Lille John er en af de drenge, der bliver holdt udenfor. Selv de børn, som regelmæssigt får tæsk, gider ham ikke. Hans største ønske i en alder af fem år er derfor, at hans nye teddybjørn bliver levende og vil være hans ven til evig tid. Miraklet sker, og livet tager en drejning til det bedre. Det er knap så nuttet 30 år senere, da John (Mark Wahlberg) er blevet stor, og Ted og ham stadig bruger det meste af deres tid på at se TV, ryge tjald og lade sig drive med livet som et par slackere med flair for platte vittigheder. Johns kæreste, Lori, tripper for et frieri efter fire års dating, men han fanger ikke hentydningerne.
Manden bag »Ted« hedder Seth McFarlane, og han har tidligere skabt animationsserien »Family Guy«. Hans første live action film er brygget på samme sans for at væve popkulturreferencerne sammen med, hvad der foregår under bæltestedet. Om man ser bamsen Ted som symbol på Johns indre barn eller som lyslevende mirakel betyder ikke så meget for udbyttet af filmen. Den er primært til drengerøve og fortrinsvis til den slags, der har styr på deres popkultur fra 1980erne og 1990erne. Pigerne vil være i fare for at stå af.
Læs også: 5 store talenter til Zulu Comedy Festival
McFarlane lykkes med sin mission, fordi der under den lavpandede humor er en ægte rørende historie om besværlighederne ved at blive voksen. Mark Wahlbergs sædvanlige flegmatiske spil i hovedrollen passer godt til slackeren John, og Ted (der har McFarlanes egen stemme) er en passende blanding af ubehøvlet og opbyggelig, viser det sig i filmens anden del. Her truer de sædvanlige skabeloner fra utallige romantiske komedier med at tage over, ligesom en overflødig kidnapningshistorie er uvelkommen. »Ted«s redning er dog, at den heldigvis er vedblivende morsom.
Læs også: Se de nyeste filmtrailers
Uden at afsløre for meget af handlingen er det på sin plads at gøre opmærksom på, at Ted og John dyrker den kitschede science-fiction-film »Flash Gordon«. Hovedrollen som Jens Lyn blev spillet af ukendte Sam Jones, der stadig er ukendt, hvilket ikke forhindrer ham i at spille en af årets sjoveste cameos i »Ted«.
Hvad: Ted
Hvem: Seth McFarlane Medvirkende: Mark Wahlberg, Mila Kunis
Hvor: Premiere over hele landet
Se traileren:
Skriv en kommentar