Omtale
Føj til favoritter Del Send
For børn | 14/02/13

Guide: Fire fede børnetøjsbutikker på Østerbro

  • Purebaby Foto: Morten GermundPurebaby Foto: Morten Germund
København Ø er det rene mekka for købelystne forældre. Men hvor går man hen, når man vil have noget, der er lidt mere usædvanligt end de gængse sparkedragter og uldne bodyer? Vi guider dig til de fedeste børnetøjsbutikker på Østerbro.

Østerbro har længe haft et ry for at være børnefamiliernes højborg. Mange vælger at flytte til denne mere rolige del af byen, når familielivet melder sig, men man alligevel ikke er nået så langt som til villa, volvo og vovse i provinsen.

Bydelen bærer tydeligt præg af, at her bor mange børn; der er en massiv mængde af butikker med børnetøj og børnegear i alle afskygninger.

Her kan alle mødre få tilfredsstillet deres spirrende købelyst, der typisk følger med moderskabet, om så hun er til al ting i spraglede farver og larmende mønstre eller til det uforarbejdede i naturlige materialer og jordnære farver.

Her kan du få et overblik over, hvilke butikker du skal gå efter, hvis du er på udkig efter noget, der er lidt udover det sædvanlige, når det kommer til butikskoncept, kvalitet og atmosfære.

Ziestha

Ndr. Frihavnsgade 86
2100 København Ø

Ziestha - et unikt sammensat udvalg

Foto: Iris

Fine mønstre, kraftige materialer og knald på farverne. Hvis du elsker at klæde dit barn i god kvalitet og i snit, der minder dig om din egen barndom, er Ziestha på Ndr. Frihavnsgade stedet.

Der er altid lige en farvet kant eller en finurlig knap på Ziesthas tøj, der forhandles fra butikken på Ndr. Frihavnsgade med samme navn. Ud over at forhandle tøjet Ziestha til børn i alderen 0-10 år, har butikken et lille udvalg i sutsko fra det franske mærke Collégien og et stort udvalg af papirvarer, håndplukket interiør og klassiske børnebøger.

Faktisk er det lidt som at træde ind i en slikbutik, når man åbner døren til Ziestha. Det spraglede tøj i tunge materialer går godt i spænd med bl.a. notesbøger i uimodståelige mønstre fra House Doctor til rimelige priser, papirvarer og tape fra MT Masking Tape og retroplakater fra 1950’erne og 60’erne af den svenske illustrator Ingela.

“Vi er en skæv livsstilsbutik med design til middelpriser. Vi vægter “need to have” over “want to have”, for vores udvalg af design bærer præg af at være funktionelle designobjekter. Ikke pussenusset design, men design med stringente linjer,” siger ansat i butikken Helle Jakobsen.

Men det stringente design, der præger butikken blødes op med en god portion humor. F.eks. kan du købe en gigantisk dåse med et helt kilo kakao.

Kvinden bag Ziestha hedder Anja Haugsbyrdt, og mærket har eksisteret siden 2005. Den fysiske butik har tidligere ligget på Strandboulevarden siden 2009, men flyttede i september 2012 til den nuværende adresse på Ndr. Frihavnsgade 86.

Butikken er også et oplagt valg, hvis du er helt tom for ideer til en gave eller egentlig bare mangler en lille ting til dig selv eller dit barn.

Hvad: Ziestha
Hvor: Ndr. Frihavnsgade 86, 2100 København Ø
Hvornår: Mandag-fredag: 11-17:30, lørdag:10-14 (15, hvis der er travlt).
Tlf.: 26206653
www.ziestha.dk

Normann Copenhagens børneafdeling

Østerbrogade 70
2100 København Ø

Normann Copenhagens børneafdeling - et anderledes koncept

Normann Copenhagens butik på Østerbro. Foto: Normann Copenhagen PR

Når Normann Copenhagen køber ind til deres børneafdeling i den 1700 m2 store multikonceptbutik, tænker de ikke praktisk, men udelukkende i, hvad de synes om.

Dette er en usædvanlig fremgangsmåde i forhold til andre børnetøjsbutikker, der skal tænke i at have sparkedragter i alle farver, undertøj, huer om vinteren, sommerhatte om sommeren osv.

“For os er det tidens trends, der er vigtige,” siger indkøber i børneafdelingen Signe Pedersen og fortsætter: “Forrige år købte vi f.eks. 200 balletskørter hjem udelukkende fordi, at vi var vilde med dem. Vi dækker ikke alle behov en kunde har til sit barns garderobe, men tilbyder det “ekstra”.”

Afdelingens udvalg i børnetøjsmærker udstråler da også en kreativ, men selektiv tilgang til børnetøj. På bøjlerne hænger mærkerne Mini Rodini, Little Remix, Mads Nørgaard, Soft Gallery, Acne, Mar Mar, Gro, Katvig, Milibe og Bobo Choses, der alle er mærker kendt for høj kvalitet og et ekstra touch.

Ud over børnetøj til børn i alderen fra 0-14 år, har børneafdelingen et større udvalg af legetøj og interiør til børneværelset. F.eks. humoristisk legetøjsmad i bløde materialer, smukt illustrerede malebøger, tumlemøbler fra Bobles, tæpper fra HAY, Muumi-børneservice fra Iittalla og meget mere.

