Omtale
Føj til favoritter Del Send
Film | 12/02/18

TIBETANSK AFTEN: KUNDUN - MED MIDDAG

  • Foto: Ikke oplyst Lagt på af bruger:

Martin Scorseses billedskønne film om den 14. Dalai Lama vises med tibetansk vegetarmiddag den 28. marts. Billetpris: 195/165 kr. Kun køb, ingen reservation.

Brugeromtale
Oprettet af: Lotte Formenti / Cinemateket 12. feb 2018

Martin Scorseses billedskønne film om den 14. Dalai Lama vises med tibetansk vegetarmiddag den 28. marts. Billetpris: 195/165 kr. Kun køb, ingen reservation – og fristen er 21. marts.

Køb billetter her: http://bit.ly/2DGsfQj

--------------------
OM 'KUNDUN'
--------------------

Filmen følger Tenzin Gyatso fra barnsben i 1939, hvor han identificeres som reinkarnationen af Dalai Lama, frem til flugten til Indien i 1959 i kølvandet på Kinas invasion. Filmen udspiller sig ved første øjekast langt fra Scorseses hjemmebane – vi er nærmest så langt fra New York, som vi kan komme, rockmusikken er ingen steder at høre, og vores hovedkarakter praktiserer ikke-vold.

Af netop disse årsager er ’Kundun’ et vigtigt kapitel i Scorseses karriere, hvor den står som et stærkt spirituelt argument imod den materialitet, der optager hans øvrige karakterer. Den meditative effekt hjælpes godt på vej af Roger Deakins’ fotografering og Philip Glass’ hypnotiserende musik.

---------------------------
FILMSKABEREN,
SØNNEN &
DEN HELLIGE ÅND
----------------------------

Vi mistede næsten en af de største instruktører til gejstligheden, men heldigvis for filmmediet blev det ikke til lang tid på seminariet, før den tidligere alterdreng Martin Scorsese hængte præstekåben endegyldigt på krogen og valgte filmkarrieren. Men det betød ikke, at hverken troen eller spiritualiteten forlod cineasten fra New York. Især har katolicismen haft stor indflydelse på hans film, hvor skyld og frelse spiller essentielle roller i filmkarakterernes ensomme storbylede.

Der findes tre film i Scorseses værk, hvor han for en stund forlader asfaltjunglens hårdkogte krimi-eposser og i stedet behandler det religiøse og spirituelle direkte – uden at miste noget af sin filmiske kant.

I påsken viser Cinemateket dette triptykon af Scorseses spirituelt engagerede værker, hvor kampen mellem krop og sjæl, det profane og det sakrale, kommer i forgrunden. Det er historiske værker, der udspiller sig i romersk-besatte Judæa, Edo-Japan og det 20. århundredes Tibet.

'Den sidste fristelse' kan i år fejre 30-års jubilæum. Filmen om Jesus er en af historiens mest kontroversielle. Dens fremstilling af Guds søn som både tvivlende, angst og fuld af kærlighed vækkede harme verden over. Med et manuskript af 'Taxi Driver'-forfatteren Paul Schrader placeres Jesus helt naturligt blandt Scorsese-protagonister som Travis Bickle og Ray LaMotta.

Jesus kæmper med tvivlen og troen, og det samme gør de to jesuiterpræster, Rodriguez og Garupe i Scorseses seneste film 'Silence' (2016). Filmen brydes med den larmende stilhed, der kan møde den troende og er blevet beskrevet af instruktøren selv som en del af hans egen pilgrimsrejse – en rejse, der har ført Scorsese rundt i verden og i kontakt med andre verdensreligioner, inden han fandt sig til rette i katolicismen – herunder buddhismen.

Hvilket leder os til kuriosummet 'Kundun', den biografiske film om den 14. Dalai Lama fra 1997. På papiret peger intet ved filmen mod Scorseses typiske tematikker, men ved nærmere eftersyn åbenbarer 'Kundun' sig som et passioneret argument for spiritualiteten over for den materialisme, som Scorseses antihelte har for vane at dyrke.

Så komplimentér påskefrokosten med spirituelle vitaminer, når vi inviterer til refleksion, meditation og ikke mindst guddommelig filmkunst.

-----------------------
FILMVISNINGER:
-----------------------

Den sidste fristelse (Martin Scorsese, 1988)
Lørdag den 3. februar kl. 16:00
Lørdag den 31. marts kl. 14:00

Tibetansk aften: Kundun - med middag
Onsdag den 28. marts kl. 18:00

Kundun (Martin Scorsese, 1997)
Fredag den 23. februar kl. 19:15

Silence - med introduktion af Mette Holm
Torsdag den 29. marts kl. 19:00

Silence (Martin Scorsese, 2016)
Søndag den 4. februar kl. 19:00

-------------------------------------
PRAKTISK INFORMATION
-------------------------------------
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, Kbh K
Tid: 3. februar 2018 - 31. marts 2018
Billetter (195 kr, dog 165 kr for Cinematekets medlemmer): Bestilles på tlf. 33 74 34 12 eller online via linket ovenfor.
Læs mere om Cinemateket og medlemsfordele på: http://www.dfi.dk/Filmhuset/Cinemateket/medlemssite.aspx

 

Se steder i nærheden...

Javascript is required to view this map.
Kort