Tre korte numre.
Det var, hvad den mexicanske superstjerne, tenoren Rolando Villazón nåede at give, inden han søndag aften måtte opgive at synge videre ved en længe imødeset koncert i Tivolis Koncertsal.
Allerede inden koncertens begyndelse havde Tivolis musikchef, Henrik Engelbrecht, advaret om, at der kunne blive problemer. Den sympatiske, 38-årige sanger havde nemlig forinden fortalt, at han muligvis - men kun muligvis - ville synge mindre end perfekt, fordi han var blevet ramt af forkølelse.
Desværre gik det altså meget værre.
Kiks og hoste
Aftenens første nummer, en arie af den franske komponist Charles Gounod, blev givet med tydelige halsproblemer, små kiks og lidt hoste. Det fortsatte i samme skure i endnu en arie af Charles Gounod, og i en Gounod-duet med den glimrende sopran Stéphanie Loris blev problemerne endnu tydeligere.
Læs også:
Forbrugerrådet: Klag over koncert
Musikchef i modvind
Det var, som om Villazón skiftevis slukkede og tændte for lyden, så man kun i passager fik den fulde oplevelse af hans varme, smidige og meget musikalske stemme. Herefter blev en duet aflyst, og resten af første del af koncerten stod en anden gæstesopran, Audrey Kessedjian, for, i samarbejde med Tivolis Symfoniorkester og aftenens dirigent, Marco Zambelli.
Herefter så man ikke mere til Rolando Villazón.
Taget hjem til hotel
Efter pausen kom musikchefen flere gange på scenen og forklarede, hvordan stjernen stadig håbede at kunne komme på scenen igen. Der blev byttet om på programmet, så han fik mere tid til at komme sig, men lige meget hjalp det.
Ved 21.30 tiden fortalte musikchefen den stopfyldte sal, at Rolando Villazón allerede var taget hjem til sit hotel.
Den kiksede koncert er særligt bekymrende, idet Rolando Villazón i flere perioder har døjet med alvorlige problemer med stemmen. Han holdt en længere pause i 2007, og så sent som i april sidste år gik han igen på stand by, fordi han skulle opereres i halsen.
Skriv til Tivoli
Hos Tivoli er man ærgerlig over hændelsen, men publikum får ikke automatisk pengene tilbage. Der er dog lidt at hente for frustrerede gæster:
»De folk, som føler, at de ikke har fået fuld valuta for pengene må skrive til os, så vi kan finde ud af en form for kompensation,« siger Tivolis kommunikationsmedarbejder Simon Verheij.
Hvad: Koncert med tenoren Rolando Villazón
Hvor: Tivolis Koncertsal
Hvornår: Søndag den 8. august 2010
Af Jørgen Schang Nielsen11/08/10, 09:30
Villazon
100% enig med Helle Rask. Jeg tror tillige, at Tivoli forsøger at forsvare den største indtjening, man nogensinde har haft ved en koncert. Vi skal høre Jonas Kaufmann senere. Vel en af de 3 bedste tenorer pt i Verden og det til et billetpris niveau, der er nær det halve. Hans kontraktpris er givet ikke lavere end Villazons, og jeg vil ikke tro, at Villazon kræver fuld betaling for den katastrofale optræden og/eller en af parterne har måske tillige en forsikring.
Hans Engelbrechts optræden er langt under det niveau Tivolis koncertsal ellers er kendt for.
Af Helle Rask09/08/10, 20:05
Uprofessionel håndtering af koncertforløb
Ærgerligt at få sådan en kedelig oplevelse med Rolando Vilazon. Koncersten skulle have været aflyst og det stod klokkeklart fra start.
Hvorfor mon
musikchefen så lader koncerten fortsætte og mene at vi kan spises af med musik og 2 sopraner, som vi i princippet ikke har bøbt billet til. Jo, det er nok for at strække arrangementet ind i 2 afdeling, så han kunne slippe for tilbagebetaling.
Helt igennem uhørt behandling af publikum.
Af Birgit Jul09/08/10, 19:18
Stor skuffelse over koncert med Rolando Villazón
Købte billet i 2009 og valgte at ombytte til 2010 for at opleve Rolando Villazón live. Billetten lå i ovennævnte prisklasse og forventningerne var meget store selvsagt. Allerede da musikchefen kom med advarslen løb det én koldt ned af ryggen. Noget var ihvertfald ikke, som det skulle være. Efter første nummer var det klart, at Ronaldo Villazón ihvertfald ikke kunne gennemføre aftenens program. Fustrationen var stor. Koncerten skulle have været aflyst fra start. Publimum bør have pengene tilbagebetalt.