OPRET INDHOLD
HER PÅ AOK
 
NYHEDSBREVE
DIREKTE I DIN MAILBOKS
 
 
 
 
 
Photo: Nikolai Linares

Jeg er sgu min egen

3. Februar 2010 11:53af Kasper Olsen
 
 
Share Print Send

Året var 1993 da 14 årige Sara Grabow sad på bagscenen ved en opførelse af musical’en »Cyrano«. Det var Saras far, sangeren og sangskriveren Sebastian, der havde taget sin datter med på arbejde. Sebastian havde nemlig skrevet musikken til stykket, og da den unge Sara oplevede en bestemt scene, faldt hele hendes fremtid på plads. Der var ingen tvivl om, at hun også skulle være noget ved musikken.

»Jeg husker det meget tydeligt,« fortæller Sara Grabow i et hul mellem prøverne til hendes nyeste projekt, teaterkoncerten »Før Det Bliver Sagt«, som spiller på Lille Gasværk i februar måned.

»Marianne Mortensen, som spillede Roxanne sad på en gynge på et podie med et brev i hånden. Pludselig blæste brevet væk, musikken gik i gang og det hele gik op i en højere enhed, det var helt fantastisk. Efter det, ville jeg gerne være skuespiller, men jeg har jo altid sunget og blev ved med det, og da jeg fik hovedrollen i »Nattergalen« i 1998, og for første gang skulle sige nogle replikker, oplevede jeg det som et helvede. Så jeg blev sanger i stedet for.«

Men fascinationen for sammensætningen mellem musik og teater forsvandt ikke, og trods den lille håndfuld plader, hun har på sit cv, har det været teaterkoncerter og musikalske forestillinger, der har fyldt mest i hendes karriere. Og det er måske ikke helt tilfældigt. I hvert fald har netop denne fascination været fælles for Sara og hendes far gennem hendes barndom.
»Mange af de ting, min far og jeg trippede over sammen var ikke musik, det var film, musicals og teater,« husker hun.

»Hold kæft, hvor har jeg set »Sound Of Music«, »Singing In The Rain« og Chaplin og gamle Gøg og Gokke-ting mange gange sammen med ham. Der var nok en fascination, som han ikke selv havde udlevet så meget på det tidspunkt, men det kom kort efter med ’Cyrano’ og ’Skatteøen’ og så videre. Så vi delte hele fascinationen, men selve det at lave musik, det var en meget privat ting for ham.«

Fars dør var lukket
Sara Grabows bardomshjem var ikke som sådan fyldt med musik. Musikanlægget var ikke tændt døgnet rundt, og Sebastians musikalske aktiviteter blev betragtet som et arbejde, og blev lavet bag lukkede døre. Så indflydelsen fra hjemmet har mere været inspiration, frem for egentlig musikalsk skoling.

»Vi har aldrig siddet og ”nørdet” musik, som andre musikalske familier nok har gjort. Det var ikke sådan, at min far kom hjem og sagde: »Hey, der er kommet en ny plade med Dylan, den skal vi høre.« Jeg var jo godt klar over, at min far var vild med Dylan, Donovan og Stones og alle de der gamle ting, men vi spillede ikke så meget sammen og har aldrig siddet og fundet akkorder sammen, eller prøvet at analysere hvad det var, vi syntes var fedt ved musikken. Jeg tror mere, det var nogle stemninger, vi fandt sammen om.«

Grabow var således omgivet af kreativitet, men en decideret musikalsk træning har hun ikke hentet i hjemmet. »Der skulle være ro i hjemmet, så min far kunne arbejde,« siger hun.
”Jeg var jo bare et lille barn og skulle gå i skole og lave lektier, og jeg havde mere lyst til at lave det forbudte, det der skete bag fars dør, hvor man ikke måtte forstyrre. »Jeg har nok bare gået og ventet på at vokse op, så jeg kunne komme til at lave de samme ting. Jeg tror, det er naturligt at ville det, som man kan se sine forældre blive glade af. Jeg blev vant til at give mine private følelser luft gennem noget kunstnerisk. Det var det, jeg voksede op med var det normale. Vi sad ikke og snakkede, om hvor dårligt vi havde det, vi gik ud og skrev en sang, eller malede et billede i stedet for.«

Beslutningen om at blive musiker og træningen med at blive professionel, har Sara måttet arbejde sig til stort set uden at trække på sin berømte fars navn. I 1998 gik hun til audition på Sebastian og Preben Harris` opsætning af H.C. Andersens »Nattergalen«. Hun fik titelrollen, uden at dommerpanelet kendte til de familiære relationer mellem stykkests komponist og dets hovedrolleindehaver. Det blev starten på en lang række roller i diverse musikalske teateropsætninger. Sideløbende turnerede hun som korsanger, skrev sin egen musik og tog en uddannelse på det rytmiske musikkonservatorium.

