Med sin forunderlige blanding af noget fortidigt (verdens mest velopdragne børn) og noget nutidigt (en parodi på et teambuilding-kursus) sætter den nye film om Far til Fire sig solidt mellem to stole, og det er klogt nok, for erfaringen viser, at det lige præcis er dér, et meget stort publikum helst vil se en film som denne sætte sig.

Genoplive den glade uskyld i Alice O’Fredericks’ henrykt trallende film fra 1950erne kan man under ingen omstændigheder, men man kan i bedste fald nænsomt modernisere det evigt positive livssyn og placere det i en nogenlunde moderne sammenhæng, som i »Far til Fire – på hjemmebane« især ytrer sig ved, at historiens skurk i skikkelse af en skidt knægt kan undskyldes med, at hans far er fordrukken.

Temaet berøres dog kun med forsigtighed, for idyllen må ikke krakelere for meget i disse solbeskinnede familiefilm, hvis vigtigste kvalitet nu som tilforn er harmløs godmodighed. I den nye films umiddelbare forgænger, Claus Bjerres »Far til fire – i stor stil«, arvede onkel Anders et slot (med spøgelse) på Fyn.

Den historie var så subtil som en sutsko og cirka så morsom som et muldvarpeskud, men ikke desto mindre gik 335.000 mennesker i biografen for at opleve den, så selvfølgelig skal der ikke pilles for meget ved den faste formel – og på den baggrund er det faktisk imponerende, at den nye film er lidt mindre fjantet og lidt mere realistisk end forgængeren, altså bedre.

Det drejer sig om, at Far og hans kolleger sammen vinder et stort beløb i tipning, men Fars pengepung med vinderkuponen bliver stjålet, og så gælder det jo om at få fundet tyven, hvad især Lille Per går ivrigt op i. Imens har Søs små kærlighedkvaler, Ole falder for den seje skaterpige Stella, Mie laver en hip musikvideo, og Onkel Anders trisser lettere senil rundt i Jess Ingerslevs lovlig excentriske udgave. Virkelig morsomt eller overvældende underholdende er det ærligt talt ikke set med voksne øjne – det var de gamle film om den moderløse familie heller ikke, men de er i dag blidt badet i nostalgiens forsonende skær – for komikken består fortrinsvis i, at personerne (især Niels Olsen som Far ) falder i huller og i vandet og den slags.

Men Kasper Kesje er sød som Lille Per (han har stadig elefanten Bodil Kjer, der nu kun hedder Bodil, men stadig er kær), og også Carla Mickelborg som Søs, Kathrine Bremerskov Kaysen som Mie og Jakob Wilhjelm Poulsen som Ole er friske, ukrukkede og sympatiske bekendtskaber – det samme gælder det nye ansigt Cecilie Meiniche som Stella, der bidrager til den delvise ajourføring af filmens univers, idet hun klart er mere handlekraftig end Ole og dermed kan siges at repræsentere en form for kvindefrigørelse.

Nå, man skal ikke overfortolke Claus Bjerres film, hvis eneste ambition er at få os tilskuere til at slappe af og have det rart. Man kan konstatere, at det afslappede og det søvndyssende befinder sig tæt på hinanden, men der er ingen grund til at bruge hårde ord om »Far til Fire – på hjemmebane«. For den sætter sig trygt og hyggeligt mellem de to stole og har ikke én dråbe ondt blod i sig.