Kammerkoret Musica dirigeret af Filipe Carvalheiro synger kirkelige korværker af den danske renæssancemester Mogens Pedersøn, blandt andet hans 5-stemmige messe, og af de nutidige danske komponister Christian Hildebrandt, Bjarke Moe og John Ekberg.
Vi hører første gang om Mogens Pedersøn, da han som sangerdreng i sine teenageår ved Christian IVs hof i år 1600 deltog i en rejse til Europas musikcentrum, Venedig. Kongen bevilgede sin unge musiker et firårigt ophold hos en af tidens berømte komponister, Giovanni Gabrieli, og efter endnu et udenlandsophold hos den engelske konge blev Pedersøn udnævnt til underkapelmester ved det københavnske hof. På grund af sin store musikalske begavelse endte den danske borgerdreng med at stå i spidsen for at uddanne unge og håbefulde musikere ved hoffet – og som musiklærer for kongens søn, prins Christian (den udvalgte prins).
Udover madrigaler havde Pedersøn en stor produktion af kirkelig musik. I 1620 udgav han samlingen ”Pratum Spirituale” (den åndelige eng) for 5-stemmigt kor, der i dag betragtes som et hovedværk i dansk kirkemusik. Pratum Spirituale indeholder 31 salmeudsættelser, danske og latinske responsorier (korsvar), en messe og tre motetter, og står ikke tilbage for madrigalerne: De kirkelige værker er præget af intens rytmik, kromatik og dissonanser, hvilket er med til at give et meget tekstnært og malerisk udtryk. Af Pedersøn synger vi:Missa, Victimæ paschali laudes (påskesalme) og "Min Siel" (Min sjæl)
Musica har bedt 3 yngre danske komponister om at skrive nye værker, der relaterer sig til Pedersøns musikalske univers. Idéen er at vise hvad der sker, når Pedersøns musikalske idéer fortolkes med det 21. århundredes virkemidler. Christian Hildebrandt, Bjarke Moe og John Ekberg har skrevet værker over nogle af de store danske salmetekster samt Trosbekendelsen (Credo).