Sara Grabow har aldrig lagt skjul på hvem, der er hendes far, men har heller aldrig udnyttet det, og hun er meget bevidst om at det at have en berømt far i samme branche som sin egen, kan være både en fordel og en ulempe. »Jeg er jo utroligt stolt af min far og mange af hans sange,« siger hun. »Det har gavnet mig i de situationer, hvor folk har sagt »hende vil vi gerne høre. Hun er jo Sebastians datter, så det må være godt.« Men der vil i samme branche være folk, der står af på det og mener, at jeg kommer for nemt til det, og derfor vælger mig fra. Det har heldigvis været rimelig uproblematisk for mig. Det handler jo meget om genkendelighed i den her branche, og jeg synes ikke, jeg er blevet presset til at leve op til noget. Samtidig har jeg nok også altid haft en tro på, at jeg godt kunne selv, og ikke skulle leve på min fars navn. Jeg har haft en stenet ukuelighed, og bare kastet mig ud i en masse ting, så hvis jeg har skullet bevise mit eget værd, tror jeg ikke, jeg har været bevidst om det.«

Saras Grabows seneste projekt bliver teaterkoncerten »Før Det Bliver Sagt«, som er en dramatisering af duoen mitbandditbands debutalbum. Ditbandmitband består af Sara Grabow selv og hendes mand Thomas Raae, men er til forestillingen udvidet med ekstra musikere og sangere. »Før Det Bliver Sagt« spiller i februar måned på Gasværkets nye foyerscene.

Når hun har lavet så mange teaterforestillinger, er det ud over de tidlige inspirationer fra barndommen, også fordi hun ser en mulighed i at gøre oplevelsen større for sit publikum.
»I teaterrummet har man muligheden for at forstørre følelsen. Det er en fin balance, for man fratager folk muligheden for at danne sig sine egne billeder til musikken og det kan falde helt til jorden. Men det er et spændende sted at være, for man bombarderer publikum på flere sanser. Og jeg tror, at i en tid hvor folk er meget stressede og måske ikke har tid til virkelig at lytte til for eksempel en klassisk plade, har man brug for lidt mere krydderi og en mere intens oplevelse.«

SARA GRABOW

  • Født 1979
  • Sara Grabow har i efteråret kunnet høres i den stort anlagte Beatles teaterkoncert, ’Come Together’ på Østre Gasværk. Hun har desuden medvirket i TV-2 teaterkoncerten »Hele Verden Fra Forstanden« og »Beach Boys« på Århus Teater
  • Hun har sunget kor for blandt andre Tue West og Rasmus Nøhr.
  • I 2000 turnerede hun som korsanger for sin far, Sebastian.
  • Et af Saras første bands var duoen Sara Noah, som hun lavede med en anden musiker med en kendt forælder, nemlig Noah Rosannes, søn af countrysangerinden Tamra Rosannes.
  • Efter teaterkoncerten »Før Det Bliver Sagt«, tager ditbandmitband på en almindelig turné, uden teaterscenografi.

 

Det mener læserne

0 kommentarer
 
 

Indsend kommentar

 
 
 
 
*Felter markeret med stjerne er obligatoriske og skal udfyldes

Kommentarer

 
 





 
 
 
 

guides til byen

 
Koncerter på vej 50 Cent er på vej til København. Se, hvem der ellers er på vej til byen i AOKs liste over de største kommende koncerter.
Koncertlister AOKs samlede indgang til byens spillesteder.
Ugens udgivelse The Kissaway Trail - Sleep Mountain
Fynske The Kissaway Trails har virkelig fundet melodien igen. Bandets nye album fremstår helstøbt og stilsikkert.
Læs mere
Mest hørte lige nu Hvad er in og hvad er out? Her kan du se, hvad danskerne lytter mest til netop nu.
Årets Fredagsrock er afsløret Tivoli er klar med en ny omgang Fredagsrock. 24 kunstnere har fundet vej til programmet, der igen byder på både nyt og gammelt. De første Fredagsrocktoner lyder 16. april klokken 22.
Dansk rocks to modpoler Den ene er sky anmelder- darling, dj og elektrorockens gyldne dreng. Den anden er folkelig, glad og ikke bange for at pop-rime hjerte på smerte. Begge er klar med ny album og koncerter i København.
"Jeg er blevet alt for gammel til at prøve at lade som om" Dj og hitmager Kasper Bjørke har lige udgivet sit andet soloalbum. Og man kan både støvsuge, vaske op og knalde til det.
»Vi kommer med nye farver« Der har aldrig været så mange unge, stærke solo-sangerinder i Danmark som nu. Én af dem, RebekkaMaria, opfordrer til sammenhold og vejfest i stedet for hønsegård.
Vi har aldrig skrevet en rigtig sang før nu Efterklang er international kult, udenlandske anmeldere kalder den excentriske pop unik og mesterlig. Nu udfordrer det danske band succes og de mange hardcore fans med noget så usædvanligt som helt almindelige vers-omkvæd-vers sange på nyt album. Og publikum må gerne klappe med.
Montmartre åbner for jazz igen Det er musiker Niels Lan Doky, der står bag genåbningen af det legendariske jazzspillested Montmartre.