Mix Copenhagen er trods deres relativt lille størrelse, faktisk Danmarks ældste nulevende filmfestivaler. De første 25 af festivalens levetid gik den under navnet Copenhagen, Gay and Lesbian filmfestival, men skiftede sidste år til Mix Copenhagen.
Festivalen, der i år kan sætte 27 lys i fødselsdagskagen, er en dansk pendant til Mix NYC, som blev grundlagt af filmmanden Jim Hubbard, hvis nyeste film også er at finde i Mix CPHs program i år.
Ud over denne film, serverer Mix et meget bredt program af film over de ti dage, festivalen varer, så der burde være noget for enhver smag. Og det er naturligvis ikke forbudt at kigge med for heteroseksuelle.
Der er som sædvanlig også en række events i programmet, fra foredrag over quizer, til fester. Desuden skal den årlige bent udeles til “den mest modige producent, manuskriptforfatter eller instruktør, der i løbet af året har turdet skabe troværdige homoseksuelle, biseksuelle eller transkønnede karakterer,” som det står i beskrivelsen.
Mix Copenhagen åbner i år med en aften i Empire Bio, hvor mange af festivalens film bliver vist. Åbningsaftenen byder på en visning af den danske dokumentarfilm 'My Love - The Story of Poul and Mai', samt afterparty med Kenneth Bager og Slutcore bag dj pulten.
Læs mere om film og arrangementer på www.mixcopenhagen.dk
Vil du have anbefalinger fra programmet, så kig her, hvilke film programredaktør Christina Andersen anbefaler at se i år.
Hvad: Mix Copenhagen Filmfestival
Hvor: Biografer i København
Hvornår: 19. - 28. oktober