København: »Dig! Du der!« råbte en mand i Netto og pegede på en høj mørkhåret kvinde: »Du er bare for fed. Du er en stjerne.« Caroline Henderson griner, da hun fortæller historien. »Og så stod jeg der foran grøntsagerne og sagde mange tak.«

Hun spørger fotografen lidt forundret: »Hvordan er man diva­agtig,« da han dirigerer rundt med hende i sofaen.

Det er ellers hendes rygte. Besværlig diva.

Men hun er nu mest af alt sød og skæg og glad, som hun sidder på Ingolfs Kaffebar ude på Amager. Nok stråler hun, så hun fylder tusinde gange i rummet end alle de mange mødre på Ingolfs Kaffebar, der har babyalarm i hånden og fornuftige sko på. Hun har fregner på næsen under det kæmpestore krøllede hår, som hun purrer op i. Høje støvletter for enden af lange ben, hun forunderligt nemt folder sammen under sig. Hun taler meget, begejstret og hurtigt, holder pauser, griner lidt, spærrer øjnene op og tænker. Tør sige »nej, det ved jeg egentligt ikke« og lade samtalen gå i stå. Hvert grin i samtalen fanger hun og lyser op af begejstring, når hun taler om sin nye plade.

Hun fisker et eksemplar op af sin sorte taske. Fotografen får det med hjem i hånden.

»Hvis du lover ikke at bruge det grimme billede af mig, det hvor jeg ser gammel og træt ud og ligner min mor.«

Han nikker, hun smiler og fortæller videre om pladen, som udkom 1. april. En jazzplade mere fra Caroline Henderson . Ret afdæmpet, klassikere nyindspillet.

»Egentligt ville jeg slet ikke ­lave den plade, men en helt anden. Jeg præsenterede et helt andet koncept. Mere uptempo. Dagen efter ringede produceren Anders Christensen, jeg har lavet pladen med og sagde: »Vi synes, vi skal lave noget andet. Kom lige ud og snak om det.« Og det kan være godt, når man er sådan en som mig, der altid er to skridt foran sig selv, at der er nogen, der tager fat i en og siger »vi synes, du skal det her. Det her er det, du er god til.« Det kan være spændende at lade andre styre processen, fordi de tør fastholde mig i noget, jeg måske ikke ville udforske på samme måde. Synes, at jeg havde været der eller at det var for nemt. Dér kan de sige, det er det her, du virkeligt kan,« fortæller hun.

Jazzen

Nye numre og gamle klassikere som »When youre smiling«, »Unchained Melody« og »Last Night When We were Young«.

»Det er jo sange, der er blevet fortolket igen og igen. Tag en sang som »When youre smiling«, som alle har sunget, også Billie Holiday. Det er jo den mest banale naive tekst EVER! Du skal bare smile, selvom det hele er forfærdeligt, så bare smil, det skal nok gå. Den opfattelse findes jo ikke mere, det er der ingen, der tror på. Så jeg måtte tænke, hvad gør jeg så i 2008 for at kunne synge den sang? Jeg tænkte, at jeg ville synge den, som om det var omvendt. Som om der ikke var noget som helst at smile af og den, der sang var rådden indeni. Fyldt med psykofarmaka og i en tilstand af opløsning i. Hvordan ville det så lyde? Det bliver nærmest lidt zombieagtig, og det forstærker det sørgelige. På den måde får den en trist dobbeltbundet betydning og er ikke bare en banal og naiv sang fra en helt anden tid,« siger hun.

Det er den fjerde jazzplade, ­Caroline Henderson har udgivet:

»Men jeg har altid haft jazzen i hjertet. Det er den musik, jeg er vokset op med. Og hvis man hører min plade Cinemataztic, som jeg lavede sammen med Thomas ­Blachman og skraber Kasper Windings hits ud - God forbid it - så er det en ren jazzplade. Jazzen er en mere fri form, knap så uforudsigeligt og mere udfordrende. Jeg opdager nye hjørner af mig selv i den som sangerinde, og jeg bliver bedre,« siger hun.

