»Life Is a Cabaret« lyder en sang, og det er, hvad den danske instruktør Nicolas Winding Refn har gjort Englands mest berygtede voldsforbryder, Charles Bronsons liv til i sin film, der slet og ret hedder »Bronson «. Trods et navn, der klinger af amerikansk filmstjerne, er Bronson pære-britisk og døbt Michael Peterson. Men han er også en mand, der ser rødt ret ofte, og det har gjort ham til Englands mest voldelige fange. Siden han som 19-årig i 1974 røg i fængsel første gang - et væbnet røveri, han fik syv år for - har han siddet i fængsel i 34 år, 30 af dem i isolation. Siden 1999 har han haft forbud mod at omgås andre fanger, og i 2000 blev han idømt livsvarigt fængsel efter at have holdt en lærer som gidsel i 44 timer - uden at læreren i øvrigt led fysisk overlast.

Sammenlagt har han i alle de år været løsladt i fire måneder, men han har angiveligt ikke udvist voldelig adfærd de sidste syv år. Måske fordi han hen ad vejen har opdaget kunsten. Bronson - der skiftede navn på anbefaling af en boksepromotor - har i dag udgivet 11 bøger, bl. a. »Solitary Fitness« om, hvordan man træner under trange kår, haft adskillige kunstudstillinger og vundet Koestler-prisen 11 gange; en pris, der i England gives til fanger, som udtrykker sig kunstnerisk.

Så Bronson er i sig selv uden tvivl en både mærkværdig og vild historie, og man forstår, hvorfor Winding Refn har villet lave en film om ham. At det lige er Refn, der har valgt at lave en film om denne mand, kan næppe overraske. Den danske instruktørs hang til at skildre kriminelle trækker sig som et tydeligt ( blod) spor igennem hans film »Pusher« I-III og »Bleeder«.

Kølig betragter
Helt i tråd med Bronsons kunstneriske virke har Refn valgt at fortælle historien i nedslagspunkter med Bronson - spillet kompromisløst og helt forrygende af Tom Hardy, som nogle måske vil kunne genkende som Handsome Bob i Guy Ritchies »Rock'n Rolla« - som den ansigtsmalede konferencier, der på en scene foran et publikum fortæller sin beretning.

Og i glimt ser vi forskellige episoder fra fængslet, fra galeanstalten, fra den korte periode i frihed og til han opdager kunsten. På den måde bliver filmen ikke et gængs portræt, men mere et af konceptet Bronson . Det betyder også, at det er båret af fascination frem for følelse. Refn er, som altid, den kølige betragter, der holder den emotionelle side af sit filmskaberi ude i en arms afstand. Og vi føler ikke noget særligt for Bronson , vi kigger på ham som et dyr i Refns laboratorium.

Det ændrer dog ikke ved, at »Bronson « er blevet en film med et suverænt stilistisk overskud, der fastholder og tryllebinder og som, frem for alt, er som ingen anden film.

Det er der ikke mange film, der kan bryste sig af.