Føj til favoritter Del Send
Interviews | 04/03/15

Vores København: Scarlet Pleasure

  • Scarlet Pleasure består af Alexander (til venstre), Emil (i midten) og Joachim. Foto: Rasmus Weng Karlsen

    Scarlet Pleasure består af Alexander (til venstre), Emil (i midten) og Joachim.

    Foto: Rasmus Weng Karlsen
Det soulpoppede trekløver fra Scarlet Pleasure er turné-aktuelle. Vi har spurgt dem, hvor de shopper tøj, drikker kaffe og fester igennem.

2014 blev året, hvor den danske trio Scarlet Pleasure virkelig slog igennem i Danmark, og i år tager de så på landsdækkende turné.

Men hvad laver de tre hippe fyre, når de ikke står på scenen? Oplev København gennem hele seks øjne i selskab med et af kongerigets mest hypede bands.

Lad os starte blødt ud: Hvad hedder I, og hvad er jeres rolle i Scarlet Pleasure?
»Jamen jeg hedder Emil og jeg synger,« siger en blondt og gennemstylet fyr, inden de to mørkhårde bandmedlemmer tager over: »Mit navn er Alexander og jeg spiller bas.«, »Jeg hedder Joachim og jeg slår løs på trommerne.«

Hvad går jeres tid med i disse dage?

Emil: »Vi øver op til vores tourstart den 6. marts. Vi kan love, at det bliver et festfyrværkeri af karat med oppustelige stole, hvide lavalamper, sølvjakker og future sex.«

Læs også: Mit København - Tobias Dybvad

Ok, det lyder heftigt. Hvordan vil I beskrive jeres forhold til København?

Alexander: »Jeg kan vist godt afsløre, at vi elsker København. Derfor ser vi også frem til at ramme hovedstadsområdet med vores koncerter i den kommende tid.«

Joachim: »Tidligere i dag snakkede vi om, hvordan Dronning Louises Bro er et fandens poetisk sted, ligegyldig om det er vinter eller sommer. På en eller anden måde er der bare noget fabelagtigt over den.«

Hvad er så det bedste ved København?

Alexander: »Pigerne!«

Og det værste?

Joachim: »Mageligheden. Nogle gange er der simpelhen for komfortabelt i København til at folk gider at gøre sig fucking umage.«

Hvor går I hen for at få en bid mad?

Emil: »Så går turen til Sliders. Det er et godt sted. Man bliver aldrig træt af burger, og Sliders har bare nogle exceptionelt funky nogle af slagsen.

Se billederne: Sådan er en tur på Sliders

I elsker Dronning Louises Bro og spiser burgere på Sliders. Det lader til, at I elsker Nørrebro. Er det så også der, I drikker jeres kaffe?

Alexander: »Ja, helt sikkert. Hos Coffee Collective i Jægersborggade eller nogle af deres andre steder, hvis vi ikke lige er på Nørrebro. Livet er for kort til dårlig kaffe.«

I har en temmelig funky stil, for nu at bruge et af Emils ord. Hvor shopper I tøj henne?

Emil: »Second hand-butikken BauBau i Birkegade er et hit. Jeg kan godt lide at man kan købe tøj som har været overdrevet dyrt engang til en rimelig pris.«

Hvor går I ellers hen, når I skal hygge i København?

Joachim: »På Condesa overfor Christiansborg er der både mexicansk mad, mexicansk øl og piger at få. Det er en skøn kombi. Ellers er der The Living Room i Pisserenden, som er god til smoothies og piger. Ok, jeg kan godt lide piger.«

Læs også: Vores København - Silas Holst og Mathilde Norholt

Den er noteret. Hvor ynder I så selv at gå til koncert i byen?

Alexander: »Vi går faktisk ikke særlig meget til koncert. Det sker mest, når vi ser vores venner spille, og det sker tit i VEGA

Hvor går Scarlet Pleasure i byen i København?

Emil: »Vi ELSKER privatfester, men det er alt for sjældent, at folk holder dem. Så vi ender hele tiden på Sunday Club, og der kan man også godt få en 'privatfest-feeling' op at køre. Ellers er barerne og klubberne i Kødbyen om sommeren også gode.«

Hvor slapper I af?

Joachim: »Vi slapper ikke så meget af for tiden, men når det sker, så sker det vel derhjemme. Helst med en god krigsfilm på fjernsynet.«

Hvad ville I vise frem, hvis I havde ansvaret for en turist i København?

Alexander: »Tage ham i hånden - gå ned til Langelinie og vise ham vores prægtige Lille Havfrue, købe en fransk hotdog og en is og så bare stå på Rådhuspladsen og mærke stemningen.«

I hovedstadsområdet har du i løbet af marts måned mulighed for at høre Scarlet Pleasure med ANYA som support følgende steder:

6/3:   Albertslund, Forbrændingen (support: ANYA)
13/3: Roskilde, Gimle
20/3: Rødovre, Viften (support: ANYA)
27/3: København, Store Vega (support: ANYA og Borneland)