Hun taler meget om møder, samtalen snirkler sig rundt om det igen og igen. Om at arbejde sammen med andre i mødet med dem at møde sig selv.

Nye sider af sig selv

»Som da jeg indspillede den spanske film Tuya siempre. Jeg synes alle var så søde. Det var en kæmpe produktion, jeg havde min egen trailer, alt det man har læst om, alt var super fedt. Jeg gjorde mig sådan umage, jeg ville gerne gøre det allerbedste, havde lært det spanske, jeg skulle kunne, jeg var åben. Ham, hvis elskerinde jeg spillede, viste sig at være Spaniens Mads Mikkelsen, men det vidste jeg ikke, så jeg mødte ham bare menneske til menneske. Alt var så fint, synes jeg, jeg fik så positive reaktioner,« siger hun.

Og fniser. For det viste sig, at alt ikke var fint på settet.

»Der var så mange intriger, budgettet var helt galt, projektet var ved at gå på grund, hende, der havde hovedrollen var rasende, men det gik hen over hovedet på mig. Hvis jeg havde kunne forstå spansk, var jeg også gået ind i det.«

Hun skifter toneleje, mere skingert, lidt fornærmet.

»Sådan, hvad er nu det, det er for dårligt og bla bla bla.«

»Men jeg var glad og lykkelig i en ren form, og det var den energi, jeg sendte ud, og pludseligt hed det »Caroline er så sød, Caroline er så nem« Der lærte jeg, nej erfarede jeg, at man får, hvad man sender ud.«

Hun griner.

Er du ikke vant til den beskrivelse?

»Nej!«

Man kan næsten høre udråbstegnet blafre.

Hun ser bestemt ud.

»Det er jeg ikke. Jeg er en selvstændig erhvervsdrivende kvinde, der godt ved, hvad jeg vil have og ikke vil have. Og som siger, »nej, det har jeg ikke lyst til.« Men i fucking 2008 er det stadig sådan, at når en kvinde siger nej, er hun hysterisk, det er en mand ikke. Jeg ved ikke hvorfor. Eller hvad løsningen er? Udover at blive til en mand,« siger hun.

»Det bliver nemmere, når man bliver ældre, end da jeg var i ­tyverne. Nu kommer jeg ikke ­bare som en ung pige, med al min erfaring, og det giver en anden ­respekt. Men jeg tror også, det især er min generation, det har været svært for. Jeg tror, de piger, der er i tyverne i dag, de har det nemmere. Da jeg var i tyverne, var jeg mere vakkelvorn i min identitet, det har taget tid til at finde ind til mig selv som kvinde. At være stærk og stolt.«

Har det været en ulempe at være smuk?

Hun kigger op. Smiler.

»Tak.«

Og tænker.

»Sikkert. Det har sikkert været en ulempe. Jeg hørte to mænd tale om en kvindelig psykolog, der så utrolig godt ud. De var begge to enige om, at hun skulle nedtone sit udseende, fordi hun ville overstråle situationen. Men ville det samme gælde for en mand? Nedtone hvad? Det tror jeg ikke, man ville synes en mand skulle. Han ville bare være heldig, fordi han både så godt ud og var dygtig. Jeg tror, det er en typisk kvindeting, men her er alderen også en god ting. Jeg kommer med mere end mit udseende nu, hele pakken, min troværdighed, og alt hvad jeg har lavet.«

Og det begejstrede manden i Netto, som det har begejstret publikum, både i Danmark, Frankrig, Tyskland, Japan og Thailand, hvor Caroline Henderson også optræder:

»I Thailand har jeg optrådt på en jazzfestival, hvor alle 20.000 besøgende er under 30. Det er meget skægt, i forhold til herhjemme hvor jazz tit er noget for intellektuelle med piber. Jeg har også lige optrådt i en flygtningelejr, hvor små brune piger var meget fascinerede af mig. De ville vide, hvordan jeg havde lært dansk og at synge. Hvis jeg kan inspirere nogen, hvis de kan bruge min historie, så kan det vel ikke blive bedre.«

Små piger, mænd i Netto og en stjerne på en kaffebar.