I Kaspar Munks første spillefilm var der to piger og en dreng i et trekantsdrama, men nu er der tre piger i et venindedrama i en bredere historie og med en større variation i det filmiske udtryk. Laura (Julie Brochorst Andersen fra »Hold om mig«) er en helt almindelig gymnasiepige. Hun svinger godt med veninden Christine (Emilie Claudius Kruse).
De fester igennem, og drømmer om at komme i seng med en dreng, som de fleste gør i den alder. Når de bliver spurgt, om de har været i seng med nogen endnu, svarer de »Ja, sådan lidt« for at undgå at give et klart »nej«. Maria (Frederikke Dahl Hansen fra »Frit fald«) er ny på skolen, og hun kaster pludselig al sin opmærksomhed på Laura. Laura tager imod eventyret og Christine ryger helt ud til højre.
Læs også: De 10 mest populære film lige nu
På overfladen kunne det lyde som om, »You and Me Forever« handler om bedste-veninde-syndromet, som vi drenge og mænd har svært ved at sætte os ind i, men der er heldigvis mere universelle følelser på spil. Har vi ikke alle sammen stået der, hvor vi syntes, at vores forældre var lidt for fodformede, og hvor vi synes vennerne gjorde for meget som de plejede? Og så kommer der en stormvind forbi. Inspirerende, grænseløs, altopslugende og modig.
Alt det man ikke selv er i helt samme grad. Hvor langt skal man så gå med? Skal man begynde at brænde sit lys i flere ender som det nye idol eller skal man blive tilbage på sikker grund eller en fod hvert sted? Især når man er teenager er det meste af verden jo sort og hvidt i forvejen, og så er det fristende at gå hele vejen.
Kaspar Munk undgår de melodramatiske fælder i stoffet, og samtidig undgår han at gøre filmen til en eksklusiv pigetur ved at gøre følelserne universelle.
Samtidig har han gjort sig umage med castingen af de tre hovedroller. Julie Brochorst Andersen er med sine store øjne og sit åbne ansigt let at identificere sig med i hovedrollen. Emilie Claudius Kruse spiller skuffelsen mere realistisk end hysterisk og Frederikke Dahl Hansen skifter lydefrit fra smådiabolsk til ufarlig.
Og tilbage igen. »You and Me Forever« er bedre end »Tæl til 100« og de fleste andre ungdomsfilm vi har set de senere år. Den har en del af »Supervoksen«s champagnebobler og en del af »Råzone«s hårde knubs, men er alligevel helt sin egen med en fin hverdagsrealisme og problemstillinger, som de fleste kan identificere sig med.
Hemmeligheden ligger i valget af gode unge skuespillere og naturligvis også i et manuskript (skrevet af instruktøren), som formår at bevæge os og bevæge sig selv dramatisk fremad uden at blive overstyret og urealistisk.
Billedtekst: Laura (Julie Brochorst Andersen) - til højre - bliver fascineret af vilde Maria (Frederikke Dahl Hansen) i en grad så veninden Christine ryger ud i mørket.
Hvad: You and Me Forever
Hvem: Af: Kaspar Munk, Med: Julie Brochorst Andersen, Emilie Claudius Kruse, Frederikke Dahl Hansen
Hvor: Premiere over hele landet
Se trailer:

Skriv en kommentar