Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Musik | 01/10/17

Anmeldelse: Diana Krall - den generøse diva

  • Den canadiske sangerinde og pianist Diana Krall på scenen i Operaen, lørdag aften. Foto:Torben Christensen Foto: Ikke oplyst

    Den canadiske sangerinde og pianist Diana Krall på scenen i Operaen, lørdag aften. Foto:Torben Christensen

Den canadiske sangerinde og pianist Diana Krall viste nok engang sit betragtelige format, da hun lørdag i Operaen gav en koncert, hvor der også blev god plads til hendes fine medmusikere

Diana Krall

Operaen, lørdag aften

Der skal ikke så mange takter til, før det står klart, at hun ikke er til at komme uden om, den nu 52-årige canadiske sangerinde og pianist Diana Krall. I hvert fald ikke hvis det handler om tidens betydeligste og mest kompetente jazzstjerner og ikke mindst om dens divaer.

Denne aften i Operaen var det »Deed I Do«, en 90 år gammel traver, som Diana Krall lige gjorde totalt tidløs i et godt uptempo for dermed at skabe en perfekt ouverture til de næste to timers musiceren.

Ikke blot fik hun lanceret sin sensitive stemme og sit magtfulde tangentspil, hun gav også god plads for sine medmusikere. Det var kort sagt en både charmerende og generøs kunstner, der var på scenen, og ret beset skulle man da også opleve en jazzkvintet i lige så høj grad som en stjerne med akkompagnement.

Diana Krall er først og fremmest forankret i den store »klassiske« amerikanske sangbog, men hun har også gennem årene haft afstikkere til nyere populærmusikalske sange og til egne værker, men som det var tilfældet med hendes seneste udgivelse »Turn Up The Quiet« var det også denne aften de gamle sange og de gamle dyder, der primært var fokus. Uden at det havnede i hverken retro eller nostalgi. Tværtimod.

Noget så banalt som kærlighed var det overordnede tema, hvilket snart fremgik af en dejligt swingende version af Bert Kaempferts »L-O-V-E« og ikke mindst af en inderlig og intim formidling af Rodgers & Hart-klassikeren »Isn’t It Romantic«.

Men som antydet var det ikke blot aftenens stjerne, der fik lov til at lyse – i en i øvrigt ganske smagfuld lyd- og lyssætning. Her var musikere, der kunne deres kram og som kunne reflektere på og berige det »krall’ske« univers.

Bassisten Robert Hurst og trommeslageren Karriem Riggins sikrede fundamentet og lidt til, og så var der gode portioner af begavet solospil fra guitaristen Anthony Wilson og violinisten Stuart Duncan .

Ja, sidstnævnte formåede faktisk gang på gang at stjæle billedet med en strengeleg, der rummede både sigøjnerjazz og westernswing og efterklange af salig Svend Asmussen, og som dertil var dybt original og helt i overensstemmelse med tid og sted. Nævnes skal hans lyriske spil i den højromantisk udgave af »Moonglow« og hans herlige dialog med Anthony Wilson i »On The Sunny Side of The Street«.

Diana Krall blev dog aldrig kørt ud på et sidespor, og med strejftog i den gamle sangbog, suppleret af værker fra Tom Waits, Joni Mitchell og Antonio Carlos Jobim, fik hun vist sit format som en troværdig vokalkunstner og en suveræn jazzpianist.

Aftenen blev afrundet med Bob Dylans »Wallflower«, hvor Stuart Duncan sang en smuk andenstemme, og jazzklassikeren »East of The Sun« i et råswingende regi. Og slutteligt den bløde latin-dans »Sway«, så sart-vemodig og så super-romantisk, at man ubesværet kunne svæve ud i efterårsnatten.

Den canadiske sangerinde og pianist Diana Krall og hendes sekundanter på scenen i Operaen, lørdag aften. Foto:Torben Christensen Foto: Ikke oplyst

Skriv en kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Kommentarer

AOK Tjenester