Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Musik | 13/05/15

Anmeldelse: Nick Cave i Koncerthuset

  • Nick Cave og band ramte den mesterlige musikalske guldåre, så det fossede ud i Koncerthuset, hvor publikummer i massevis gatecrashede scenen Foto: Jens Nørgaard Larsen

    Nick Cave og band ramte den mesterlige musikalske guldåre, så det fossede ud i Koncerthuset, hvor publikummer i massevis gatecrashede scenen

    Foto: Jens Nørgaard Larsen
Nick Cave og band ramte den mesterlige musikalske guldåre, så det fossede ud i Koncerthuset, hvor publikummer i massevis gatecrashede scenen

57-årige Nick Cave er kontrasternes mand.

Den australske alfahans omfangsrige oeuvre spænder fra energiske, infame postpunk-tordenkiler, undfanget i en orkan af kaos og selvdestruktion, til de nytestementlige, melankolitilsodede kærlighedssalmer, snedkereret sirligt bag flygelet. Fra svulstig støj til sørgmodig skønhed.

Fremførelsen af begge typer af kompositioner mestrer Cave uforligneligt i liveregi, når han vel og mærke rammer guldåren. Det gjorde han klokkeklart i selskab med sine fire velspillende kumpaner fra The Bad Seeds, ved det første af to udsolgte shows i Koncerthuset. Her fik de fem velklædte herrer ikke bare åren til at springe læk, de fik det til at fosse ud med musikalske guldklumper i fuld eruption.

Fra starten gik med »We Real Cool« gav den sprælske showdjævel Cave sig maksimalt i rollen som skiftevis depraveret, libidoramt dommedagspendant til Elvis’ Las Vegas-entertainer, og indfølt balladeartist placeret ved tangenterne, med det bankende og blødende hjerte uden på det skræddersyede jakkesæt.

Og netop Caves hjertebanken fik store dele af publikum snart at føle up, close and personal.                        

»Can You Hear My Heartbeat?«

I gudesmukke »Brompton Oratory« tog han en valset svingom med en kælen kvinde fra publikum. Afslutningsvis fik hun et ordentligt smækkys med hjem til mindekassen.

Herefter kom Koncerthusets vagter på overarbejde. Under den fortrinlige dæmoniske »Higgs Bosom Blues« gatecrashede publikum scenen i stor stil. Cave spillede velvilligt med på løjerne. »Can You Hear My Heartbeat?« messede han spørgende.

Det kunne de, som stod med grabberne solidt plantet på fuglebrystet af rocklegenden bogstavelig talt. »Boom Boom Boom« svarede disciplene igen i kor. Det var masser af hjerterytme i den aldrende sprællemand.

Og så blev der elles skudt videoer på de små firkantede skærme til den store guldmedalje. Småirriterende. Måske? Men kan man næsten klandre de heldige asener, der var så tæt på ikonet? Jeg havde i hvert fald ikke travlt med at lade mig distrahere af det.

Langskæggede Warren Ellis molesterede fabelagtig sonisk dissonans ud af skiftevis sin 4-strengede Eastwood-tenorguitar og den distortede violin, hvilket fik mere viltre numre som storswingende »Red Right Hand«, »Mermaids«, mareridtssalven »From Her To Eternity«, »Jubilee Street« og karnevalsdødsbluesen i »Up Jumped The Devil« til at antage nye former. Inciterende.        

Af de mere neddæmpede indslag storskinnede særligt den opløftende »The Ship Song«, harmonikaelegien »Black Hair« om det kuldslåede forhold til kollegaen PJ Harvey, den omarrangerede udgave af dødsgangskvadet »The Mercy Seat« og »We No Who U R«.

Men i det store regnskab, var der ikke et eneste decideret fejlskud, i det over to timer lange sæt. »Some people say it's just rock 'n' roll, but it gets you right down to your soul« sang Cave i den sugende vuggevise »Push The Sky Away«. Man kunne kun give ham ret. Det gnavede sig ind i sjælen og fik hjertet til at galoppere i dobbelttempo.

Hvem: Nick Cave
Hvor: Koncerthuset i DR Byen, tirsdag den 12. maj