...

På mange måder var det jo ganske stort, altså det der mandag aften foregik i DR Byens absolut nydelige, men i omfang relativt beskedne Studie 4. Et besøg af Dee Dee Bridgewater, en af de seneste årtiers betydeligste amerikanske jazzvokalister, som tilmed medbragte det repertoire, som for et par år siden indbragte hende en Grammy i kategorien »Best Jazz Vocal Album«.

Og helt klart var den nu 62-årige jazzdiva veloplagt og i fin form, ja - som hun har det for vane - totalt til stede i nuet og i rummet - klar med spontane, fine og finurlige kommentarer, ligesom hun via sin flirten og sin selvironi var både charmerende og koket, uden nogensiden at blive vulgær.

Titlen på føromtalte album er »Eleanore Fagan (1915-1959): To Billie with Love from Dee Dee Bridgewater«, hvilket jo signalerer, at der er tale om en hyldest til den legendariske sangerinde Billie Holiday. Og den tildelte Grammy er velfortjent, idet Dee Dee Bridgewater tager sig af det hårdtprøvede repertoire - helt uden den Billie Holiday’ske smerte og skrøbelighed, men med en udpræget personlig og kunstnerisk målrettet livslyst.

Overdøvende orkester

Mens Dee Dee Bridgewater på albummet bliver ledsaget af sin faste amerikanske kvartet, var den smukt kronragede sangerinde ved denne lejlighed i selskab med Norrbotten Big Band, som er et yderst velrenommeret svensk orkester. Og da det jo er enhver jazzvokalists drøm at blive løftet af et big band, var der al mulig grund til at se frem til dette amerikansk/svenske rendezvous.

Men det skulle hurtigt vise sig at være en ikke helt uproblematisk affære, hvilket primært havde noget at gøre med balancen. Kort sagt - orkestret overdøvede gang på gang vokalisten, således at de fine nuancer i sangen gik tabt. Der skulle selvfølgelig have været mere mikrofonvolumen på sangerinden, men også orkestret burde have spillet langt mere nuanceret.

Den altsaxofonspillende kapelmester Håkan Broström påtog sig at igangsætte og afslutte numrene, men reelt spillede de 16 musikere uden en dirigent. Måske kunne en sådan have styret tropperne og indpodet dem lidt mere præcision og entusiasme, så de kunne komme ud over det, der lignede og lød som en pligtaflevering. Dertil kom, at Håkan Broströms orkesterarrangementer var ganske hæderligt håndværk, men slet ikke af den beskaffenhed, som på inspirerende vis smyger sig om og løfter en vokalist.

Helt konkret druknede den dynamiske diva alt for ofte i messingsuppe, om end hun med sit format og sin stemme selvfølgelig hen ad vejen brændte igennem. I uptemponumre som »A Foggy Day«, »Miss Brown To You« og »Them There Eyes« gyngede hun sikkert af sted og fik sat skub i musikken, blandt andet ved at bevæge sig ud på ordløse ekskursioner i den ædle scat sang-tradition.

Men mens man nok kunne savne en troværdig emotionel dybde i »klassiske« ballader som »Good Morning Heartache« og »God Bless The Child«, formåede Dee Dee Bridgewater at lægge alle de fine og fascinerende facetter i Billie Holidays udødelige blues »Fine and Mellow«. Og så var det - interessant nok - i aftenens ekstranummer, »All Of Me«, en ret beset udpint gammel traver, at tingene bare gik op i en højere og solidt swingende enhed.

Hvad: Dee Dee Bridgewater & Norrbotten Big Band
Hvor: Koncerthuset DR, Studie 4
Hvornår: Mandag 6. august