Det går fremad

Måske havde Lars Ulrich læst avis, måske var han bare professionel. Uanset, så havde den danske trommeslager i Metallica udskiftet otte sange fra mandagens skuffende premierekoncert forud for den anden af heavy metal-stjernernes i alt fem koncerter i Forum, København.

Og det gjorde faktisk i sig selv en positiv forskel.

Metallica er tydeligvis kommet til København for at spille sig selv og publikum tilbage til deres vanvittigt hurtige og thrashede firserår. Alene af den grund, at deres seneste udspil, sidste års “Death Magnetic”, netop er et forsøg på at holde metalfabrikken kørende ved at skrue tiden og stilen tilbage til arnesteder som “Kill ‘Em All” og “Ride The Lightning”.

Vist var Metallica fremragende dengang, hvor håret var langt, huden uren og promillerne høje og bøvede. Det beviste de til dels i både “Creeping Death” og i “The Four Horsemen”, som fungerede fornemt i Forum - bortset fra Kirk Hammetts guitarlyd, der havde fortjent en opdatering i stedet for den fesne hår-metal, der allerede lød så som så og værre endnu i firserne.

“Death Magnetic”-skæringerne, af dem var der fem denne aften, er hårde og hurtige. Men de er også overfladiske, og savner både den tyngde og den nerve, der kendetegner Metallica, når de er bedst. Det kan sagtens lade sig gøre at spille med både speed og berøre lytterne et lag dybere i samme moment. “Master Of Puppets” var i den henseende enestående fantastisk. Fuldstændig primal, ond, tung, melodisk, fuld af brud og breaks, en følelses- og lydmæssig opsang simpelthen. Og en klar publikumsfavorit.

Man tør næsten ikke skrive det, for det er på sæt og vis så forudsigeligt, at kedsomheden overtager. Men jeg gør det alligevel; da Metallica skruede ned for tempoet piplede nuancerne i de herrers spil frem, ja, det blev lige frem muligt at høre, at bassist Rob Truilljo kan spille andet end mudret maskineværsbas.

Lars Ulrich spillede ligefrem med overskud. Ganske langsomt mærkede man Metallicas intensitet i mellemgulvet og i halsen. “Sad But True”, var skøn, et heavy metal-mesterværk og en af salens yndlinge. “The Unforgiven”, “Enter Sandman” - publikum var i ren ekstase. De var i det hele taget både et og to niveauer mere aktive og påvirkelige end mandagens tusinder af stenstøtter.

Når det er sagt, så var det stadig ikke det rigtig farlige og krigeriske Metallica, det unikke Metallica, som leverer uforglemmelige koncertoplevelser på rad og række, der spillede op i Forum. De var gode, men der er både fysisk og symbolsk højt til loftet i den gamle velodrom, og det bør udnyttes, de herrer!

En del af forklaringen på, hvorfor det ikke kører helt, som det burde, for Metallica i Forum, skyldes utvivlsomt den runde scene, der omgiver Lars Ulrichs centraltplacerede tommesæt. Selv om der er mikrofoner hele vejen rundt, og selv om man kan komme lige så tæt på Metallica, som man ville kunne, hvis de havde spillet i Store Vega, så får man aldrig rigtig fornemmelsen af, at det er et band, der spiller på scenen.

Det hjælper, når man er så heldig, at James Hetfield stiller sig bag mikrofonen i lige lydlinie, for han har både power og udstråling. Men man har ham i bedste fald tæt på eller skævt for i 20 procent af koncerttiden, fordi han spurter rundt for at tilfredsstille alle. Og det ender faktisk med, at han ikke tilfredsstiller nogen optimalt. Der er ikke noget ved at stå og glo ind i ryggen på en frontmand, slet ikke på manden, der bærer Metallica live. Det er han død og pine nødt til, for ingen af de andre har karisma nok til at tiltrække sig opmærksomhed. Ja, leadgitarist Kirk Hammett er nærmest usynlig, selv når han står mindre end fem meter væk.

Når Metallica spiller på en normal scene, er Hetfield konstant i fokus, ligesom han formår at skubbe til de andre igen og igen i kollektivets interesse. Det kan han ikke her på den runde scene. Hetfield samlede sine kumpaner to gange i løbet af to timer og et kvarter, og det var virkelig mærkbart, men det varede måske sammenlagt to-tre minutter.

Resten af tiden rendte Metallica rundt hver for sig med 20-30 meters mellemrum og ryggen til hinanden. Til tider lignede de en flok rådvilde kvæg på flugt fra ... deres egne skygger måske.

Der er stadig tre muligheder for at blive ramt af Metallicas knyttede næve.