Der er så dejligt ude på landet, men desværre er der også en skole ledet af en inspektør, der som en pædagogisk dinosaur styrer eleverne med benhårdt tyranni.

Vi befinder os ellers i 1969, hvor de begivenheder, der siden blev kendt som ungdomsoprøret, frigjorde kreative kræfter, fik autoriteter til at krakelere og etablerede mere afslappede former for samvær. Den slags gør bare intet indtryk på den urokkeligt selvsikre skoleinspektør Lindum Svendsen i en idyllisk dansk provins, hvor ingen studenter ryger hash eller bygger barrikader, men tyrannen går alligevel for vidt, da han i raseri afstraffer eleven Frits ved nærmest at rive et øre af ham.

Den 13-årige Frits er hovedpersonen i Niels Arden Oplevs film »Drømmen«, og han er en lille helt, der har Martin Luther King som forbillede og ikke finder sig i alting. Men selv om han støttes moralsk af den langhårede og altså progressive lærervikar Freddie Svale, er Frits oppe mod magtfulde kræfter, som straks former en falanks for at beskytte Lindum Svendsen - og ydermere svækkes Frits af, at nok er hans djærve landboforældre flinke og forstående, men hans far døjer med psykiske problemer, der kan bruges som våben mod familien.

Fronten er med andre ord trukket skarpt op i »Drømmen«, der ikke minder spor om Niels Arden Oplevs debutfilm, det brutale krimidrama »Portland« fra Aalborg, eller om hans bizarre, mere skæve end skægge komedie »Fukssvansen«. For i sin nye film vil Oplev hverken være skrap eller sær, men bredt favnende folkelig, og alting er derfor meget tydeligt og anskueligt i »Drømmen«, der er klar i stilen og klassisk i konflikten.

Det gør den til en konventionel film, men ikke en ligegyldig, selv om den er en anelse tung i travet og stiv i lemmerne, og skønt alle replikker ikke klinger lige mundret. Men dens skildring af såvel kadaverdisciplin i klasseværelset som ubarmhjertig mobning blandt børnene virker smerteligt realistisk, og dens grundlæggende indignation klinger ægte, om end også en smule anakronistisk.

Til gengæld er landskaberne kønne i »Drømmen«, der er indspillet på Ærø, og både Janus Dissing Rathke som idealisten Frits og Jens Jørn Spottag som hans mentalt ustabile far spiller med fornem følsomhed, ligesom Anders W. Berthelsen selvfølgelig er umådeligt tiltalende som den rare rebel Freddie Svale, selv om manden meget menneskeligt bliver svag og svigter i en afgørende situation.

Mest spektakulær er dog den formidable Bent Mejding som den salvelsesfulde diktator Lindum Svendsen, der ligner en moderne udgave af den sataniske rektor Meisling, som i sin tid plagede unge H.C. Andersen så grumt. Der er med andre ord intet nyt under solen i skolen, og trods sine til tider oprørende begivenheder er »Drømmen« en tryg oplevelse, fordi dens historie fremtræder så velkendt, og fordi den kun overrasker de steder, hvor man forventer det.

Bortset fra Peter Schrøder i en minimal birolle som komisk kordegn er »Drømmen« ingen humoristisk historie, men humanistisk og opbyggelig. Hvis Morten Korch havde skrevet »Det forsømte forår«, ville resultatet have lignet denne film, som man derfor ser med den venlige velvilje, der fødes af mødet med sobert håndværk og sympatiske intentioner.