Det er et gigantisk sæt fodtøj, Niclas Bardeleben skal forsøge at fylde ud, når han i aften spiller han for tredje dag i træk på Jazzhus Montmartre.

Onsdag var premieredagen, og klokken 17:34 er den 20-årige trommeslager lige blevet færdig med den sidste lydprøve før den første koncert i den legendariske jazzklub.

Han har som den første unge musiker siden genåbningen fået chancen for at spille på scenen, der i sin tid gav plads til flere talentfulde teenagere, der gik hen og blev verdensstjerner.

»Jeg er rigtig spændt. Alex Riel og Niels-Henning Ørsted Pedersen spillede her som unge, og de er nogle af Danmarks bedste musikere nogensinde,« siger han.

Tilfældighedernes march
Niclas Bardeleben var otte år, da han gik til optagelsesprøve i Tivoligarden. Et par måneder forud havde hans far lært ham et marchnummer på lilletromme, han huskede fra tiden i Livgarden. Niclas Bardeleben kom ind uden problemer.

Men efter fem år med klassisk trommespil, havde han lyst til at prøve trommesættet af.
Et par år senere spillede han med i en jamsession i Huset i Magstræde. Der blev han hørt af Niels Jørgen Steen, der inviterede ham til at spille med i Monday Night Big Band.

Invitation fulgte invitation og en dag spillede han på jazzklubben La Fontaine, samme aften som Niels Lan Doky tilfældigvis var i byen og kom forbi.

»Jeg kunne høre, at han er teknisk helt usædvanligt dygtig. Jeg har ikke været så imponeret i meget lang tid, og der skal meget til, for jeg er utroligt kræsen med trommer,« siger Niels Lan Doky.

Et par måneder senere var Niels Lan Doky sprunget ud som musikchef i en jazzklub, og Niclas Bardeleben shanghajet til at spille.

Showtime
20:18
Niels Lan Doky præsenterer bandet, og Niclas Bardeleben træder ind på scenen med slips om halsen og dun på hagen. Musikken går i gang. Arven fra Tivoligarden fornægter sig ikke. Trommehvirvlerne sidder stramt, og man fornemmer, at marchtrommerne ikke er langt under overfladen.

Niclas Bardeleben spiller til kanten, og det er tydeligt, at han føler sig hjemme i det tempo, hvor stikkerne forsvinder i en tåge af bevægelser. Til tider virker det som om tempoet er lige ved at løbe af med ham, men så alligevel ikke, og pludselig er det en langsom, nærmest sløv omgang whiskers, der flyder ud fra scenehjørnet.

Pusterum
21:27
I pausen er publikum trukket ud på gaden. Klimaanlægget er endnu en gang stået af, og der er varmt som en bageovn i den lille jazzklub. På fortovet står Claus Bardeleben, trommeslagerens far.
»For pokker, jeg er stolt. Jeg har kun vidst det i kort tid. Han har jo gået og holdt det hemmeligt, knægten,« siger den opstemte far, inden han skynder sig tilbage på sin plads.

22:16
Da trioen når andet sæts sidste nummer, er den unge trommeslager blevet så varm, at han smider stikkerne og gennemfører en imponerende trommesolo med fingre og håndflader. Publikum elsker det.

Efter koncerten bliver svedige skjorter skiftet ud med tørre i jazzklubbens baglokale, og Niclas Bardeleben kaster sig i en sofa:

»Det var vildt. Jeg har lige spillet på en af Danmarks fineste jazzklubber med to folk, jeg knap nok kender, i et meget nøgent set-up, hvor alle fejl bliver udstillet. De spiller på et meget højt niveau, og de laver nogle ting, dem, jeg normalt spiller med, ikke kan. Det skal jeg lige vænne mig til. Men det er jo sådan man bliver bedre, ikke?«