...
Under alle omstændigheder hører den nu 44-årige amerikanske - og i England bosatte - sangerinde Stacey Kent til blandt nutidsjazzens fineste vokalister.
Oprindeligt studerede hun sammenlignende litteratur ved Sarah Lawrence College i New York, og i den forbindelse tilegnede hun sig et stort kendskab til »The Great American Song Book«. Hun fortsatte studierne ved The Guildhall School of Music i London, og det var her, hendes sangstemme blev opdaget.
Stacey Kent blev engageret af Hotel Ritz’ big band og stod snart i spidsen for eget orkester. Siden har karrieren bare kørt på skinner, og det er blevet til en række fremragende plader i eget navn.
De rummer selvfølgelig værker fra den store amerikanske sangbog, men Stacey Kent kan også - med sin charmerende – på én gang lillepigeagtige og livskloge – stemme – formidle sange på såvel fransk som portugisisk. Ved gæstespillet medbringer hun sin egen engelske kvartet, under ledelse af sin ægtemand, saxofonisten Jim Tomlinson.
Hvad: Stacey Kent
Hvor: Jazzhouse, Niels Hemmingsensgade 10, Kbh. K.
Hvornår: Tors. 27., fre. 28. og lør. 29. sept. kl. 20
Hvordan: Entré: 290 kr. Forsalg via billetlugen.dk