Føj til favoritter Del Send
Musik | 06/10/10

Efter himmelflugten

  • Foto: Mads Nissen Foto: Mads Nissen
»Det var og er dybt overvældende«. Mød Jesper Lidang, sanger og sangskriver i The Rumour Said Fire, som sidste år blev allemandseje med »The Balcony« og fem andre sange. Nu er de tilbage med deres første regulære album.

Møblerne er tunge og patinerede, og pladespilleren knitrer stilfærdigt under fotografierne af de fire Beatles-medlemmer.

Der er noget verden af i går over den trange stue på det yderste Frederiksberg. Noget varmt, noget venligt og noget lettere altmodisch, som kun brydes af den store Mac på det lille skrivebord.
Her bor sanger og sangskriver Jesper Lidang, og blandingen af fortid og nutid går også igen på det minialbum, han og resten af The Rumour Said Fire forførte hele Danmark med i 2009.

På »The Life And Death Of A Male Body« var der nemlig både spor af gamle Simon & Garfunkel og af den skæve, febrile rock, som Clap Your Hands Say Yeah har dyrket op igennem indeværende årti.

Dertil kom en unik fornemmelse for melodiske forløb, som kulminerede i singlen »The Balcony«, der indtog såvel radiostationer som salgslister og banede vejen for priser og andre indikatorer på succes – eksempelvis en kåring som årets album her i avisen, en P3 Guld-talentpris og en optræden på Roskilde Festival.

Et voldsomt og højst usædvanligt gennembrud udvirket af sølle seks numre, og før udgivelsen af The Rumour Said Fires første fuldlængdealbum, »The Arrogant«, er 30-årige Jesper Lidang stadig påvirket af sidste års himmelflugt.

»Det var og er dybt overvældende. Vi havde da en formodning om, at minialbummet ville blive godt modtaget af anmeldere og særligt indierock-interesserede i København, men at vi også ville tiltrække opmærksomhed fra resten af Danmark, det havde vi aldrig forestillet os. Det kom fuldstændig bag på os, og det føltes virkeligt og uvirkeligt på samme tid. Der var jo både en masse praktiske ting – interviews, koncerttilbud, den slags – vi skulle tage stilling til, men også en fjern og abstrakt størrelse som P3, der pludselig kunne lide os …«

Jesper Lidang holder en af sine pauser. De er så lange, at man tror, han ikke har mere at sige.
»Engang gik jeg rundt i Århus og drømte om alt det her og prøvede at få de rigtige mennesker til at høre mine sange. Men sidste år blev det virkelighed, og jeg kan huske, hvordan jeg en aften var inde på en tankstation, hvor en fyr kom hen og prikkede mig på skulderen,« fortæller Jesper Lidang.

»Det var efter »The Life And Death Of A Male Body«, og han sagde »Det er fantastisk, det I laver. Bliv ved med det.« Lige dér gik det op for mig, at mit ansigt ikke længere bare var noget, der vakte genkendelse hos familie, kæreste og venner, men i en eller anden forstand var blevet, ja, alles. Det er ret vildt at tænke på, og jeg er ellers ikke nem at imponere – tror det er på grund af al den filosofi, jeg har læst.«

Eller måske fordi han er vokset op i Johannes V. Jensens Jylland.
»Ja, mine forældre flyttede fra København til Farsø i Himmerland, da jeg var fire. Min mor er læge og fik arbejde deroppe, og min far er kontorfuldmægtig og fik også et job. Så der gik jeg i skole, og i 7. klasse lavede jeg et band, hvor vi spillede egne numre plus covere af Chris Isaaks »Wicked Game« og Neil Youngs »Keep On Rocking In the Free World«. Og min musiksmag var inspireret af min far, der havde 700-800 LPer. Beatles, Neil Young, Kliche, alt muligt. Jeg var meget glad for musik, men også en tænksom og læseglad dreng. Derfor læste jeg filosofi og nordisk sprog og litteratur, da jeg senere skulle vælge studie.«

Genkendelsens veje
Ved siden af studierne på Aarhus Universitet spillede Jesper Lidang i et band, men det lettede aldrig rigtig.
»Vi kunne ikke helt få det til at fungere, så i 2007 brød jeg med dem og flyttede til København. Ikke kun fordi jeg havde mødt min kæreste her og var træt af Århus som by, men også for at gøre noget seriøst ved musikken. Jeg havde holdt nogle numre for mig selv, mens jeg spillede med bandet i Århus, og det var dem, jeg bragte med ind i The Rumour Said Fire. Og efter et stykke tid sammen vidste vi, at noget skulle ske, og vi besluttede os for at udgive et minialbum.«

Derefter eksploderede det hele, og sendte kvartetten af sted i en kometagtig kurve. Opad, opad, opad.

