...

Udviklingen
Jakob Stegelmann, vært på »Troldspejlet«

»I de første mange år med computeranimerede film var figurerne mest dukkeagtige objekter og ikke levende væsener. I »Toy Story« animerede man dybest set blot legetøj, og insekterne i »Græsrødder« er mere en art dukker, end de er et bud på realistiske insekter.

Til dels med Dreamworks’ »Sådan træner du din drage« og især med Disneys »To på flugt« (»Tangled«) kom der et gennembrud i figur-animationen i de computeranimerede film, hvor man gik et skridt videre. I den film fik vi det bedste forsøg hidtil på at animere noget, der mere lignede levende væsener med nuancerede ansigtsudtryk og flere følelser i både kropssprog og ansigter.

I den kommende Pixar-film »Brave« (»Modig«) kommer vi endnu længere i den retning, så vi efterhånden nærmer os figuranimation af den kvalitet, der altid har været kendetegnet for de bedste film i almindelig 2D-animation. Pixar er de dygtigste på området, og deres film er der, hvor vi kommer tættest på det, som Disney stod for i gamle dage: De klassikeragtige tegnefilm med hjertet på rette sted, hvor man tager historien og motiverne alvorligt, og Pixars film vil nok være de mest langtidsholdbare.

Ved siden af har vi Dreamworks, der kan sammenlignes med Warner Brothers’ tegnefilm fra fortiden, hvor vi bliver underholdt med større respektløshed og en vis kynisme. Det er et udtryk, som hurtigere kan risikere at blive forældet. Blue Sky, der laver film for Fox og dermed også aktuelle »Ice Age 4«, ligger et sted midt imellem de to andre. I øjeblikket når andre ikke rigtigt amerikanerne til sokkeholderne, selvom der laves mange computeranimerede spillefilm i både Danmark, Spanien, Italien, Tyskland og Frankrig. De kommer bare sjældent længere end til det lokale marked.«

Læs også: Her er ugens premierefilm

Nostalgien
Jørgen Lerdam, medejer af A-Film og instruktør

»Jeg er klassisk animator, så jeg savner den gamle klassisk animerede film og det håndværk, der lå i det. Men selvom mange virker til at sukke efter det, går de ikke i biografen og ser den slags film så meget længere. For tre år siden lavede vi »Peddersen og Findus – glemligheder«, som folk gerne ville se, men den Asterix-film, vi senest lavede i 2D, var ikke nogen succes. Derfor er det generelt blevet sværere at finansiere de traditionelt animerede film. Også fordi man efterhånden for færre penge kan opnå et hæderligt resultat med computeranimation end med traditionel 2D-animation.

Når publikum bedre kan lide de computeranimerede film, hænger det sammen med soliditeten i karaktererne. Den er større her, fordi det handler om at gøre en præcist defineret dukke levende. Samtidig kan du også bevæge kameraet på en mere avanceret måde i den slags film, så de virker mere live action-agtige. Fornemmelsen af rummet bliver mere tredimensionel, og du kan skabe nogle historiefortællende virkninger, der ikke er muligt med klassisk animation.

I klassisk tegnefilm er der typisk så mange scener med hovedpersonen, at vedkommende ikke kan være tegnet af den samme person i alle scenerne, så ud­seendet kan svinge, selvom ikke alle blandt publikum lægger mærke til den slags detaljer. Alt efter temperament er den slags unøjagtigheder en ulempe eller en charme. I mine øjne gør unøjagtighederne animationsfilm lidt mere menneskelig.

Om man så piber eller synger, så kommer computeranimerede film til at se en smule kunstige ud, fordi det kunstneriske i selve tegnefaget er forsvundet. En computer er strengt logisk, men det er et menneske jo ikke.«

Læs også: De bedste film lige nu

Dyrene
Sebastian Dorset, stand-up komiker og skribent

»Da jeg selv lagde stemme til en vred lille hamster i Disneyfilmen »Bolt«, blev jeg bedt om kun at bruge de øverste toner i registeret for ikke at lyde for maskulin. Hamsteren led nemlig alvorligt at selvovervurdering. Der var et kæmpegab mellem hamsterens tro på sig selv som farlig for omverdenen og virkeligheden i trædemøllen.

Noget af det samme gjaldt også for filmens hovedperson. Hunden Bolt var helt i sin egen TV-serie, men faldt ynkeligt igennem da den først kom ud i den virkelige verden. I den film har du gode eksempler på den største ændring, jeg kan få øje på i animationsfilm gennem de senere år: Animationsfilmene er blevet mere medieparodiske, og dyrene er blevet meget mere selvbevidste. Dyrene er både dyr, og så er de en mennesketype oveni.

De menneskelige skurke skal være fælt karikerede, for at børn kan aflæse dem, men hvis du vælger et dyr, så forstår børnene karakteren på forhånd. En situation med en stor haj, der jager små fisk, er ikke svær at aflæse. Når du bruger dyr som karakterer, kan du også ofte gøre satiren mere sofistikeret, fordi dyrefremtoningen giver flere lag i filmen at spille med.

Det er helt pinligt at sige det, men jeg har ingen børn og alligevel ser jeg mange animationsfilm. Et højdepunkt for mig er lemurernes konge Julian i »Madagascar«-filmene. Han bliver helt absurd morsom med replikker a la »Alle skal være stille – inklusive mig selv«. Folkene bag »Ice Age« kan til gengæld noget inden for slapstick med sidehistorien om jagten på agern, der fungerer som komiske pauser i en større og mere dramatisk – måske næsten uhyggelig – hovedhistorie.«

Hvad: Ice Age 4
Hvor: Biografer over hele landet
Hvornår: Premiere 28. juni