Mord eller selvmord? Det er spørgsmålet i Jannik Johansens nu anden film, »Mørke«. Og tvivl er som bekendt en af de mest nervepirrende effekter. Som når man går ned ad en mørk gang og kommer i tvivl, om der står en og venter rundt om hjørnet. Eller bliver i tvivl om en person er god eller ond.

Det er også, hvad der er på spil i Jannik Johansens første udspil efter debutfilmen »Rembrandt«, som han slap ganske fortrinligt fra.

Hovedpersonen er journalisten Jacob - spillet af Nikolaj Lie Kaas - der bor sammen med kæresten Nina (Laura Drasbæk), men som i det indre er plaget af skyld overfor søsteren Julie (Lotte Bergstrøm). Efter et mislykket selvmordsforsøg er hun endt i kørestol, hjerneskadet og delvist lammet. Ved en familiemiddag præsenterer hun til alles overraskelse en ny kæreste, Anker, som hun har mødt via internettets chatrooms og som hun oven i købet også vil giftes med. Jacob bemærker, at familien intet ved om Anker - spillet af Nicolas Bro - men overbevist af Ankers godmodige og venlige facon, glemmer han snart tvivlen.

Ved brylluppet holder Anker en rørende tale til Julie og alt ånder idyl. Lige indtil natten, hvor Julie begår selvmord. Da Anker kort tid efter begravelsen forsvinder, plages Jacob igen af både skyld og tvivl, og i en desperat søgen efter svar på grunden til sin søsters død rejser han efter Anker og ender i den lille by Mørke på Mols i Jylland. Stedet, hvor vejen måske kan føre til lys eller mere mørke.

For at underbygge de voksende skygger i Jacobs hoved slår filmen en lettere melankolsk og desillusioneret tone an, der udover at blive smukt akkompagneret af både Antony Genn's musik og Rasmus Videbæks douchegrå fotografering forstærkes af halv-filosofiske betragtninger over selvmordets natur mellem Anker og Jacob. Havde Jannik Johansen været konsekvent, havde filmen koncentreret sig om det tema, for det er her, man også får fornemmelsen af, at instruktøren har mest på sinde, men i stedet er filmens bærende skelet bygget op som en thriller med helt klassiske suspense-elementer.

Jannik Johansen satser tydeligvis på den krybende uhygge og de små forskrækkelser, men ender med sit valg desværre med et hurtigt gennemskueligt og forudsigeligt plot, der længe inden sit crescendo har udspillet sig selv. Som spændingsfilm betragtet, både af den kriminelle og den psykologiske art, hæver filmen sig kun over det middelmådige niveau for en thriller på grund af en eminent Nicolas Bro, der tilfører troværdighed til plottet. Selv om han ikke har den dominerende hovedrolle, stjæler han uden tilsyneladende besvær billedet fra den noget rutineprægede Nikolaj Lie Kaas. Og uden Bro ville »Mørke« være betydeligt ringere stillet.

Det virker, som om Jannik Johansen har været for meget i tvivl om, hvilken historie han egentlig vil fortælle og hvad han har villet vægte og tvivl kan være en nervepirrende faktor, også når man laver film.