Der findes kunstnere, som går på scenen og afleverer deres sange, præcis som de lyder på plade. Der findes andre kunstnere, som konstant ændrer i sangenes arrangementer og giver dem helt nyt liv på en scene. Og så findes der kunstnere, som gør en dyd ud af at dekonstruere ellers fine melodier til kaotiske orgier af lyd, hvor andre kunstneres numre blandes ind, hvor der improviseres, og leges – både med musikken og publikums tålmodighed.

Den amerikanske souldiva Erykah Badu hører til den sidste kategori. For et år siden leverede hun syv kvarters kaos i Falconer Salen under en koncert, som rent musikalsk led af metaforen afbrudt samleje.

Om det var derfor, københavnerne svigtede Badu, som om en måneds tid følger op på sidste års udmærkede »New AmErykah – Part One 4 the World War«, må forblive usagt. Men husker man på, hvordan Badu i 2002 væltede Roskilde Festival foran 20.000 ellevilde publikummer, var det lidt sørgeligt at se, at hun blot kunne fylde gulvet i Store Vega, hvis balkon end ikke var åbnet for publikum.

Hele registret i spil

Efter ti minutters lidt ligegyldig DJ-opvarmning entrede den lille, spinkle sangerinde scenen. Så fin og elegant som altid. Selv i lakbukser, høj hat og store solbriller lignede hun en uopnåelig, afrikansk dronning. Hiphopbeats og hendes opdaterede, knyttede borgerrettighedsnæver startede det, der skulle blive til en ganske fin fest. Hun bevægede sig næsten ikke, men alligevel var de mikroskopiske kropsforskydninger voldsomt æggende og arrogante på den måde, som kun en diva kan slippe afsted med.

Ingen tålmodighed

Salen fik – og sang med på – numre som »Love Of My Life«, »Didn’t Cha Know«, selv om Badu i stadig stigende grad gjorde alt for at gentage virakken fra Falconer Salen, som i øvrigt også kendetegner »New AmErykah....«.

Konstant afbrød hun både sig selv og sine skæringer, legede med sit musikbibliotek af gamle soul-, funk- og blues-sange på den medbragte computer ved siden af mikrofonen. Efter en time begyndte man for alvor at savne hendes sange. Bare det at høre et enkelt nummer uden lir og eksorbitante klanggevandter. Men det skete ikke.

Badu er en kunstner ikke en starlet, det ved vi på andet årti, så behøver hun fortsat at insistere og mejsle det ud igennem højttalerne? Jeg synes det ikke, for selv om Erykah Badu er ovenud charmerende, tifold mere diva end både skuespillerinden Halle Berry og kollegaen Mary J. Blige, mister man tålmodigheden, når alting brydes ned og aldrig rigtig bygges op igen. Det er faktisk kernen i hendes ouvre, hun evner ikke at sætte klodserne sammen til noget nyt og interessant, som hæver sig over en jamsession.

Det kan gå i øvelokalet, men ikke på en scene foran et publikum, selv om det hører med til historien, at de små 1.000 betalende skabte en god men også lidt for andægtig stemning.