Før sin alt for tidlige død var forfatteren Douglas Adams i gang med at skrive sin bestseller-serie »The Hitchhiker's Guide to The Galaxy« om til en spillefilm. For fans af de fem bøger (som overtegnede) kunne det ligne en umulig opgave, fordi historien næsten ikke har en sammenhængende dramatisk struktur, og det i mange tilfælde er bifigurerne, den tekniske detaljerigdom og alle afstikkerne, som er det sjoveste og mest interessante.

Adams nåede aldrig at blive færdig, og Karey Kirkpatrick, som overtog stafetten, formår da heller ikke at samle trådene, på trods af at hun tilfører en kærlighedshistorie. Lige før Jorden sprænges i luften for at gøre plads til en intergalaktisk hovedvej gennem vores solsystem, møder hovedpersonen Arthur Dent pigen Trillian til en fest. Kort efter møder han hende igen på rumskibet The Heart of Gold, som drives af en usandsynlighedsgenerator.

Men de personlige relationer er ikke generatoren i de fem bøger - det er derimod det syretrip af en rumrejse på tomlen, som gang på gang giver anledning til opslag i håndbogen for vakse galakseblaffere. Her folder den litterære, historiske og videnskabelige satire sig for alvor ud. Sjovt nok har alle universets racer arketypiske træk fra briterne: De er bureaukratiske, cricketspillende og lyrik-oplæsende, når de ikke ligefrem går i krig. Og det kan man simpelthen ikke sætte billeder på, uden at filmen går i stå hver gang på trods af Stephen Frys fortællerstemme, der skal fungere som kittemiddel.

For anonym

Martin Freeman, som spillede Tim i den suveræne BBC-serie »The Office«, er for anonym som hovedperson over for det spraglede galleri af rumvæsener. Sam Rockwell klovner løs som galaksens præsident Zaphod Beeblebrox, uden det bliver rigtig morsomt. Den depressive robot Marvin ligner mest at alt en æggekoger og er på trods af Alan Rickmans stemme blottet for personlighed (den oprindelige robot fra TV-serien fra firserne skimtes i øvrigt kort i en kø-scene). Bedst er John Malkovich som det religiøse overhoved Humma Kavula, hvis befolkning tilbeder et stort lommetørklæde, der engang skal rense deres tilstoppede næsebor.

Bøgernes detaljerigdom er filmens problem. Instruktøren Garth Jennings forsøger kort sagt at gabe over livet, universet og alt det der. Resultatet er noget rod.