Location: Den danske ambassade i Indonesiens hovedstad, Jakarta. Nikolaj Lie Kaas og Birgitte Hjort Sørensen – eller Adrian og Beate, som de hedder i Tomas Villum Jensens nye, syrede action-eventyr »Ved verdens ende« – laver sjov ved at afslutte en scene med at stå præcis som Dronning Margrethe og Prins Henrik på ambassadørens billede.

»Det er en lille ting, og der er nok ikke nogen, der lægger mærke til det. Men det viser bare, at det ikke altid behøver være så alvorligt, når man laver film,« siger Birgitte Hjort Sørensen om samarbejdet med manden bag manuskriptet, Anders Thomas Jensen, der har skabt en niche for velskabte danske komedier med blandt andet »Blinkende Lygter« og »Adams Æbler«. Det skæve univers i hans film har altid tiltrukket Birgitte Hjort Sørensen – også selvom hun nu må finde sig i at blive genkendt på gaden og kaldt mainstream-skuespillerinde.

»For mig er det en stor ære at lave film, folk gider se. Jeg er lige så meget til psykologiske dramaer som til »Batman« og »Ved verdens ende«. Der er ingen krav om, at jeg skal vælge en bestemt stil,« siger Birgitte Hjort Sørensen og virker som en benhård kvinde med en plan. En plan om tidligt i karrieren »at sige ja til alt«. Ingen nykker, krav om kun at medvirke i finkulturelle film eller rynken på næsen af Tomas Villum Jensen som ham, der genindspillede »Min søsters børn«-filmene. Men tiden er heller ikke til at være kræsen som ung skuespillerinde.

»Der er da en vis angst for at stå uden job i øjeblikket, men den har ikke været tæt på mig. Indtil videre har jeg været meget privilegeret,” siger Birgitte Hjort Sørensen. Hun røg direkte fra Statens Teaterskole og ind på Det Ny Teater i 2007 for at spille morderen Roxie Hart i musicalen »Chicago«. Få måneder efter vrikkede hun med numsen i samme forestilling på scenen på Cambridge Theater i London – i en rolle det nyudklækkede talent kun havde drømt om at få.

»Siden jeg som 19-årig gik på Gladsaxe Teaters »Det Musikdramatiske Væksthus«, har den store drøm været at spille med i »Chicago«. Og så sker det to gange,« siger Birgitte Hjort Sørensen. Stoltheden er mærkbar, og ekkoet af hendes grin galopperer rundt i det store kontor i Nordisk Films bygning. Mission fuldført.

Men hendes alsidige lyster stopper ikke med drab, dans og det store udland. Om et års tid toner Birgitte Hjort Sørensen søndag efter søndag frem på skærmen i DR1’s seneste satsning »Borgen«. Et fortættet politisk drama, hvor hun spiller en af de tre hovedroller – en nyhedsvært.

»Det er super gode manuskripter af Adam Price og ligger genremæssigt op ad »Kongekabale«. Jeg er super spændt og synes, det er fedt at være med til at lave noget, som ikke er krimi eller parforholds-halløj, men har noget samfundsmæssigt vigtigt at sige. Det er vildt nogle gange, hvor lidt politik handler om at gøre verden til et bedre sted, og hvor meget det handler om studehandler,« siger hun om serien, hvor Søren Kragh-Jacobsen lægger stilen an som instruktør i de første afsnit, og andre roller besættes af Sisse Babett Knudsen, Peter Mygind og Søren Malling.

Forberedelserne til rollen som nyhedsvært foregik blandt andet ved, at hun i fire dage vandrede rundt i hælene på TV Avisens værter.
»Det var sjovt at få indblik i en andens hverdag. Og så har jeg jo altid troet, at nyhederne bringer det, der er sket. Men sådan er det ikke,« siger Birgitte Hjort Sørensen og rykker en tand frem i stolen.
»Det er journalisternes version af det, der er sket«.

Med »Borgen« er hun langt fra færdig med at udvikle sit talent. Knap nok begyndt. Grænserne for, hvad hun vil opnå, findes tilsyneladende ikke. Hun mener, at den nye generation af skuespillere skal have modet til at gå tæt ind i karakterarbejdet og ikke bare spille »sig selv«. Hendes læber dirrer, da hun fortæller om sit dybe indtryk af Sean Penns rolle som homoseksuel fuldblodspolitiker i »Milk«. Om hvordan han ændrer sin måde at tale og bevæge sin krop på.

»I film er man ofte bange for at spille karakterer, der ligger langt væk fra en selv, fordi det kan virke falsk. Man spiller sig selv og gør ikke noget stort for at komme til at ligne en anden. Det kunne være sjovt at udforske,« siger Birgitte Hjort Sørensen og peger på Johnny Depp som en mester udi karakterskift.

»Der er virkelig langt fra hans rolle i »Pirates of the Caribbean« til den i »Sweeney Todd« og »Don Juan DeMarco«.

Cate Blanchett er et andet forbillede. Hendes dyrkelse af mange forskellige roller inspirerer Birgitte Hjort Sørensen.
»Hun har lavet periodefilm, for eksempel Elizabeth-filmene, og så laver hun pludselig »Indiana Jones«. Og lige meget hvad er der stor ægthed og troværdighed i hendes præstationer – hun kan hele spektret fra autoriteters styrke til det fuldstændig skrøbelige,« siger hun.
 
Shakespeare er en anden stor drøm – helst i en rolle som Lady Macbeth. Kærlighed, had, magt og begær. Hans temaer fylder hele paletten og mere til. Hun taler om ham på en måde, som enhver fodboldspiller taler om VM-finalen.
»Shakespeares sprog er bare så afsindig labert. I mine øjne er han den største poet nogensinde,« siger hun og taler videre om sit dybe forhold til litteratur.

»Jeg kan godt savne den helt vildt litterære fordybelse, og det var da også meningen, at jeg ville have læst litteraturvidenskab på universitetet efter gymnasiet. Min svaghed er størst for danske, romantiske digtere som Emil Aarestrup og Viggo Stuckenberg. Det stammer vist fra mine tidlige teenageår, hvor jeg sad på mit kammer og længtes,« siger Birgitte Hjort Sørensen, der også elsker gamle Disney-klassikere. Resterne af noget barnligt er nu blevet en mulighed for at gakke ud.
»Der er noget renhed over tegnefilm. De er for mig i familie med eventyr, hvor de gode er gode, og de onde er onde. De kan bære en vis sentimentalitet, som man ikke ville finde troværdigt på almindelige film.«