Blandet

Den lille Café Kino har i mange år levet en skyggetilværelse ved siden af Amager Bio. Det sparsomt indrettede spillested og café, har typisk været brugt af folkmusikere og singer-songwritere, og har haft et begrænset besøgstal i forhold til det noget større Amager Bio.
Men nu har nye kræfter tilført stedet ny energi, og ændret spillestedet både fysisk og musikalsk. Stedet bliver en integreret del af Amager Musiktorv, som forventes at stå færdig i 2011, men allerede i slutningen af august 2009 var første etape af Café Kinos forvandling gennemført.
Største fysiske ændring er, at scenen, som tidligere har været lidt uhensigtsmæssigt placeret, nu er flyttet, så både optrædende og publikum får en bedre oplevelse. Stedet har plads til cirka 150 mennesker i dets nye form og når stedet når sit helt færdige udseende, er det planen, at facaden skal åbnes og en udvendig trappe skal give direkte adgang til spillestedet.
Musikken
Musikalsk bliver der med renoveringen satset mindre på singer-songwriter aftener, og mere på rock, indie, punk, samt temaaftener. Beta lægger i høj grad sin musikalske profil i dødvandet efter det lukkede (men nu genåbnede) Stengade 30, og vil gerne være et mere fremadskuende spillested end Amager Bio, der har en høj grad af retrorock i sit program.
Beta vil blandt andet præsentere en fast Electroklub, der blander installationer med livemusik, en punk/rock a billy klub, samt serien "Music In Movies" hvor forskellige bands får til opgave at beskrive deres musik gennem film, samt at lægge musik til udvalgte scener fra en given film.
Læs mere om Musiktorvet