Der er synlig forventningsglæde og højt humør blandt de 25 gæster, der har stillet sig til rette foran porten til Nordisk Films studier i Valby. Foran dem venter små halvanden times rundvisning i Danmarks ældste og mest legendariske filmstudier.
De 25 mennesker på denne solbeskinnede søndag, kommer fra Kansas fabrikken i Odense og er blot en lille del af de mange mennesker, der hver uge vælger at tage et kig bag facaden på de gamle studier, der har været arnested for både Olsen Banden og Matador.
Nordisk Film blev grundlagt i 1906 af filmskaberen Ole Olsen, og var i en årrække verdens største leverandør af stumfilm. Først da filmindustrien i Hollywood opstod og det blev sværere at eksportere film til det amerikanske marked, tabte Nordisk Film terræn.
Læs også:
AOKs oversigt over de seneste premierefilm
De mest sete biograffilm netop nu
Men i 70’erne kom de stærkt igen, til dels takket være Erik Balling og hans mange Olsen Banden film. Og selv om Nordisk Film har skiftet ham mange gange siden 1906, så emmer stedet stadig af dansk filmhistorie. De 25 gæster fra Kansas er da også dårligt kommet inden for porten, før flere af dem bryder spontant ud i at fløjte temaet fra Olsen Banden.
Dagens rundviser hedder Camilla Jørgensen og hun er en af cirka 12 rundvisere, der dagligt deler ud af sin viden om stedet, for interesserede gæster. Mens gruppen på skift kigger ind i den gamle garderobe, hvor en af landets største stumfilmstjerner, Valdemar Psilander kom af dage, fortæller Camilla, at hun fik jobbet som rundviser mens hun studerede film- og medievidenskab.
I dag er hun ansat i distributionsafdelingen, men har sideløbende beholdt jobbet som rundviser, fordi hun elsker at formidle sin filmhistoriske viden til nysgerrige gæster. Gruppen fra Odense blev nysgerrige, da formanden for den faglige klub på Kansas, Inge Lise Holm Hansen sad på en café i Valby og opdagede, at Nordisk Film lå lige ved siden af. Det blev til en udflugt for de 25 medarbejdere, som langt fra er de eneste, der har fået den idé.
Faktisk har Nordisk Film indtil flere rundvisninger om dagen, nogle gange helt op til fem på en dag.
Camilla Jørgensen tager os med ind i det gamle studie 2, hvor Olsen Bandens originale kostumer og Tante Møghes gamle rullestol tager kegler. Hun viser filmklip, som hun styrer fra sin iPad, og fortæller blandt andet den spændende historie om, hvordan Nordisk Films isbjørnelogo kommer fra datidens piratkopiering.
Der er både faglig tyngde og oprigtig entusiasme bag Camilla Jørgensens ord og selv om kulisser, kostumer og memorabilia er sjove, så er rundvisningens sande scoop, den enorme historiske viden og filmiske indblik, man får adgang til under de halvanden time.
Efter et besøg i lydstudiet og endnu en række historier med rod i film, alle på rundvisningen kender til, slutter Camilla af med et ekstraordinært kig i det studie, hvor Lykkehjulet i mange år blev optaget.
»Gulvet er lidt klistret, for vi holdt sommerfest derinde i går,« advarer Camilla, men det får ikke nogle af gæsterne til at vælge det programpunkt fra.
Efter en lille, afsluttende quiz, behageligt mættet af dansk filmtrivia og en god oplevelse rigere, er rundvisningen slut for de 25 Kansas medarbejdere og Camilla Jørgensen kan gøre klar til at fortælle historier fra Nordisk Film, for endnu et hold nysgerrige gæster.
Hvad: Rundvisning på Nordisk Film
Hvor: Nordisk Film, Mosedalvej 14, Valby
Hvornår: Enkeltpersoner eller mindre grupper: Lørdag og søndag, året rundt, kl. 11. Større grupper: også på hverdage. Hvordan: Grupper over 10: Bestil på tlf. 36 18 82 03 eller 45 23 33 02 03. Mindre grupper: Billetter på Billetlugen.