelig anonym karriere.
Men det gør hende ikke mindre uinteressant. Torrini har stort format både som sanger og sangskriver, og nu gæster hun Danmark for første gang i lang tid, og denne gang får hun Studie 2 i DRs nye koncerthus som arena.
Torrini udgav tre album på fødeøen før hun i 1999 slog sig sammen med Roland Orzabal, den ene halvdel af Tears of Fears, og lavede det meget flotte album, 'Love in the Time of Science', hvorfra singlen 'To Be Free' fik en del opmærksomhed. Dette første engelsksprogede album gav Torrini et mindre gennembrud. Kort efter døde hendes kæreste, og der blev stille omkring sangerinden helt frem til 2005, hvor hun udsendte den mere stille og indadvendte 'Fisherman's Woman'.
Torrini, som har sit italienske navn fra sin far, har imidlertid også lånt sit sangskrivertalent ud til blandt andre Kylie Minogue på nummeret 'Slow', og skrev også 'Gollum Song' til Ringenes Herre trilogien. Sidste efterår sendte hun dog igen et album ud i eget navn, den lettere poppede og utroligt vellydende 'Me and Armini'.
Der er uden tvivl en spændende musikals aften i vente i Koncerthuset, hvor man kan forvente veldrejet, atmosfærisk pop af høj kaliber.