Bagsiden af genkendelse og succes er imidlertid præstationsangst og manglende kunstnerisk fokus. Og frygten for ikke at kunne levere forsøgte Jesper Lidang og The Rumour Said Fire at undgå ved at lukke for interviews, turneer og alt andet, som kunne gribe forstyrrende ind.
»Vi søgte simpelthen væk fra opmærksomheden, da vi skulle i gang med »The Arrogant«. Det er ikke til at skabe i den støj, som popularitet skaber. Så vi drak en masse vin, lyttede til en masse god musik og forsøgte at skabe den rette stemning. Det er hårdere, end det lyder, og meget, meget vigtigt. For er atmosfæren ikke rigtig, bliver sangene det heller ikke. Og presset og forventningerne udefra har selvfølgelig kunnet mærkes, men vi har heldigvis ikke været tvunget til at skrive sange, som hitter.«

»Ingen af os sidder særligt dyrt i det, og vi er på den måde ikke afhængige af et stort pladesalg,« uddyber Jesper Lidang.

»Vi lever beskedent og prøver ikke at falde for det, Karl Marx kalder »skærmobjekter«. Altså alle de ting, man kan finde på at købe, hvis man føler sig tom eller trist. Eksempelvis en bil, som så kan blive erstattet af en ny 220 kvadratmeter stor lejlighed, når effekten begynder at tage af. Jeg bilder mig ind, at vi ikke er fanget i den logik – og vi føler os derfor ikke pressede til at levere en sællert.«

Følelsernes filter
Karl Marx er så langt fra den eneste tænker, Jesper Lidang har læst, og han er i det hele taget forslugen, når det kommer til bøger og plader. Lige nu lytter han til Ariel Pink og læser Jens Blendstrups »Bombaygryde«, mens Richard Russos »Empire Falls« venter utålmodigt i reolen.
»Litteraturen og musikken betyder utrolig meget for mig, og det fantastiske er jo, at jeg i sangskrivningen kan kombinere de to kunstarter. Jeg er storforbruger af begge dele og er ikke bange for at blive påvirket af alt det, jeg læser og hører. For hvad der er mig, og hvad der er inspirationskilder, er alligevel ikke til at adskille. Man er jo, hvad man læser og hører, men den melankolske, romantiske og eftertænksomme tone er min egen. Den er ligesom det filter, som alle de plader og bøger, jeg møder, løber igennem. Og i den proces opstår der forhåbentlig noget originalt, og noget der peger fremad …«

Endnu en lang pause.
»Det, jeg laver, skal pege fremad og hele tiden udvikle sig. Lidt ligesom beat-forfatterne mente. Og forhåbentlig er vores nye plade et skridt fremad, mod noget andet, noget mere, noget smukt. Det er en målsætning i langt højere grad end at spille i Parken eller løbe efter alle mulige andre ydre ting i den store maskine.«

Men det er måske ikke så let, som det lyder. Et sted på »The Arrogant« synger han »Everywhere I roam I’m a slave to a system«. Det lyder som en påmindelse om, hvor svært det er at slippe ud af »maskinen«.
»Måske. Og hvad du læser ind i det er ligeså rigtigt og vigtigt, som det jeg har ment, da jeg skrev og sang det. Det er noget af det store ved kunst. Ikke?«

Hvad: The Rumour Said Fire
Hvor: Vega, København V og Forbrændingen, Albertslund
Hvornår: 11. og 18. nov
Lyt: www.myspace.com/therumoursaidfire

Læs også: Anmeldelse af "The Arrogant" på Berlingske.dk