Føj til favoritter Del Send
Musik | 11/06/18

Copenhagen Phil opfører Symfoni for en boligblok i Nordvest

  • Foto: PR Foto: PR
Copenhagen Phils 65 musikere rykker i denne uge ind i ejendommen Emaljehaven i Københavns Nordvestkvarter. Herfra giver de koncert fra de i alt 45 altaner.

Naboer kan være en velsignelse - eller en pestilens. I hvert fald vidner antallet af nabostridigheder om, at fremmed larm og støj kan få os op i det røde felt. Spørgsmålet er, hvad der sker, når lydene forvandles til musik.

Det giver den franske komponist Pierre Sauvageot svaret på med Grand Ensemble. Værket hedder symfoni for boligblok og symfoniorkester og er opført af Sjællands Symfoniorkester, Copenhagen Phils 65 musikere. Det sker i ejendommen Emaljehaven i Københavns Nordvestkvarter fredag og lørdag i denne uge.

Det bliver ikke en traditionel koncert, hvor man sidder bænket foran en scene. Musikerne vil derimod spille fra bygningens i alt 45 altaner, mens publikum kan sidde i græsset nedenfor og lytte i selskab med picnic-kurven. Ideen er blandt andet, at symfonien skal »åbne facaden på boligblokken som i et dukkehus og fortælle os om de mennesker, der bor derinde gennem en musikalsk fortolkning af deres hverdagslyde og udsagn.«

Ingen dirigent

»Noget af det, som gør dette projekt ekstra interessant, er, at værket tilpasses til netop det sted, hvor det opføres, med lyde fra beboernes hverdag, som smelter sammen med musikken,« siger Uffe Savery, musikchef for Copenhagen Phil, i en pressemeddelelse.

Beboerne spiller naturligvis også en rolle i hele seancen, eftersom de er blevet interviewet om de lyde, de omgiver sig med. Musikerne kommer til at fordele sig på altanerne, og her er ingen dirigent, hvilket gør oplevelsen endnu mere uforudsigelig.

Det er ikke nyt for Pierre Sauvageot at tage afsæt i byen. I 2011 under Metropolis var det Harmonic Fields - en symfonisk installation med 500 vinddrevne instrumenter - der indtog Amager Strand.

Hvor: Emaljehaven, NV.
Hvornår: Fire gange hhv. 15. og 16. juni. Begge dage kl. 19 og 21.
Hvor meget: Gratis adgang.