Præciser din søgning i menuen
Musik
| 15/01/10
Elguitar i god hovedrolle
Foto: Foto: PR
Jimmy Page spillede skiffle og nåede at optræde som ufatteligt ung skifflemusiker på engelsk TV, inden han skrev historie som frontfigur i Led Zeppelin. The Edge gik rundt i Dublin og ønskede sig noget mere og blev stjerne i U2. Jack White blev født i Detroit og faldt for bluesen og startede bands og blev berømt.
De er alle tre virtuoser og rockguitarister, og de mødes i Davis Guggenheims dokumentarfilm »It might get loud«, og det er det, der er filmens dramaturgiske omdrejningspunkt: Et møde mellem tre generationer af musikere. De snakker lidt, men det er mest den kultiverede ældre gentleman Jimmy Page, der snakker, og nogen interessant samtale bliver det ikke til. De jammer lidt mere, og så går det straks bedre. Vi ser dem enkeltvis, i studiet eller på scenen og i både gamle og nyere optagelser. Vi er med dem i barndommens land, der, hvor de første gang fik spaden i hånden, og alting kunne begynde for alvor. Man forstår på dem alle tre, at guitaren var en drøm, og at drømmen begynder forfra hver dag, når stikket sættes i, og der skrues op, for så kommer der en lyd, der ikke bare kan høres, men mærkes, og man kan farve lyden, give den varighed, få den til at vrænge, vrisse, støje, råbe...
Page, Edge og White er sympatiske bekendtskaber, men det er de elektriske guitarer, der er hovedpersonerne i »It might get loud.« Der er Jack Whites røde plasticguitar, der inkarnerer ejermandens forkærlighed for det sublimt primitive, sådan som det kom til udtryk hos forbilledet, den sorte bluessanger og guitarist Son Jones. Der er den Eclipse, som den unge The Edge erhvervede sig efter 20 minutters ophold i en musikforretning for mange år siden, og som for altid definerede lyden af U2. Der er Jimmy Pages store udvalg af klassiske instrumenter, spændende fra den fine enkelhed i alle blokguitarers moder, Fender Telecaster, over ikonet Fender Stratocaster til skønheden i en legendarisk Gibson Les Paul. Der er guitarer set på afstand og så nær ved, at man kan se ridserne og patinaen.
En film for guitarnørder? I meget høj grad. Værd at se? Jo, da. Værd at lægge ører til? Allermest.
De er alle tre virtuoser og rockguitarister, og de mødes i Davis Guggenheims dokumentarfilm »It might get loud«, og det er det, der er filmens dramaturgiske omdrejningspunkt: Et møde mellem tre generationer af musikere. De snakker lidt, men det er mest den kultiverede ældre gentleman Jimmy Page, der snakker, og nogen interessant samtale bliver det ikke til. De jammer lidt mere, og så går det straks bedre. Vi ser dem enkeltvis, i studiet eller på scenen og i både gamle og nyere optagelser. Vi er med dem i barndommens land, der, hvor de første gang fik spaden i hånden, og alting kunne begynde for alvor. Man forstår på dem alle tre, at guitaren var en drøm, og at drømmen begynder forfra hver dag, når stikket sættes i, og der skrues op, for så kommer der en lyd, der ikke bare kan høres, men mærkes, og man kan farve lyden, give den varighed, få den til at vrænge, vrisse, støje, råbe...
Page, Edge og White er sympatiske bekendtskaber, men det er de elektriske guitarer, der er hovedpersonerne i »It might get loud.« Der er Jack Whites røde plasticguitar, der inkarnerer ejermandens forkærlighed for det sublimt primitive, sådan som det kom til udtryk hos forbilledet, den sorte bluessanger og guitarist Son Jones. Der er den Eclipse, som den unge The Edge erhvervede sig efter 20 minutters ophold i en musikforretning for mange år siden, og som for altid definerede lyden af U2. Der er Jimmy Pages store udvalg af klassiske instrumenter, spændende fra den fine enkelhed i alle blokguitarers moder, Fender Telecaster, over ikonet Fender Stratocaster til skønheden i en legendarisk Gibson Les Paul. Der er guitarer set på afstand og så nær ved, at man kan se ridserne og patinaen.
En film for guitarnørder? I meget høj grad. Værd at se? Jo, da. Værd at lægge ører til? Allermest.
Populære guider
Alt om København · Pilestræde 34 · 1147 København K
(Find os på kortet)
© Copyright 2012, Berlingske Media
© Copyright 2012, Berlingske Media