Der bydes på et virkeligt bugnende program fra den ambitiøse festival CLICK, der i seks dage sætter fokus på det vidtforgrenede krydsfelt mellem teknologi og kunst med en lang række koncerter, udstillinger, installationer, foredrag og workshops på Kulturværftet i Helsingør.
De optrædende kommer fra vidt forskellige miljøer og udtrykker sig på lige så forskellige måder. Men én ting har de tilfælles: De arbejder, hvor teknologien og kunsten mødes.
På musikfronten kan publikum blandt mange andre opleve kunstnere som den amerikanske dj og producer Matthew Dear, franske Canblaster, danske Mike Sheridan og rapperen Lil B, der via en massiv tilstedeværelse på nettet har skabt et gigantisk følge.
For eksempel havde han overgang mere end 150 Myspace-profiler med mere end 1500 numre. Og gå heller ikke glip af den prisbelønnede japanske performer Daito Manabe, som »hacker« menneskekroppen med lyde og elektriske impulser.
Hvad: "Click nr. 2", festival med fokus på digital kunst
Hvor: Kulturværftet
Hvornår: Man. 30. april - lør. 5. maj 2012 inkl. åbning af Kulturværftet tors. 3. maj 19-24. Se programmet her.
Hvordan: Læs mere om arrangementet og de forskellige kunstnere på clickfestival.dk og på facebook.dk