Føj til favoritter Del Send
Film | 17/08/17

Rodet, kliche, larmende: Anmelderne er ikke glade for Nikolaj Arcels Stephen King-film

  • Foto: Ikke oplyst Foto:
Når otte legendariske Stephen King-bøger skal koges ned til 95 minutters film, er forventningerne høje. Danske Nikolaj Arcel har sin debut som Hollywood-filminstruktør med filmen »The Dark Tower«.

Mange danske Stephen King-fans har forventningsfulde ventet på, at filmen »The Dark Tower« skulle få dansk filmpremiere. Men efter anmeldelserne at dømme lever filmen på ingen måde op til de otte bøger, den er baseret på.

Berlingskes filmanmelder Louise Kidde Sauntved kalder filmen »lidt af en forvirrende rodebutik« og giver den tre stjerner. Det er heller ikke varme ord, »The Dark Tower« får med fra Politikens filmanmelder Joakim Grundahl, der skriver »Problemerne med filmen er mange. Visuelt er den en kliché, klippet og klistret sammen af referencer til de seneste års mest kendte fantasy- og science fiction-film.« Han ender på blot to stjerner.

Jyllands-Posten har heller ikke armene i vejret over fantasy-filmen. Men filmanmelder Nanna Frank Rasmussen skriver dog, at hun mener, at filmen er blevet en fiasko, fordi Nikolaj Arcel tilsyneladende ikke fik mulighed for at udfolde sine kunstneriske evner og tillægger dermed ikke instruktøren skylden for det ringe udfald.

De mest positive anmeldelser kommer fra Soundvenue og Filmmagasinet EKKO. Soundvenue giver filmen fire stjerner og kalder den »forbavsende underholdende fantasyguf«. Filmanmelderen Lise Ulrich roser også filmen for af »ramme en fin og umiskendelig King'sk tone« i portrættet af Jake, spillet af Tom Taylor, der, ifølge hende, vækker sympati og genkendelse i lighed med børneskildringerne i ’Stand By Me’ (1986) og tv-filmatiseringen af ’It’ (1990). EKKOs filmanmelder Ida Rud skriver »The Dark Tower viser sig faktisk at være en velfortalt, spændende og dyster fantasy-film. Det er tydeligt at mærke, at det er en kompleks og omfattende fortælling, som filmen er baseret på. Så meget desto mere imponerende er det at se, hvor meget Arcel har fået med i sin kompakte film«.

Læs også: Tid til film: Se programmet for ZULU Sommerbio 2017

Glemt i morgen

Den ventede fantasyfilm, der er baseret på Stephen Kings fantasybøger udgivet fra 1982-2012, har dermed ikke de bedste forudsætninger. De fleste anmeldere skriver endda, at filmen er hurtig glemt, dog forsvarer Nanna Frank Rasmussen fra Jyllands-Posten filmen lidt ved at skrive, at når otte bøger skal koges ned til én film, kan det være svært at skabe et troværdigt univers.

En af de store navne på rollelisten er Matthew McConaughey, der spiller manden i sort, Walter, der vil slippe alverdens ondskab løs i universet. En rolle som Politikens anmelder Joakim Grundahl kalder for skuespillerens mest pinlige præstation til dato. Han slutter af med at skrive »Det her er en film, som både Arcel og McConaughey hurtigst muligt skal glemme. Og det kan sagtens lade sig gøre, skulle jeg hilse og sige.«

BT er bestemt heller ikke fan. Anmelder Henning Høeg skriver, at »filmen virker i bund og grund som en stor omgang larmende og postulerende vrøvl, der minder mere om en tynd manga-serie i stil med ’Yu-Gi-Oh’ end en eventyrlig fortælling for (halv) voksne.«

The Dark Tower har premiere i de danske biografer torsdag 17. august 2017.