…
Når man er syv år gammel og mest ser frem til at dansen om juletræet er overstået, så er en almindelig gudstjeneste en lang affære. Derfor afholder en række københavnske folkekirker særlige julegudstjenester i børnehøjde, der passer til børnenes flygtige opmærksomhed.
”Vi skal høre julehistorien om Maria og Josef, den gamle stald og barnet i krybben. Vi skal høre om den fantastiske stjerne der viste sig på himlen, om de rødnæsede hyrder på marken og englene der sang om Guds fred til alle mennesker," siger sognepræst Inge Lise Løkkegaard, sognepræst i Grundtvigs Kirke på Bispebjerg.
Kirken er en af de syv, der afholder de særlige gudstjenester juleaftensdag. Udover at selve messen er tænkt til børn, har de syv folkekirker også tænkt på, at tidspunktet for gudstjenesten skal passe ind i børnefamiliernes juleaftensdag. Det betyder, at de også er kortere end normalt.
Det er anden gang, at Grundtvigs Kirke tilrettelægger en julegudstjeneste særligt til børn, og i år er andre kirker fulgt trop. Årsagen er såre simpel, for sidste års særgudstjenester var en stor succes, forklarer kirken.
"Det er vores oplevelse, at mange gerne vil give børnene oplevelsen af at gå i kirke juleaften, men har svært ved at få det hele til at hænge sammen. Vi vil alle sammen gerne gøre noget ekstra for børnene på denne vigtige dag, selvom der også er utrolig mange praktiske gøremål, og ting der skal nås," siger Inge Lise Løkkegaard.
Her kan du gå til gudstjeneste for børn juleaftensdag
Sct. Andreas Kirke i Indre København
Hvor: Gothersgade 148, 1124 København K
Hvornår: Fra klokken 11.00, 24. december 2012
Sankt Pauls Kirke i Indre København
Hvor: Gernersgade 33, 1319 København
Hvornår: Fra klokken 14.00, 24. december 2012
Frederiksberg Kirke på Frederiksberg
Hvor: Frederiksberg Allé 71, 1820 Frederiksberg C
Hvornår: Fra klokken 13.30, 24. december 2012
Sankt Markus Kirke på Frederiksberg
Hvor: Skt. Markus Plads, 1921 Frederiksberg
Hvornår: Fra klokken 14.00, 24. december 2012
Allehelgens Kirke på Amager
Hvor: Ungarnsgade 43, 2300 København S
Hvornår: Fra klokken 12.00, 24. december 2012
Grundtvigs Kirke på Bispebjerg
Hvor: På Bjerget 14B, 2400 København NV
Hvornår: Fra klokken 13.00 til 13.30, 24. december 2012.
Husum Kirke i Brønshøj
Hvor: Korsager Allé 14, 2700 Brønshøj
Hvornår: Fra klokken 13.00, 24. december 2012