Men lad os spole tiden tilbage til 2004, hvor Win Butler, Régine Chassagne og resten af det canadiske kollektiv udgav debutalbummet »Funeral«.
Det var en uforlignelig melange af patos, angst og smukt svungne melodier, som øjeblikkeligt gjorde bandet til anmelderdarlings og favoritter for alverdens indierock-sjæle. Først tre år senere vendte de tilbage med »Neon Bible«, som lignede en reaktion mod den popularitet, der var blevet dem til del.
For vel var sangene stærke, men produktionen var mørk, og det krævede vilje at nå ind til dem. Dette »Vi sorterer alle fans som er medløbere fra«-greb havde man før set Nirvana foretage med »In Utero«, og da Arcade Fire sidste år udgav »Suburbs« var de inde ved benet, ved kernen af fans.
Men det koncept-flirtende album om livet i forstæderne var for godt til kun at tale til hardcore tilhængere, og med »Ready To Start« leverede de deres til dato bedste nummer. En fuldendt forening af et dirrende og dramatisk arrangement, en knejsende melodi og så Win Butlers fabelagtige tekst og stemme.
»Businessmen drink my blood/Like the kids in art school said they would«, synger han, og når først linjerne har nået ørerne, så kører de videre inde i hovedet, under huden. Og handler de egentlig ikke om en musiker, som udnyttes af pladeselskaberne? Om kapitalens udnyttelse af kunsten? Måske, men som alle store kunstnere, lader Win Butler – og resten af Arcade Fire – svaret blæse i vinden.
Mens de som band står stolt, værdigt og en kende trodsigt i mainstreamen. Og hvor bliver det bare spændende at høre, om »Ready To Start« og alle de andre sange får vinger, når Arcade Fire gæster Ballerup SuperArena på lørdag.
Hvad: Arcade Fire
Hvor: Ballerup Super Arena
Hvornår: 27. august 2011
Hvordan: 400-450 kr. plus gebyr