Billetterne til Roskilde Festival 2010 er netop gået i salg, og for festivalgængere til næste års festival, er der en tidlig julegave at hente. Roskilde Festival har nemlig valgt at se bort fra finanskrise og almindelige prisreguleringer, og har sat billetterne til næste års festival til salg 110 kroner billigere end festivalen i 2009.
I 2009 blev især vores nordiske brødre ramt hårdt af faldende kurser, hvilket betød at en Roskilde billet blev ganske dyr. Derfor blev mange væk, og netop dette faktum spiller også ind i de sænkede billetpriser til næste år.
"I de senere år har vi været presset af prisstigninger på især musiknavne, hvilket har sat sit aftryk på vores billetpris. Alligevel vil vi værne om, at unge med begrænset indkomst også har råd til at have det sjovt på Roskilde Festival. Det gælder ikke mindst unge fra vores nabolande, som rammes hårdere af prisstigninger. Derfor har vi besluttet for den kommende festivalsæson at nedjustere prisen. Det mener vi kan lade sig gøre ved en benhård prioritering i vores budgetter," siger administrerende direktør Henrik Rasmussen i en pressemeddelelse.
Roskilde Festival fortsætter også med de endagsbilletter, som blev genindført i 2009 og som var n stor succes. Endagsbilletter kan købes for 850 kroner stykket, men vil kun være tilgængelige i begrænset omfang. Der bliver kun sat et par få tusinde endagsbilletter til salg til hver af de fire dage.
Billetter til Roskilde Festival 2010 kan allerede nu købes for 1695 kroner stykket på Billetlugen.
Har du taget AOKs Quiz om Roskilde Festival?
Kig tilbage på historierne fra Roskilde Festival 2009