»Sku vi ikke skrive noget om hende der,« sagde redaktøren på den der måde, hvor spørgsmålstegnet glider ud af sætningen og samtalen.
Hende der var Marie Fisker, ung dansk sangerinde med egen guitar, der albumdebuterer først i maj. Men som allerede i januar udgav en EP. Fire sange, redaktøren har spillet igen og igen hjemme i Kartoffelrækkerne.

»Jo jo da,« sagde jeg og tænkte:
»Åh gud, endnu en yndighed med lyst hår, guitar og en lys stemme, der synger om hjerte og ikke alt for uklædelig smerte og mand, der gik og kom og kaffe i et vindue og himlen lige rundt om hjørnet.«
Det varede lige præcis til det sekund, jeg trykkede på play.

For Marie Fisker er ingen sommernat, ingen syrenbusk, ingen ung blond pige. Hun er efterårsaftener og eftertanke, storbystøj, kantethed og mørke. Marie Fisker er en alvor, som er mere vederkvægende netop nu end en blomstrende syrenbusk og en munter stær.
»Længsel,« siger hun selv, da hun sidder i pladeselskabets kontor og drikker en halvkold kop kaffe med ryggen til et whiteboard og kvadratmeter konferencebord foran sig. Mørke øjne med en næsten tresseragtig streg over øjet. Mørkt hår sat op. Alvorlig, lyttende og lidt glad, under alle ordene.
»Vi har alle sammen en længsel, tror jeg. Noget vi gerne vil, og den handler pladen også om,« siger hun.

»Men jeg vil ikke forklare for meget. Folk skal selv danne deres egne billeder, når de lytter, synes jeg. Det skal give mening, der hvor de er,« siger hun.
For hende har musik altid givet mening. Hun stopper op for at overveje, hvornår hun begyndte at spille:
»Jeg har gået på en skole, hvor vi spillede meget, og jeg kommer fra et miljø, hvor musik betød meget. Min morfar spillede på mange instrumenter, på obo, på cello, på guitar og på violin,« siger hun.

»Og min far havde en god pladesamling. Bob Dylan, Neil Young og også Nina Hagen. Hende var jeg lidt bange for. Det hørte vi meget. Vi havde sådan nogle rengørings-sessioner, hvor vi gjorde rent om lørdagen, mens vi havde helt skruet op og sang i vilden sky. Jeg tror, det har åbnet op for noget. Jeg lyttede også meget til Tom Waites, ting som har påvirket mig,« siger hun.
Hun spillede også selv.

»Da jeg var ti, fik jeg et stueorgel, sådan et suppe steg og is et med fem rytmer, to oktaver og så sad jeg der og spillede og skrev sange på volapykengelsk,« siger hun.
»Jeg er enebarn, nej jeg har været det, jeg har fået to små søskende på et og tre år, og jeg har haft brug for at være alene. At gå ind i en hule og skrive sange og udvikle noget, som man håber bliver bedre. Det kan jeg godt lide,« siger hun.»Samtidigt spillede jeg også i band som barn, men jeg var også alene.«

Hun startede på HF. Og gik ud igen efter tre måneder. For at spille musik.
»Jeg tænkte, at nu var det første gang jeg for alvor kunne vælge selv, hvad jeg ville, så jeg ville prøve at søge ind på konservatoriet. Det var også vældigt fornuftigt, og så søgte jeg ind, og meget heldigt kom jeg ind.«

Hun kigger op og ser næste skyldbevidst ud:
»Men jeg var lidt skuffet. Jeg havde jo tænkt, at nu prøver jeg, og så kan jeg øve mig på det og prøve igen, men jeg nåede at komme ud at rejse, før jeg kom ind.«
Marie Fisker gik på musiklærerlinjen, ikke solistlinjen. Efter eget ønske for at lære at spille flere instrumenter, lære at arrangere. Hvis man går på solistlinjen, er man tilknyttet én lærer, som man er hos en time om ugen. Vi havde 15 timer, og vi var i gang hele tiden,« siger hun.
I 2000 mødte Marie Fisker sin kæreste Jacob Høyer, der spiller trommer, blandt andet med Raveonettes. »Han har en hel anden historie end mig. Han er helt autodidakt og har spillet meget i New York, hvor han tog til for at være på ferie, men var der i tre år og spillede på klubberne derovre,« siger hun.

»Særligt efter at jeg mødte ham, blev jeg opmærksom på, at man ikke kan lære alting på konservatoriet. Det var godt for mig at gå der på grund af det sociale. Jeg kom ind i miljøet og fik et netværk, som jeg var rigtig glad for, men hvis man skal finde sin egen stemme, skal man ikke gå i skole,« siger hun og glider lidt rundt på stolen:»Jamen, måske skal jeg ikke sige det her, men jeg synes, det var lidt gymnasialt at gå på konservatoriet. De var meget unge, de ville lære, men det kan man jo ikke kun. Man kan lære håndværket. Det er vel dilemmaet ved enhver kunstnerisk uddannelse: det kunstneriske overfor det håndværksmæssige,« siger hun.

Så efter konservatoriet gik Marie Fisker tilbage i hulen for at finde sig selv. Byggede et studie med sin kæreste, hvor hun skrev og udviklede sangene:
»Det er lige så vigtigt for mig. At de får den rigtige lyd. At de kommer til at lyde som de lyder inde i mit hoved. Det er lige så vigtigt, tror jeg, som at skrive dem, men det gør det jo til en længere proces,« siger hun.
»Pladen har vi lavet over tre år. Et instrument af gangen,« siger hun.
»Hvorfor? Fordi vi ikke har haft mange penge til at hyre et helt orkester, men fordi vi har gjort det selv. Jeg er ikke perfektionistisk, men jeg er kompromisløs,« siger hun.
Hun har lavet en plade »Ghost of Love«, som hun selv beskriver som »stilmæssigt en blanding af rock, country og noget blues. Den er poetisk og mørk og viser de dystre sider, men det er ikke en weltshwertz-plade, jeg har lavet, der er også utroligt meget varme i den. Men den viser også de flossede kanter,« siger hun.

Hun glider rundt på stolen og vil godt sige noget om teksterne uden at sige for meget:
»Teksterne kan lyde som om de er til en mand. Men måske synger man også til et spejl, til sig selv. Jeg leder ikke efter færdige historier, men efter øjeblikke. Det er mere billeder og sindsstemninger,« siger hun.

»Men et af de møllehjul, der drejer, er længslen. Den afspejler sig på alle mulige måder, man kan lede efter alle mulige ting, også dem man ikke behøver lede efter, tror jeg...«
Hun standser op, leder efter ordene:
»Jeg vil altså ikke sige for meget. Det, jeg synes, synes jeg. Andre kan synes noget andet,« siger hun.

»De kan gøre det, jeg synger, til deres eget. Det må være målet.«
At finde sin egen stemme.

Læs om koncert med Marie Fisker her.