Dag 1: Danske triumfer

Mew og Choir of Young Believers stod for de helt store oplevelser på Beatdays første dag.

Grusstierne myldrer af liv
Kjoleklædte piger slingrer af sted på gamle damecykler, og flokke af ungersvende slentrer forbi i superstramme jeans og med dåseøl i begge hænder.

De er på vej til Valbyparken, der lagde plæne til Grøn Koncert for et par år siden.

Men det her er antitesen til den store folkelige fadølsfest.

Beatday forsøger nemlig ikke at trække det folkeligt funderede Danmark af huse, men appellerer til et anderledes ungt, hipt og musikinteresseret segment, der bruger ord som »indie«, »electronica« og »alt-country« uden at blinke.


Fænomenal åbning
Og todagesfestivalens program er vitterligt for feinschmeckere, hvilket det første af fredagens otte programpunkter også understreger.

Choir of Young Believers stod således bag 2008s fineste danske debutalbum, og nu sætter de i gang med »Riot«, hvor horn og cello lægger sig såre smukt på den skiftevist dæmpede og dramatiske melodi.

Et nøje udvalgt åbningsnummer, skal det vise sig, for frontmand Jannis Noya Makrigiannis bruger titlen til at spinde en ende over sagen om regeringens og politiets »forfærdelige« behandling af de just udviste irakere.

Et ordvalg, der kan diskuteres, men det kan kvaliteten af hans sangskrivning ikke, og den ydes fuld retfærdighed igennem samfulde 50 minutter.

Og særligt stærkt lyser et af dansk musikhistories bedste numre, »Next Summer«, hvor vokalens skrøbelighed er ualmindelig bevægende, og hvor trompeter, percussion og strygerklange finder sammen i et svimlende smukt sug.


Fra top til bund
International klasse, intet mindre. Men det kan man ved Gud ikke sige om The Ting Tings optræden senere på dagen.

Her falder Katie White og Jules De Martinos ellers sprøde og smittende indie-pop alt for ofte fra hinanden i rigide og sært kraftesløse trommeog guitarspor.

Men hvor The Ting Tings - der utvivlsomt fungerer bedre på en lille klub end under åben himmel - kun kan få pladsen til at danse under FM-hittet »That's Not My Name«, så har festivalens anden britiske duo, Basement Jaxx, lidt bedre fat om skaren foran scenen.

Med to korpulente sangerinder som øre-og øjefang leverer 1990er-stjernerne Felix Buxton og Simon Ratcliffe samt et større kontingent af musikere gamle hits som »Red Alert« og »Where's Your Head At«. Og selvom der er noget bedaget over hele affæren, så er det altså ikke uden charme.

Stort er det dog ingenlunde, men det er Mews sæt senere på aftenen til gengæld.

Fabelagtig formel
Danskerne er førstedagens hovednavn, og den store skare foran scenen er tydeligvis tændte efter al den ros og omtale, trioens nye album har modtaget forud for udgivelsen på mandag.

Og efter en lidt usikker åbning lukker trioen op for en koncert, der nok byder på nye numre, men klogeligt blander dem op med sange, publikum kender.

Et af de største bifald tilfalder da også »Snow Brigade«, hvor bandet gør dét, der har bragt det så langt, nemlig at stemme Jonas Bjerres barnelyse vokal op mod Bo Madsens maskuline guitar og forene dem i en himmelstræbende melodi.

I disse øjeblikke er Mew magiske, og dem er der lykkeligvis mange af i Valbyparken, hvor bandet op mod midnat lukker dag 1 på Beatday 09.

Så spredes gæsterne ellers på de mørke grusveje - med musikken lysende indeni.

Choir of Young Believers - 5 stjerner
The Ting Tings - 2 stjerner
Basement Jaxx - 3 stjerner
Mew - 5 stjerner

Dag 2: Helt oppe på beatet

Briterne lukkede Beatday med et superbritisk sæt.

»Der er vel nok smukt her ved vandet,« lød det lørdag eftermiddag fra britiske Florence Welch.

Og hvor havde hun ret. For mødet mellem det blåt bølgende bånd og det saftgrønne græs var en lise for øjet, og det samme var programmet i Valbyparken.

En miniature af Roskilde Festival, kunne man kalde Beatday , og hvor fredagens otte koncerter trak for få til, så indfandt der sig hen ved 6.000 gæster om lørdagen, hvor Florence og backingbandet The Machine ud på eftermiddagen indtog scenen.

Sammen gav de sangene fra deres hypede debut med rockende overbevisning og med den flammehårede sangerinde i den altoverskyggende hovedrolle. Sine steder stærk, sine steder sart og uden én falsk tone. Og når først hun får skrevet flere rigtig gode melodier, kan det blive stort. Virkelig stort.

Melodier har ærkeamerikanske Band Of Horses imidlertid til overmål, og først på aftenen udfoldede de deres storhjertede, refrænstærke og country-tonede sangkatalog.

Mesterstykker som »The Funeral« og »The Great Salt Lake« løftede således pladsen tættere mod himlen, og var det ikke for en sine steder sjusket leverance, ja, så havde publikum fået noget at varme sig ved - i månedsvis.

Nej, så var der anderledes fokus at finde hos Arctic Monkeys, der lukkede tredje udgave af Beatday med et suverænt sæt, som blandt andet bød på smagsprøver fra deres kommende album. Og de nye numres tunge, mørke rocklyd smittede også af på koncertens ældre indslag. 23.28 var det slut. Efter to dage, 17 koncerter og en såre sympatisk målsætning om at samles om god musik - der er allerede god grund til at glæde sig til næste år.

Florence + The Machine - 4 stjerner
Band of Horses - 4 stjerner
Arctic Monkeys - 5 stjerner