Som kunde vil man opleve, at der altid er noget nyt at finde i afdelingen - der er nemlig stor udskiftning, da indkøberne løbende fornyer udvalget med små, ukendte mærker, de falder over og falder for. Dog er udvalget af børnetøjsmærker nogenlunde fast.

Men tøj, legetøj og interiør er ikke det eneste Normann Copenhagens børneafdeling har at byde på. Her er også et lille eksklusivt udvalg af børnemøbler til den kræsne forælder.

Så er man på udkig efter en seng, et puslebord eller måske en barnestol, der ikke er de sædvanlige modeller, som alle har, kan du være heldig at finde det helt rigtige her.

Hvad: Normann Copenhagen - børneafdeling
Hvor: Østerbrogade 70, København Ø
Hvornår: mandag - fredag: 10-18, lørdag: 10-16
Tlf.: 35554459
www.normann-copenhagen.com

Greibe & Kumari

Nordre Frihavnsgade 60
2100 København Ø

Greibe & Kumari - den fine genbrugsbutik

Foto: Iris

Der er ikke meget genbrugsstemning over butikken, Greibe & Kumari i Ndr. Frihavnsgade. Udvalget af børnetøj er sæsonbestemt, kun lettere brugt og meget gerne af fransk oprindelse.

Genbrugsbutikken med det finurlige navn Greibe & Kumari minder ikke om den typiske butik inden for sin kategori. Og det skyldes, at der i den hyggelige butik på Ndr. Frihavnsgade er kræset ekstra nøje om udvælgelsen af det tøj, der sælges. Butikken emmer af den særlige stemning, som er betegnende for Østerbro: Fint, fransk og afdæmpede farver.

Ud over afdelingen med voksentøj, har butikken en næsten ligeså stor afdeling med lettere brugt børnetøj af nyere dato.

Her er ingen slidte eller halvsløje brugte bodyer til baby, men derimod f.eks. bløde babykjoler i libertyprint fra Poppy Rose, fine hæklede trøjer fra Bon Ton eller tykke fløjlsbukser fra Miniature. Der er ikke langt imellem snapsene - og hvis du ikke lige finder det, du mangler til dit barn, kan du sagtens være heldig dagen efter.

Greibe & Kumari tager nemlig dit brugte børnetøj i kommission hver dag mellem kl. 11 og 14. Og hvis dette tidsrum ikke passer dig, kan du ringe og bestille en tid til indlevering. Når butikken sælger dit tøj, får du 50% af salgsprisen.

Men som sagt tager butikken kun imod det allerbedste, og de foretrækker mærker som franske Bon Point, Bon Ton og Petit Bateau, og danske som Miniature, Soft Gallery og Poppy Rose.

Butikkens udvalg af børnetøj er delt op i sæsonvarer, så du har god mulighed for at finde det, du skal bruge nu og her. Og det eneste, der ikke er genbrug, er strømper fra det danske mærke LIMONADE, hvis fine riflede strømper i douche farver akkompagnerer butikkens øvrige indhold godt.

Hvad: Greibe & Kumari
Hvor: Ndr. Frihavnsgade 60, 2100 København Ø
Hvornår: Mandag til fredag kl. 11-17:30 og lørdag kl. 10-14.

Purebaby - en naturlig start

Willemoesgade 4
2100 København Ø

Purebaby - en naturlig start

Foto: Nils Meilvang

For mange nybagte forældre er Purebaby det naturlige stop, når de første råhvide stofbleer, bodystockings og bleer skal købes ind.

Netop »naturlig« er det helt rigtige ord til at beskrive varerne i Pureshop, der består af lækre, økologiske og miljøvenlige baby- og børneprodukter. Og derudover også et stort udvalg af skøhedsprodukter til mor fra mærkerne Rudolph Care, Weleda og Lavera, og et mindre udvalg af amme bh’er fra mærket Engel samt ammetøj fra Milker.

Der er ikke så meget pjank og fjas, farver eller finurligheder ved Purebabys produkter.

Filosofien er nemlig, at børn har brug for visuel ro, sanselige materialer i naturlig kvalitet samt rene og giftfrie omgivelser. Derfor er der økologiske tekstiler i alle led; som i de fine cardigans i letstrikket alpacauld. Og ud over lækre børnetøjsmærker som Serendipity, Green Cotton, Selana og Engel, kan man også købe naturlegetøj i butikken.

Her fører Purebaby blandt andet en bidering i giftfrit naturgummi, som ømme gummer kan gumle på, når der er tænder på vej, bamser i uld og trælegetøj indfarvet med plantefarver.

Purebaby har to butikker: én på Falkoner Allé på Frederiksberg og én i Willemoesgade på Østerbro.

Hvad: Økologisk børnetøj
Hvor: Purebaby, Willemoesgade 4, 2100 København Ø
Hvornår: Man.-fre. kl. 11-17.30 og lør. kl. 11-15

 

Det mener brugerne..

Skriv en kommentar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar. Log ind eller Register

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: Torkil Adsersen
Byliv | 04/11/13

Guides til København

Få inspiration til en aften, en dag eller en weekend i København. Vi har samlet vores guides her.

AOK Tjenester